Fagligt stærk og engageret jurist til Motorstyrelsens juridiske kontor

Vil du bringe din juridiske faglighed i spil med spændende og komplekse juridiske problemstillinger? Vil du arbejde tæt på de politiske beslutningsprocesser og sammen med dine kolleger have ansvaret for at sikre, at Motorstyrelsens administration er i overensstemmelse med lovgivningen? Så er du måske den kollega, vi søger!

En spændende hverdag i et stærkt fagligt miljø
I vores juridiske kontor er vi 13 medarbejdere, der brænder for at yde sparring og juridisk vejledning i arbejdet som forvaltningsmyndighed og inden for styrelsens materielle afgiftslovgivning. Det primære formål er at sikre, at alle køretøjer registreres korrekt, og opkrævning af registreringsafgift sker på et korrekt grundlag.

Du bliver en del af en stærk samarbejdskultur med en uformel omgangstone. Vi vægter faglighed, engagement og samarbejde højt, tager ansvar for alle kontorets opgaver og løfter i flok. Vi udveksler erfaring på tværs og samarbejder bredt med kolleger både internt i Motorstyrelsen, i Skatteforvaltningen og i Skatteministeriets departement.

Juridisk specialist med interesse for skatte- og afgiftsret og forvaltningsret
Vi søger en jurist til et stærkt juridisk team, der håndterer mange forskellige juridiske problemstillinger. Der er stor variation i opgaverne, og alle opgaver har  høj kompleksitet.

Du bliver en del af et kontor, hvor vi blandt andet:

  • understøtter Motorstyrelsens medarbejdere med vejledning i forhold til fortolkning af den materielle afgiftslovning og inden for forvaltningsretlige problemstillinger
  • udarbejder og kvalitetssikrer styrelsens lovgivningsønsker
  • deltager i og koordinerer lovforberedende arbejde og implementerer ny lovgivning i samarbejde med Skatteministeriets departement
  • behandler landsskatteretssager og møder i Landsskatteretten
  • varetager og deltager i faglige netværk, eksterne samarbejder og internationalt samarbejde
  • underviser både internt i Motorstyrelsen og eksternt
  • opdaterer og kvalitetssikrer Den juridiske vejledning
  • bidrager til at styrelsens procesvejledninger og brevskabeloner er opdaterede og lovmedholdelige
  • træffer afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven.

Vi sørger for, at du bliver klædt på til opgaverne og sikrer en grundig introduktion til skattesystemets opbygning samt Motorstyrelsens fagområder og kerneopgaver.

Du får gode muligheder for udvikling, forskelligartede arbejdsopgaver og gode ansættelsesvilkår. Du kan forvente en travl, men fleksibel hverdag.

Engageret, ansvarlig og fagligt dygtig
Vi søger først og fremmest en kollega med stærke juridiske kompetencer, der kan skabe et solidt overblik over den juridiske praksis og juridiske processer. Vi forestiller os, at du har en juridisk uddannelse som cand.jur. eller cand.merc.jur. og gerne med et par års relevant erhvervserfaring. Det er en fordel, hvis du har et godt kendskab til juridisk arbejde i den offentlige sektor.

Du har gode kommunikative evner på skrift og i tale, så du formår at formidle juraen til kolleger, borgere og virksomheder samt andre interessenter, der ikke har samme faglige baggrund som dig. Du har et godt blik for sagsgange, og i dialogen med medarbejdere i andre enheder kan du sætte dig ind i, hvordan deres opgaver løses i praksis. Du er god til at skabe relationer og kan samarbejde med alle.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • er omgængelig og kommunikerer åbent
  • trives i en uforudsigelig hverdag, hvor der kan være korte deadlines, og hvor arbejdsmængden varierer
  • er serviceminded og har en modtagerorienteret tilgang til din opgaveløsning
  • tager et selvstændigt ansvar for, at opgaverne løses i rette tid og form.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning, CV og dokumentation for uddannelse og kompetencer skal du sende via linket ”Søg stillingen” senest den 5. august 2024. Tiltrædelse er den 1. oktober 2024 eller efter aftale.

Vi forventer at gennemføre samtaler løbende, og der kan indgå en logisk test og personanalyse til en eventuel 2. samtale. Yderligere oplysninger om stillingen, opgaver og organisationen får du ved at sende kontorchef Anja Dahl en sms på tlf.nr. 72 38 26 03, hvorefter hun ringer tilbage.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC). Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

I forbindelse med ansættelse indhenter vi straffeattest og referencer.

Dit arbejdssted bliver Lauritzens Plads 1, 9000 Aalborg.

Om Motorstyrelsen

’Sammen sikrer vi, at motorområdet i Danmark kører efter reglerne’

I Motorstyrelsen tager vi løbende højde for udviklingen på motorområdet og sikrer, at vores medarbejdere har en høj faglighed. Vi tilstræber altid at levere grundig sagsbehandling formidlet på en forståelig måde. Det er vigtigt, at vores medarbejdere vil gøre en forskel på motorområdet, så vi med høj kvalitet i opgaveløsningen sikrer ensartet sagsbehandling for alle.

Motorstyrelsen har ca. 500 ansatte fordelt på vores hovedsæde i Aalborg og vores fire motorekspeditioner.

Læs mere om Motorstyrelsen på motorst.dk.

Motorstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Stillings-ID
181503

Application due
05-08-2024

Start date
01-10-2024

Workplace
Lauritzens Plads 1, 9000 Aalborg

Contact
Anja Dahl 
Kontorchef
contacticon 72382603
contacticon
 
contacticon
contacticon
 
contacticon
contacticon
 
contacticon
contacticon


Follow us