Automatiktekniker / automationsteknolog til Statens Serum Institut - Campus Service

Kan du se dig selv arbejde med PLC og SCADA-programmering og optimering af anlæg? Har du lyst til at udarbejde dokumentation for kvalitetssikring, kvalificering og validering af anlæg, udstyr, rum og it-systemer? Så er det DIG, vi mangler i vores team.

Jobbets indhold

Du vil indgå i et lille team på 4 medarbejdere. Sammen med dine kolleger kommer du til at bidrage med drift og support på SCADA-systemet, der styrer, regulerer og overvåger kritisk udstyr og anlæg for hele Campus.

Dine primære arbejdsopgaver vil bestå af:                                                      

  • udarbejdelse af dokumentation, herunder:
    • Funktionsbeskrivelser.
    • Tegninger for styretavler.
    • Test protokoller IQ/OQ.
    • Testplaner IQ/OQ.
  • programmering af PLC’er: fabrikat Schneider Modicon Premium, M340 og M580 m.m.
  • programmering af SCADA-system fabrikat iFIX v6,x.
  • idriftsætning af anlæg
  • deltagelse i kvalitetssikring, kvalificering og valideringer.

For at sikre driften 24/7/365 på Statens Serum Institut, vil du som udgangspunkt komme til at indgå i en vagtordning, der løber med et fast rul.

Om dig

Du er uddannet automatiktekniker, automatikteknolog eller har anden relevant uddannelse. Derudover har du erfaring i arbejdet med PLC og SCADA-programmering, gerne inden for pharma eller lignede områder. Der vil blive lagt vægt på et højt fagligt niveau og at du kan kommunikere på alle niveauer i organisationen.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har erfaring med at arbejde under GMP-regler.
  • er god til at samarbejde i et team.
  • kan bevare roen og overblikket i stressede situationer.
  • er serviceorienteret.

Vi tilbyder dig

Dine evner og dit engagement skal være med til at løse vores fælles kerneopgave. Dit bidrag vil gøre, at du bliver en del af en organisation med 900 medarbejdere, der løfter meningsfulde opgaver, som styrker menneskers og dyrs sundhed gennem forskning og beredskab.

Du får i jobbet rig mulighed for at arbejde med dit fagområde inden for programmering af PLC’er og SCADA-systemer, kvalitetssikring, kvalificering og validering af disse og for at udvikle dine kompetencer inden for det tekniske område.

Din hverdag kan blive præget af mange forskelligartede opgaver og et bredt samarbejde med engagerede og dygtige kollegaer. Du får en fleksibel og varieret hverdag med flekstidsaftale, der bidrager til en god balance mellem arbejde og fritid, da SSI er en fleksibel arbejdsplads med 37-timers arbejdsuge inkl. frokostpause.

På SSI har vi en aktiv personale- og idrætsforening (IK-SERA) med holdtræning og motionslokaler, fredagsbar og forskellige sociale arrangementer – og vores Campus rummer endda både tennisbaner og egen børneinstitution. Derudover er SSI centralt beliggende i København med grønne arealer og gode offentlige transportmuligheder (bus og metro) og fri parkering på området.

I vores afdeling i Campus Service har vi desuden morgenmadsordning hver fredag, plantekasser med hjemmedyrkede krydderurter til frokosten og sommerarrangementer, hvor vi i fællesskab finder grillen frem og hygger os.

Sådan er dit kommende team

I Campus Service er vi ca. 45 kolleger, heriblandt håndværkere, ingeniører og administrative medarbejdere. Vi har alle til opgave at hjælpe ifm. vedligeholdelse og drift af faciliteter og områder på Statens Serum Institut. I dit team vil du få kolleger, der har en baggrund som elektriker, automatiktekniker, ingeniør og div. andre faggrupper så kompetencefeltet er bredt. Dette er ligeledes i deres fritid, hvor der brygges egne øl, dyrkes løb (hold i afdelingen), golf, fitness og spilles Magic The Gathering, gaming og meget andet.

Alt i alt vil du få muligheden for at møde mange dygtige kolleger med mange forskellige interesser.

Lyder jobbet som noget for dig?
Send os dit CV og ansøgning via søg-knappen. Vi beder dig om ikke at indsætte et foto i dit CV, da vi bestræber os for en mere inkluderende rekrutteringsproces med lige muligheder for alle vores jobansøgere. 

Vi forventer at afholde samtaler fra uge 27-28.

Har du yderligere spørgsmål til stillingen eller ansøgningsprocessen kan du kontakte mig, Jan Finden, på SMS ved tlf. 2228 8779 - så ringer jeg tilbage hurtigst muligt. Du kan læse mere om, hvordan du ansøger og rekrutteringsforløbet på Job på SSI.

Dine ansættelsesvilkår
Er du den rigtige kandidat til stillingen, så ringer vi til dig snarest efter ansøgningsfristens udløb.

Afhængigt af din uddannelsesmæssige baggrund bliver du ansat efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller efter fællesoverenskomst mellem skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale mellem Skatteministeriet og håndværkerorganisationerne.

Vi ser frem til at høre fra dig.

 

 


Statens Serum Institut har røgfri arbejdstid og en røgfri campus.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: 07-07-2024
Tiltrædelsesdato: 01-09-2024

Følg oss

  Website
  LinkedIn
  Twitter

Del/Skriv ut

Statens Serum Institut (SSI) hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Vores mission er, at forebygge og bekæmpe infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning