Projektchef til fjernvarmeprojekter – med ansvar for storkunder, Wicotec Kirkebjerg A/S
- Brænder du for fjernvarme, kunderelationer og komplekse projekter?
- Motiveres du af at have det overordnede ansvar?
- Vil du være en tæt sparringspartner for afdelingschefen og få indflydelse på afdelingens udvikling?
Her får du en central nøglerolle i en nyoprettet stilling, hvor du fra første dag får ansvar, indflydelse og mulighed for at sætte dit præg på både projekter, kunder og organisation.
Kleven & Partners Rekruttering søger på vegne af Wicotec Kirkebjerg en dygtig projektchef, som samtidig har lyst og potentiale til i en periode at agere afdelingschef.
Om Wicotec Kirkebjerg
Wicotec Kirkebjerg er en landsdækkende teknikentreprenør inden for byggeri, industri og infrastruktur med hovedkontor i Taastrup. Virksomheden er kendt for høj faglighed, stærkt samarbejde og en uformel kultur, hvor man hjælper hinanden og løfter projekterne i fællesskab. Du bliver en del af divisionen Infrastruktur.
Stillingen
Som projektchef får du det overordnede ansvar for 1–2 større fjernvarmeprojekter samt afdelingens rammeaftaler med storkunder som f.eks. Vestforbrænding.
Hvor det er projekt- og entrepriseledere der driver den daglige koordinering og fremdrift på projekterne, bliver det dit ansvar at sikre det samlede overblik. Du sætter retningen og har ansvar for økonomi, kvalitet, risikostyring og den overordnede projektudvikling.
Du bliver kundens primære kontakt på strategiske og forretningsmæssige forhold og arbejder tæt sammen med projekt- og entrepriseledere, som du understøtter og sparrer med i hverdagen.
Stillingen har samtidig en tydelig ledelsesmæssig dimension. Du bliver en vigtig sparringspartner for afdelingschef Henrik Porskrog Rasmussen og får i en periode et udvidet ansvar som en del af den daglige ledelse af afdelingen.
Din baggrund
Vi forestiller os, at du kommer fra en lignende stilling eller har erfaring som projektleder eller projektchef inden for fjernvarme (rør-siden).
Vi forestiller os, at du har erfaring med følgende:
- Udendørs ledningsarbejde og/eller fjernvarmecentraler
- projektøkonomi, tidsplaner og entrepriseret (ABT/ABR)
- tværfaglige projekter og koordinering
- ledelse af både funktionærer og timelønnede
Din uddannelsesmæssige baggrund kan være forskellig. Det vigtigste er dit mindset, dit drive og din evne til at drive projekterne sikkert i mål.
Proaktiv og selvkørende
Som person er du en tydelig og engageret leder, der tager ansvar og skaber fremdrift. Du arbejder struktureret og formår sammen med dit team at prioritere opgaver og ressourcer.
Du har en inkluderende ledelsesstil, men står samtidig fast når det er nødvendigt. Du motiveres af at gå forrest, skabe resultater og opbygge stærke relationer til kunder, samarbejdspartnere og kollegaer.
Ingen dage er ens
Som projektchef får du en alsidig hverdag med både strategisk overblik og tæt involvering i projekterne. Du følger op på økonomi, kvalitet og tidsplaner, deltager i byggemøder og sikrer fremdrift i samarbejde med entrepriseledere, rådgivere og underentreprenører.
Du har tæt dialog med storkunder som Vestforbrænding og samarbejder samtidig med interne afdelinger om materialer, kontrakter og projektændringer. Rollen kombinerer strategi, koordinering og problemløsning – med stor frihed til selv at planlægge din hverdag.
Du bliver en del af…
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø med fokus på samarbejde, sparring og godt kollegaskab. I afdelingen arbejder man med hele fjernvarmeprocessen, og hverdagen er præget af variation, tillid og hjælpsomhed.
Afdelingschef Henrik Porskrog Rasmussen siger:
”Vi skal være ambitiøse – men der skal også være plads til gøjl og fis.”
Interesseret?
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Nicoline Lauridsen på tlf. 53 58 20 18 eller via mail nicoline@klevenpartners.dk.
Er du interesseret i stillingen, så send din ansøgning og dit CV via linket her på siden.Vi afholder løbende samtaler med egnede kandidater.