Studentermedhjælper til intern kommunikation og employer branding

Interesserer du dig for intern kommunikation og employer branding? Og kan du kommunikere om Skattestyrelsen som arbejdsplads levende og ligefremt til vores medarbejdere og potentielle medarbejdere? Så er du måske den studentermedhjælper, vi søger i Intern Kommunikation, Kultur og Brand.

Din mulighed for at omsætte teori til praksis
Vi kommunikerer til Skattestyrelsens ca. 5.400 medarbejdere, potentielle medarbejdere og ca. 39.000 følgere på LinkedIn om vores arbejdsplads. Det forpligter. Faktisk har vi en ambition om at være én af Danmarks allerbedste arbejdspladser. Derfor har vi også høje ambitioner for vores kommunikation. Det gælder uanset, om vi kommunikerer i tekst, billeder, film eller i det direkte møde med vores målgrupper. De løsninger, vi skaber, skal påvirke adfærd og skabe tillid til Skattestyrelsen – både nu og fremover.

I samarbejde med dine 12 nye kollegaer kommer du bl.a. til at:

  • skrive medarbejderportrætter til vores karrieresite på sktst.dk
  • opdatere og vedligeholde vores intranet i SharePoint
  • opsætte og koordinere udsendelse af breve i forbindelse med jubilæer
  • assistere ved events og messer – herunder forberedelse og pakning af materialer
  • hjælpe ved to årlige ledersamlinger for alle Skattestyrelsens ledere – herunder praktiske opgaver og udvikling af kommunikationsprodukter
  • være ansvarlig for håndteringen af vores fysiske employer branding materialer samt koordinere udsendelse af materialer til vores kontorer rundt i landet
  • assistere ved mindre film- og fotograferingsopgaver
  • hjælpe med andre ad hoc-opgaver.

Om dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse inden for kommunikation, journalistik eller lignende. Vi ser gerne, at du har minimum to år tilbage af dit studie.

Vi lægger vægt på, at du er god til at formulere dig både skriftligt og mundtligt. Du har en naturlig forståelse for brugervenlighed, webudvikling og kommunikation. Kombineret med din erfaring med digital kommunikation, dit gode overblik og sans for struktur skaber du kommunikation, der rammer målgruppen.

Du har gode samarbejdsevner og er opsøgende af natur, når du tilgår nye opgaver. Du vil gerne lære nyt og tilgår dagligdagens opgaver selvstændigt og med et smil.

Praktisk erfaring og indblik i en politisk drevet organisation
Som studentermedhjælper i Intern Kommunikation, Kultur og Brand får du praktisk erfaring indenfor en række kommunikationsdiscipliner. Vi udarbejder i fællesskab en udviklingsplan, hvor vi aftaler, hvordan vi kan hjælpe dig med at oparbejde eller styrke specifikke kompetencer inden for kommunikationsfaget.

Du får indblik i en politisk drevet organisation, hvor engagement, ambitioner og tempo er kendetegnende. Vi værdsætter et godt grin og har et stærkt fællesskab omkring vores opgaver, der er meningsfulde og vigtige. Vi lærer af hinanden og hjælpes ad.

Din kommende arbejdsplads
Intern Kommunikation, Kultur og Brand er ét af Skattestyrelsens i alt seks kommunikationskontorer, der hver dag kommunikerer til borgere, virksomheder, medarbejdere og potentielle medarbejdere. Vi arbejder sammen med resten af Skattestyrelsen for at sikre finansieringen af alt det, vi er fælles om.

Intern Kommunikation, Kultur og Brand er en del af Stab, som har til opgave at være bindeled mellem topledelsen og organisationen. Vi rådgiver organisationen og bidrager til, at topledelsen har det bedst mulige grundlag for at træffe beslutninger. Udover Intern Kommunikation, Kultur og Brand består Stab af Publikationer, Analyse & Sociale medier, Direktionssekretariat, HR, Presse samt Sikkerhed & Organisation.

Arbejdstiden er 15-20 timer pr. uge med mulighed for fleksibilitet i eksamensperioder.

Kontakt og ansættelsesvilkår 
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit CV samt dokumentation for uddannelse senest torsdag d. 4. juli 2024. Tiltrædelse er 1. september 2024.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende kontorchef for Intern Kommunikation, Kultur og Brand, Louise Enghave Dons på 72 37 33 96.

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes organisation – Det Statslige Område og Cirkulære om organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter, IT-medarbejdere (HK) i Staten. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Der vil forud for ansættelse blive indhentet en straffeattest.

Arbejdsstedet er Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S.  

Om Skattestyrelsen

’Vi sikrer, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden’

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre finansieringen af det, vi er fælles om.

Uanset, hvilken jobfunktion du skal varetage i Skattestyrelsen, kommer du til at arbejde med at sikre finansieringen af velfærdssamfundet og meget af det, der skaber sammenhængskraft i Danmark; skoler, hospitaler, veje og meget mere. Vores organisation er fyldt med specialister, der arbejder sammen på tværs af mange forskellige fagligheder og geografisk placering, så du bliver en del af et mangfoldigt fællesskab, hvor vi løser komplekse og krævende opgaver. Som ny vil du opleve, at læringskurven er stejl, og at du opbygger kompetencer, der vil følge dig i din videre karriere.

Læs mere om Skattestyrelsen på www.sktst.dk.

Skattestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Stillings-ID
181107

Application due
04-07-2024

Start date
01-09-2024

Workplace
Hannemanns Allé 25, 2300 København S

Contact
Louise Enghave Dons 
fungerende kontorchef
contacticon 72373396
contacticon
 
contacticon
contacticon
 
contacticon
contacticon
 
contacticon
contacticon


Follow us