Specialist til besigtigelse af det murede byggeri

På Teknologisk Institut søger vi en specialist, der har erfaring og praktisk viden om udførelse af det murede byggeri. Vi søger dig, der har interesse for at varetage besigtigelsesopgaver og som har lyst til at blive del af et fagligt miljø omkring murværk. 

Besigtigelser i hele Danmark
Du bliver en del af Centeret for Murværk, hvor du kommer til at arbejde med nye og eksisterende murede byggerier i hele Danmark. Du får et job, hvor du kan anvende din viden og erfaring om det murede byggeri, og hvor dine ansvarsområder bl.a. vil inkludere:

  • Besigtigelse og tilstandsvurdering af murværk og murede byggeri
  • In-situ test og prøvning af murværk 
  • Tilbudsgivning og forventningsafstemning med kunder 


Du bliver en del af et fagligt team som tester, besigtiger og udfører tilstandsvurderinger af det murede byggeri, f.eks. vurdering af årsag til skader, såsom vandindtrængning, forvitrende mørtelfuger og korrekt anvendelse af materialer. Der kan også være tale om styrkemålinger eller vurdering af årsag til revnedannelser i murværk. Teamet foretager undersøgelser i hele Danmark og du må derfor forvente 2-3 rejsedage om ugen, hvor der indimellem må påregnes lange arbejdsdage med meget transport.

Vi værner om det høje faglige miljø og standard i vores arbejde, og det er derfor vigtigt, at du er kvalitetsbevidst, samt at du har lyst til at udvikle dine kompetencer inden for udførelse og tilstand af det murede byggeri yderligere.  Som ny medarbejder får du en grundig introduktion til arbejdet. Vi forventer dog at du hurtigt kommer til at varetage tilbudsgivning, besigtigelsesopgaver og opbygger en kundeportefølje selvstændigt. 

Bygningsingeniør- eller konstruktør med erfaring 
Du er formentlig uddannet bygningskonstruktør eller bygningsingeniør og har erfaring som tilsynsførende, byggeleder, entrepriseleder, taksator, byggesagkyndig eller lignende. 
Desuden har du en praktisk viden om udførsel af det murede byggeri og byggeri generelt. 

Det er vigtigt, at du som person trives med at have meget kundekontakt, da dette er en stor del af jobbet. Du arbejder struktureret og bevarer overblikket over dine opgaver – også når der sker uventede ændringer i din hverdag. 

Da jobbet indebærer meget skriftligt arbejde, er det vigtigt, at du har et højt skriftligt niveau og kan tilgå Office-pakken på brugerniveau. 

Du bliver en del af Teknologisk Institut 
Centret Murværk er Danmarks førende videnscenter inden for murværk og byggematerialer til murværk. Centret består af et team af specialister inden for murværksmaterialer, statik opmuring, skadesanalyse samt murværkskemi.

Vi er 18 medarbejdere, der tilsammen favner fagligt bredt. Således er vi både konstruktionsingeniører, kemiingeniører, geologer, murer og laboranter. Der foregår konstant vidensformidling og -deling mellem kollegaerne, og centret er præget af en særdeles høj grad af nysgerrighed. Vi er meget alsidige i vores måde at arbejde på, og vi giver rum til selvstændighed, plads til innovative idéer og har fokus på udvikling – både den faglige og den personlige.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte konstitueret centerchef Toke Rask Frandsen på telefon 7220 1053, eller sektionsleder Nicolaj Hansson på telefon 7220 2307.

Bemærk venligst, at det ikke vil være muligt at kontakte sektionsleder Nicolaj Hansson i ugerne 27 og 28 grundet sommerferie.

Send din ansøgning hurtigst muligt, og senest d. 9. juli 2024.



På Teknologisk Institut er vores medarbejdere vores største ressource, og vi er altid på udkig efter nye kolleger, der er nytænkende og skaber værdi i et samarbejde.

Vi styrker danske virksomheder ved hjælp af banebrydende teknologier og mere end 1000 kollegers faglige ekspertise inden for områder som produktion, materialer, miljøteknologi, energi, fødevarer og meget mere. Vi arbejder for at udvikle dansk erhvervsliv og gavne samfundet. Derfor er det afgørende for os, at vi har innovative, samarbejdende og resultatorienterede medarbejdere, der har lyst til at gøre en forskel.

Vores udstyr og laboratorier er i verdensklasse og med mange faglige kompetencer samlet ét sted, udvikler vi viden, teknologier, metoder og produkter, der virker i praksis, fordi vi tror på teknologi for en bedre fremtid.

Apply

Application due
09-07-2024

Workplace
Aarhus



Follow us


Share/Print


Contact