Ny logo fra 2023

Schjødt søger erfaren fuldmægtig/advokat til skatteafdelingen (København)

Har du erfaring inden for skatteret og moms? Vil du være en del af et internationalt advokatfirma i vækst? Går du selvstændigt til opgaverne og kunne du tænke dig at arbejde i et miljø, hvor ingen dage er ens?

Om Schjødt

Schjødt er Skandinaviens ledende erhvervsorienterede full-service advokatfirma med kontorer i København, Oslo, Stockholm, London, Stavanger, Bergen og Ålesund.

Vores danske kontor i København blev etableret i november 2022 og er siden da vokset betragteligt. Vi er fortsat på en vækstrejse og på udkig efter de bedste advokater og advokatfuldmægtige, herunder til vores skatteafdeling, hvor vi oplever stor aktivitet og vækstpotentiale. Vi bistår selskaber, virksomheder og privatpersoner med stort set alt inden for skat og inden for moms.

Schjødt har et fagligt stærkt miljø med et kommercielt fokus og en løsningsorienteret tilgang til juridiske og kommercielle problemstillinger. Vi har skatteafdelinger i Norge, Sverige og Danmark, som har et tæt samarbejde på tværs af landegrænserne. Vi har et professionelt, men uhøjtideligt og socialt arbejdsmiljø, hvor man glæder sig til at komme på arbejde.

Din profil

Du har arbejdet med skat og gerne moms, herunder gerne inden for M&A skat, selskabsskat, international skat, strukturering og fast ejendom. Du er fagligt stærk, er grundig og har en baggrund fra revisionsbranchen, advokatbranchen eller Skatteankestyrelsen mv. Du trives i et arbejdsmiljø med selvstændige og varierende sager, som løses i samarbejde med engagerede kollegaer i København og på Schjødts øvrige kontorer altid med henblik på at sikre vores klienter en førsteklasses rådgivning.

Vi forventer at du kommunikerer tydeligt og troværdigt, og er sikker og vant til at arbejde på engelsk i skrift og tale.

Vi tilbyder

Vi tilbyder gode karrieremuligheder, konkurrencedygtige ansættelsesvilkår og muligheden for at arbejde i et fuldt integrereret skandinavisk advokatfirma.

Du bliver en del af et stærkt team i København med dansk og international erfaring, som anser faglig sparring og samarbejde for at være en vigtig del af hverdagen, der gør det sjovere at gå på arbejde og som gør vores rådgivning bedre. Skatteafdelingen i Danmark indgår som en integreret del af Schjødts skatteafdeling, hvor vi på nuværende tidspunkt er 15 specialiser fordelt på Schjødts kontorer i Norge, Sverige og Danmark.

Vi investerer i din personlige og faglige udvikling og støtter dig i dine karriereambitioner. Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for skat og moms og blive en endnu dygtigere rådgiver. I takt med din udvikling støtter vi dig i at opbygge stærkere relationer til klienter og til at skabe forretning og egen klientportefølje.

Har du spørgsmål til stillingen eller til Schjødt, står vi meget gerne til rådighed for en fortrolig og uddybende drøftelse. Du er velkommen til at kontakte advokat og partner, Malene Overgaard, på telefon 2524 5105. Vi afholder løbende samtaler, så vi opfordrer dig til at indsende din ansøgning hurtigst muligt.