Guldbrandsen & Lythje søger en researchkonsulent med interesse for at koble mennesker og forretning

Vi tilbyder en grundig oplæring i rekrutteringsfaget, hvor du får mulighed for at gøre en forskel for virksomheder og kandidater i en alsidig hverdag. I Guldbrandsen & Lythje betragter vi os selv som samarbejdspartnere fremfor leverandører, og vi skaber langvarige kunderelationer – kom og vær med!

Guldbrandsen & Lythje er et mindre nordjysk rekrutteringsbureau, hvor vi udelukkende fokuserer på vores kerneydelse: at rekruttere, med fokus på hele funktionærlaget til de tekniske brancher. Vi har seks år på bagen, mange spændende samarbejdspartnere og rygende travlt. En af vores kompetente researchere har fået en ny mulighed indenfor HR, og derfor søger vi en ny kollega, der kan være med til at sikre vores høje kvalitet. Vores kerneværdi er ordentlighed, og det kommer til udtryk i måden, vi møder virksomheder og kandidater på. Vi arbejder ikke ud fra et fast koncept, for vi tror ikke på, at én model passer alle. Derfor tilrettelægger vi hvert rekrutteringsforløb efter den specifikke case, virksomhed og behov. Guldbrandsen & Lythje består i dag af to partnere, en konsulent og en researcher – og vi ser frem til at byde dig velkommen!

Dit udbytte

Vi tilbyder en grundig oplæring i rekrutteringsfaget, så du på sigt kan blive en af Danmarks dygtigste researchere. Foruden god datadisciplin, der indebærer forsvarlig omgang med følsomme oplysninger, vil du på sigt udvikle en stærk forretningsforståelse, hvilket er to forudsætninger for succes i rollen. Du kan se frem til en varieret hverdag med selvstændige opgaver, der giver dig mulighed for at gøre en forskel i vores og vores samarbejdspartneres forretninger.

Dine arbejdsopgaver

Din hverdag byder på varierede arbejdsopgaver, hvor dit hovedfokus er research af kandidater. Du arbejder metodisk med at finde og kontakte relevante profiler typisk via LinkedIn Recruiter. Derudover deltager du i besøg hos vores samarbejdspartnere med henblik på at afdække, hvilke kompetencer de søger, hvilken kultur virksomheden bærer præg af, og hvilken udvikling de står overfor. Du får daglig kontakt til både samarbejdspartnere og kandidater, så du kan se frem til en stor berøringsflade. På sigt får du mulighed for at arbejde med mange forskellige opgaver i rekrutteringsfaget. Dine opgaver består blandt andet i at:

  • Oprette og offentliggøre stillingsopslag på forskellige digitale platforme, for eksempel vores HR-system, Jobindex og LinkedIn.
  • Have indledende og opfølgende dialoger med potentielle kandidater via telefoninterviews.
  • Identificere og kontakte kandidater via LinkedIn og telefon.
  • Deltage i opstartsmøder hos samarbejdspartnere.
  • Udarbejde stillingsopslag.
  • Screene og svare ansøgere i HR-systemet.

Dine kompetencer

Du har måske nogle års erfaring i researchrollen eller en drøm om at arbejde i rekrutteringsbranchen. Uanset hvad opfordrer vi dig til at søge jobbet, hvis du er nysgerrig og har lyst til at lære nyt. Din tilgang og din personlighed er det vigtigste for os. Vi forventer, at du har interesse for mennesker og er nysgerrig på, hvad der driver dem. Du synes, forretningsverdenen er sjov og trives med at få indblik i forskellige brancher og organisationer. Derudover er du:

  • God til at kommunikere, både skriftligt og mundtligt.
  • Udadvendt og har nemt ved at skabe relationer.
  • Struktureret, systematisk og vedholdende i din arbejdsstil.
  • Nysgerrig og har nemt ved at lære nyt.
  • Analytisk og har stærke IT-evner.

Virksomheden

Guldbrandsen & Lythje ApS er etableret i 2018 og tegnes i dag af to partnere. Rekruttering og rådgivning handler om menneskelige relationer og om at skabe værdi for alle parter. Vi arbejder professionelt og fokuseret på at koble relevante kandidater til virksomheder, som vi samarbejder med. Det kræver stor indsigt i og forståelse for mennesker, relationer, processer, organisationer og kulturer for at kunne løse opgaven bedst muligt. Læs mere på www.guly.dk

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte partner Dan Lythje på mobil 9384 8449 eller partner Lise Guldbrandsen på mobil 2067 6757.

Vi glæder os til at høre fra dig.




Apply for position

Application due


Start date


Work hours


Category


Position type


Workplace




Contact
Dan Lythje 
Partner
93848449
Lise Guldbrandsen 
Partner
20676757