Kongehuset
Kongehuset søger regnskabsfuldmægtig

Kongehuset søger en fagligt velfunderet regnskabsfuldmægtig til Økonomiafdelingen.

Opgaverne ved Hoffet er mangfoldige, og medarbejderskaren spænder fagligt set bredt. Det er en arbejdsplads med stor faglig stolthed og et stort engagement. Som regnskabsfuldmægtig i Økonomiafdelingen bliver du en del af et hus, der fungerer som en dynamisk og moderne organisation, og som samtidigt værner om sine traditioner. Du vil få mulighed for at udvikle din faglighed i en spændende organisation i tæt samarbejde med gode kollegaer.

Om stillingen
Økonomiafdelingen varetager en bred opgaveportefølje inden for regnskab, bogholderi og økonomi - og varetager regnskabs- og økonomifunktionerne for hele Kongehuset. Økonomikontoret består af økonomichefen og fem medarbejdere. Du vil indgå i et team med tre kollegaer en regnskabsleder, en kreditorbogholder og en studentermedhjælper - og du vil referere til økonomichefen.

Alle har fokus på at give den bedst mulige service og betjening af Hoffets enheder og sikre gode relationer til leverandører, samarbejdspartnere, bank og revisorer. I det kommende år har vi særligt fokus på driften af vores nye økonomisystem samt videreudvikling af controlling og ledelsesrapportering på regnskabsområdet.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • Finansbogholderi og kontering.
  • Månedsrapportering til Hoffets enheder.
  • Selvstændigt ansvar for flere regnskabsenheder – herunder daglig bogføring og afstemning.
  • Medvirken til udarbejdelse af budgetter.
  • Momsregnskab.
  • Forsikringsadministration og administration af MasterCard.
  • Opstilling af årsregnskab til revisor.
  • Besvarelse af henvendelser fra huset.

Om dig
Vi søger en dedikeret medarbejder, der har dokumenteret erfaring med regnskab og bogholderi fra en lignende stilling. Som økonomisystem anvender vi Business Central - men kendskab til systemet er ikke et krav for at søge stillingen. Herudover indgår Excel som et væsentligt arbejdsredskab i det daglige arbejde, hvorfor det er vigtigt, at du er en rutineret bruger.

Som person trives du i et miljø, hvor der er høje krav til selvstændighed, fleksibilitet, imødekommenhed, ansvarlighed og kvalitet. Du er målrettet, struktureret, serviceminded og har en skarp sans for de vigtige detaljer.

Om Hoffet som arbejdsplads
Hoffet er en arbejdsplads med stor faglig stolthed og et stort engagement. Vi er ca. 130 medarbejdere med forskellige baggrunde som blandt andet kokke, livrister, taffeldækkere, kuske, chauffører, møbelsnedkere, rengøringsassistenter, kontorbetjente, administrative kontormedarbejdere, kommunikations-­­, økonomi-, sekretariats- og personalemedarbejdere. Vi hjælper hinanden på tværs af faglige baggrunde og samarbejder om at udføre opgaverne med høj kvalitet og blik for Kongehusets særlige rolle

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt inkl. frokostpause. Tiltrædelse gerne 1. september 2024. Løn- og ansættelsesvilkår svarer til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten eller anden relevant statslig overenskomst.

Vi tilbyder massage- og fysioterapiordning, mulighed for hjemmearbejde samt sundheds- og gruppelivsforsikring.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under din ansættelse.

Ansøgningen
Send en kort ansøgning og CV via nedenstående link senest den torsdag den 27. juni 2024. Der kan afholdes samtaler løbende.

Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Dan Folke Pedersen på telefon 33 40 10 10.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap til at søge stillingen.

Læs mere om Kongehuset på www.kongehuset.dk og på Kongehusets sociale medier @detdanskekongehus.




Del på  
Position category
Administration, HR, økonomi, kommunikation og reception

Arbejdstid


Work place


Contact us

 
 
 
 


Follow us