Vil du være med til at forberede Danmarks kyster på klimaforandringerne?
Ansøgningsfrist: 23-06-2024

Klimaforandringer og -tilpasning fylder mere end nogensinde før! Derfor skal vi i Kystdirektoratet bruge flere hænder for at klimasikre de danske kyster mod erosion og oversvømmelse. Brænder du for at være med til at levere dit bidrag inden for klimatilpasning, og har du stor interesse i kystdynamikker, analyse af kystudvikling og i at undersøge naturen, så har vi nu en spændende jobmulighed i Kystdirektoratet. 

Kystdirektoratet spiller en central rolle i klimatilpasningen langs kysterne. En af Kystdirektoratets kerneopgaver er, at vejlede kommunerne om klimaforandringernes konsekvenser, som for eksempel oversvømmelse og kysttilbagerykning i kystzonen. Sårbarheds- og risikoanalyser, risikohåndtering og risikokommunikation bliver afgørende for kommunernes planlægning og klimatilpasning. 

Dine opgaver 
Som vores nye kollega skal du bidrage til kysttekniske analyser af kysttilbagerykningsprocesser i Danmark. Arbejdet tager udgangspunkt i kysternes naturlige dynamik og omfatter analyser af, hvordan kysterne kan gøres modstandsdygtig over for effekterne af et forandret klima. Sammen med dine nye kollegaer skal du bidrage til at videreudvikle metoder til udarbejdelse af en national vurdering og kortlægning af kysterosion langs alle Danmarks kyster. Kortlægningen omfatter også videre opbygning af nødvendigt datagrundlag samt anvendelse af allerede eksisterende data. 

Du vil endvidere indgå i løsning af vores opgaver i forbindelse med fællesaftalestrækningerne på den jyske vestkyst, samt vejledning og undervisning af kommunerne i forhold til geomorfologiske kystprocesser og effekten af forskellige kystbeskyttelsesløsninger.

I stillingen skal du selvstændigt sætte dig ind i relaterede problemstillinger ved hjælp af litteraturstudier og faglige netværk, samtidig med at du vil indgå i et faglig tæt samspil med kollegerne i teamet. Afhængig af dine kompetencer og erfaringer vil du også indgå i nationale og internationale samarbejdsrelationer.

Din profil
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som naturgeograf eller ingeniør med speciale i kystprocesser. Derudover søger vi dig, der har interesse i at anvende og udvikle din viden og erfaring inden for spændingsfeltet mellem klimaforandringer og naturprocesserne i kystzonen.

Vi forestiller os, at du har: 

  • Et godt kendskab til dynamikkerne i kystzonen samt til virkningen af forskellige kystbeskyttelsesanlæg.
  • Bred erfaring med og viden om indsamling af både kvalitative og kvantitative data, samt håndtering af disse data.
  • Erfaring med software til modellering af sedimenttransport og/eller kystudvikling.
  • Erfaring med brug af ESRI/ArcGIS produkter, og gerne inden for programmering af støttefunktionalitet (glueware) med f.eks. Python eller ArcPy).
  • Kendskab til geomorfologien og vegetationen på tværs af kysten.
  • Vi lægger vægt på, at du har stærke analytiske kompetencer og er god til formidling, samt at du kan bringe din viden i spil i forhold til vores naturvidenskabelige discipliner og viden om processerne i kystzonen. 

Din nye hverdag hos Kystdirektoratet
Din dagligdag udfolder sig i et spændende og dynamisk miljø. Du bliver en del af et engageret team af teknikere, der favner forskellige faglige baggrunde inden for natur- og ingeniørvidenskab. Sammen arbejder vi med vidensopbygning i forhold til konsekvenser af klimaforandringer, kysttilbagerykning og oversvømmelse.

Vi udvikler værktøjer, modeller og designer kystbeskyttelse til håndtering af konsekvenserne heraf, som f.eks. Kystplanlægger.dk. Vi er ansvarlig myndighed for implementeringen af EU’s oversvømmelsesdirektiv i Danmark, og vi arbejder med såvel nationale som internationale projekter i tæt samarbejde med partnere i ind- og udland. Vi indgår centralt i arbejdet med at udvikle klimatilpasningen i Danmark.

Om os 
Kystdirektoratet ligger i Lemvig med direkte adgang til Vestjyllands flotte natur. Hvis du er til store naturoplevelser eller entusiastisk tilhænger af vandsport, er Lemvig det rette sted for dig. I Kystdirektoratet bruger vi viden og data til at skabe tryghed og sikkerhed for de, der bor i de danske kystområder. Vi har fokus på tværgående samarbejde og bruger vores viden og kompetencer på tværs af organisationen. Vores ledelsesstruktur er flad og tillader smidighed og handlingsorienteret opgaveløsning. De faglige opgaver er organiseret i teams og projekter.

Læs mere om job og arbejde i Kystdirektoratet

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner med arbejdssted i Kystdirektoratet i Lemvig.

Yderligere oplysninger
Kontakt fungerende kontorchef Thorsten Piontkowitz på tlf. 21 70 10 92 eller mail tpi@kyst.dk, eller kysttekniker Simone Weiling på tlf. 21 39 52 19 eller mail sisdw@kyst.dk.

Sådan søger du stilligen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest
søndag den 23. juni 2024.

Rekrutteringsforløb
Samtaler gennemføres torsdag den 27. juni 2024 i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig. Der indgår en case-opgave i forbindelse med samtalen.

Tiltrædelse 1. september 2024.

Miljøministeriet betragter diversitet som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Kystdirektoratet er statens myndighed på kystområdet. Vi tager vare på Danmarks kyster og søterritoriet, hvor vi med analyser sikrer den faglige viden om kysternes dynamik til brug ved kystbeskyttelse eller anlæg langs Danmarks over 7.300 km kyststrækning. Kystdirektoratet udvikler også nye risikoanalyser og metoder til kystbeskyttelse i forbindelse med klimaforandringer samt formidler viden og rådgivning til miljøministeren, andre myndigheder og borgere i Danmark.