Rigsadvokaten, statsadvokaterne og Retspsykiatrisk Klinik
Vil du være Rigsadvokatens nye HR-medarbejder?

Har du lyst og evne til at arbejde med en bred pallette af personaleadministrative opgaver? Er du kommunikativt stærk, har gode samarbejdsevner samt et godt humør? Og er du god til at nytænke eksisterende løsninger, er du måske netop den, vi søger til Rigsadvokatens HR-enhed, Personalesektionen.

Opgaverne
Personalesektionen varetager Rigsadvokatens overordnede opgaver med personaleadministration af medarbejdere og ledere i anklagemyndigheden. Opgaveløsningen foretages i tæt samarbejde med Justitsministeriet og Rigspolitiet samt statsadvokaterne, de lokale anklagemyndigheder og HR-partnere i politikredsene.

Din primære opgave bliver at medvirke til, at de personaleadministrative opgaver håndteres og løses med særligt fokus på faglig kvalitet, grundighed, effektivitet og service.

Dine hovedopgaver vil derfor bl.a. være:

  • understøtte anklagemyndighedens medarbejdere og ledere i forhold til personaleadministrative spørgsmål og opgaver
  • oprette nyansatte i systemer, herunder tildele løn, pension mv.,
  • udarbejde kontrakter, barselsaftaler mv.
  • håndtere sagsbehandlingen af afskeds-, tjenestefriheds- og sygesager
  • oprette stillingsopslag i rekrutteringssystem samt på intranet

Herudover vil du også skulle bistå med udarbejdelse af ledelsesinformation om f.eks. lønforbrug, ligesom du vil skulle bistå i sagsbehandlingen af aktindsigtssager.

Du får derudover indsigt i arbejdet med den overordnede administration af anklagemyndigheden og vil skulle samarbejde med ledere og kolleger på tværs af hele organisationen.

Os
Som ansat hos Rigsadvokaten får du et spændende og udviklende job på en dynamisk arbejdsplads, der har alsidige og udfordrende opgaver og fokus på høj faglighed og kvalitet samt effektivitet. Vi har et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab, og du vil kunne sparre med dygtige kolleger og ledere.

Personalesektionen består ud over personalechefen af ni medarbejdere, heraf fem jurister og fire administrative medarbejdere. Sektionen er en del af HR-enheden, hvor vi er omkring 25 ansatte, som ud over personaleadministration varetager opgaver vedrørende uddannelse, udvikling og service (Facility management).

Dig
Stillingen henvender sig til dig, der er kontorfunktionær eller HR-uddannet, og har lyst og evne til at arbejde med en bred vifte af personaleadministrative opgaver på et højt niveau. Vi forestiller os, at du har oparbejdet en solid praktisk erfaring med løn- og personaleadministration gennem en relevant privat eller offentlig ansættelse - eller at du har bred erfaring fra politiets eller anklagemyndighedens område og lyst til at oparbejde viden på det personaleadministrative felt.

Systemkendskab til Polpai/Platina/HR-manager vil være en fordel, men ikke et krav.

Vi forventer, at du:

  • er systematisk, grundig og formår at strukturere din arbejdsdag,
  • har gå-på-mod og er god til at bevare fokus også når tingene går stærkt
  • er serviceminded og har gode samarbejdsevner
  • har et godt humør og har lyst til at bidrage til den gode stemning i enheden

Vi forventer endvidere, at du har en arbejdsform, der er udviklingsorienteret i forhold til løbende at tænke i udvikling af opgaveløsningen og samarbejdet både internt i sektionen og ud i organisationen med henblik på optimering af arbejdsgangene.

Vilkår
Stillingen er på fuld tid.

Dit arbejdssted vil være hos Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.

Der vil som udgangspunktet være mulighed for at arbejde hjemmefra én til to gange om ugen, når du er oplært til at kunne arbejde selvstændigt i et vist omfang.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Skatteministeriet og HK Stat samt OAO-S fællesoverenskomsten.

Det er en forudsætning for ansættelse i stillingen, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau HEMMELIGT.

Stillingen er ledig til besættelse snarest.

Søger du?
Har du lyst til at blive en del af anklagemyndighedens HR-enhed, skal du sende en motiveret ansøgning med relevante bilag, som skal være Rigsadvokaten i hænde senest den 22. maj 2024. Du kan sende din ansøgning via dette link.

Vi forventer at afholde samtaler løbende.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til personalechef Helle Hartvigsen Jarnit på telefon 3033 3134 eller til teamkoordinator Louise Repholtz Hassert på telefon 3032 8818.

Du kan læse mere om os på www.anklagemyndigheden.dk

Ansøgningsfrist
22-05-2024

Tiltrædelsesdato
Start hurtigst muligt

Tjänst


Arbejdstid


Arbejdssted


Kontakt os

 
 
 
 


Følg oss