Nysgerrig og handlekraftig toldmedarbejder til smuglerikontrol

Vil du være med til at beskytte samfundet og forhindre ulovlig ind- og udførsel af fx narkotika, våben og større pengebeløb ved at kontrollere varer, postforsendelser, pakker og rejsende? Er du robust, og kan du håndtere personer i pressede situationer på en myndig og professionel måde? Og har du samtidig en god administrativ og talmæssig forståelse? Så er du måske den, vi søger!

Målrettet og effektiv toldkontrol i tæt samspil med kolleger
I Samfundsbeskyttende Kontrol Hovedstaden er vores opgave at beskytte borgere og virksomheder mod indførsel af illegale varer både i havne, lystbådehavne og lufthavne, på flyvepladser og i transportcentre. Det gør vi ved at udføre en synlig, målrettet og effektiv toldkontrol, hvor vi primært søger efter ulovlig ind- og udførsel af blandt andet narkotika, doping, våben, tobak og større pengebeløb, som måtte være skjult i bagage, postforsendelser eller pakker.

I forbindelse med kontrollerne arbejder vi ofte tæt sammen med andre myndigheder, fx politiet og fødevaremyndighederne.

I samarbejde med kolleger vil dine opgaver primært omfatte:

  • smuglerikontrol, herunder scanninger og tydning af billeder
  • kontrol af rejsende og deres bagage
  • kontrol af post- og pakkeforsendelser
  • kontrol på vegne af andre myndigheder 
  • vagtrapportering, herunder lettere sagsbehandling og journalisering af kontrolsager.

Nysgerrig, handlekraftig og omstillingsparat
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende – den væsentligste faktor for at få succes i jobbet er din personlighed og dit store engagement. Måske har du en relevant kontoruddannelse, evt. kombineret med nogle års erfaring fra brancher, der er beslægtet med toldområdet. Du kan også være uddannet inden for beredskabsområdet og har derfor erfaring med at arbejde med mennesker i pressede situationer. Det kan også være, at du har en baggrund inden for forsvar, politi eller lignende, der kan relatere til kontrolfunktionen.

Kontrolopgaven omfatter en del sagsbehandling, og derfor er det også nødvendigt, at du har gode administrative kompetencer og en god talmæssig forståelse. Kendskab til røntgenudstyr eller billedtydning er også en fordel, men ikke et krav.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • er nysgerrig, undersøgende og hurtig til at omstille dig fra én situation til en anden
  • er i god fysisk form, da du i kontrolsituationer skal bevæge dig meget rundt, fx i lufthavne og transportcentre
  • har en stærk psyke og kan optræde myndigt og professionelt
  • er serviceminded og formår at etablere og fastholde en konstruktiv dialog med såvel borgere og virksomheder som kolleger
  • er handlekraftig, tager initiativ og formår at være vedholdende og holde fokus
  • kan begå dig på engelsk og eventuelt har kendskab til et andet fremmedsprog.

Du skal være indstillet på at arbejde på alle tidspunkter af døgnet (i såkaldt kontinuerlig tjeneste), også i weekenden og på helligdage. Desuden er det et krav, at du har kørekort.

Din læringskurve vil være stejl, og derfor skal du have lyst til at lære og turde søge sparring og hjælp. Som en del af din onboarding vil du deltage i både e-læring, sidemandsoplæring og intern undervisning.

Vi sikrer effektiv toldkontrol 
Toldstyrelsen har ca. 900 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.

I enheden Samfundsbeskyttende Kontrol Hovedstaden har vi en spændende hverdag, og det går ofte stærkt. Vi har en uhøjtidelig omgangstone og deler både de gode oplevelser og dem, hvor der er plads til forbedring. Vi arbejder aldrig alene og gør meget ud af det gode samarbejde. Der er altid en kollega, der er parat til at hjælpe dig med opgaverne.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest onsdag den 19. juni 2024.

Har du spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Mette Helmundt på telefon 72 38 92 40 eller funktionsleder Thomas Just Petersen på telefon 25 42 03 79, begge på hverdage kl. 8-10.

Vi forventer at holde første samtalerunde tirsdag den 25. juni 2024. Anden samtalerunde forventer vi at holde tirsdag den 2. juli 2024. Der vil indgå en logiktest og en personlighedsanalyse i ansættelsesforløbet.

Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.

Ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT, da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Godkendelsen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af Politiets Efterretningstjeneste.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted er Kystvejen 16, 2770 Kastrup.

Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.

Om Toldstyrelsen

’Vi understøtter smidig handel på tværs af de ydre grænser og sikrer en effektiv toldkontrol’ 

Toldstyrelsens opgave er at sikre enkel angivelse af korrekt told og en effektiv forvaltning af EU’s og Danmarks regler på toldområdet. I samarbejde med andre myndigheder arbejder vi for at forhindre illegal import og beskytte borgere og virksomheder mod ulovlige, farlige og sundhedsskadelige varer. I de kommende år har vi desuden en vigtig opgave med at modernisere og digitalisere toldområdet som fastsat i EU’s toldkodeks.

Vi løser fagligt krævende opgaver i komplekse processer. Vi skal samtidig levere et højt serviceniveau og en effektiv kontrol i alle dele af opgaven. Derfor kræver vi stærk koordinering og høj faglighed både internt og i samarbejdet med andre aktører, nationalt såvel som internationalt. 

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om, sammen med de andre styrelser under Skatteministeriet, at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Toldstyrelsen på www.toldst.dk.

Toldstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Stillings-ID
180825

Application due
19-06-2024

Start date
01-09-2024

Workplace
Kystvejen 16, 2770 Kastrup

Contact
Mette Helmundt 
Funktionsleder
contacticon 72389240
contacticon
Thomas Just Petersen 
Funktionsleder
contacticon 25 42 03 79
contacticon
 
contacticon
contacticon
 
contacticon
contacticon


Follow us