Pædagog til børnehaven i Legehuset Regnbuen i Tranbjerg
Har du blik for barnet, der gerne vil være med, men endnu ikke har fundet en indgang til legen? Vi søger en pædagog, der vil bruge sin faglighed tæt på børnene og være en del af et team, som deler ansvaret for deres trivsel og udvikling.
I Regnbuen får du kendte kolleger i hverdagen, fast tid til faglig sparring og afsat tid til fælles opgaver. Stillingen er på 37 timer om ugen i vores børnehave, som har to stuer og er en del af Tranbjerg Dagtilbud.
Tre grunde til at vælge Regnbuen
1. Kendte kolleger i hverdagen
Vi bruger ikke timelønnede vikarer i den daglige drift. I stedet har vi otte medarbejdere ansat på børnehavens to stuer og otte på vuggestuens to stuer. Når alle er på arbejde, har vi ekstra hænder. Når en enkelt kollega er fraværende, dækker vi vagten sammen. Det betyder, at du arbejder med voksne, som kender børnene, opgaverne og hverdagens struktur.
2. Fælles ansvar og fast tid til faglig sparring
Hos os er børnene et fælles ansvar på tværs af børnehavens to stuer. De fire pædagoger har hver uge en time sammen til dialog, planlægning og evaluering af indsatser for enkelte børn og børnegrupper. Derefter har én af stuerne stuemøde, hvor både stuens pædagoger og medhjælpere deltager.
Du står altså ikke alene med en stor opgave. Alle fire pædagoger har ansvar for, at de aftalte indsatser bliver ført ud i hverdagen og fulgt op. Du har kolleger at tænke sammen med og dele opgaven med.
3. Afsat tid til traditioner og fælles opgaver
Allerede ved årets begyndelse afsætter vi tid i arbejdsplanen i Subit til at planlægge jul, fastelavn, den årlige fællestur og andre traditioner. Faste ansvarsområder som Krea og voksengarderoben er fordelt på medarbejdere, som også har fast afsat tid til opgaverne i løbet af året. Du kan derfor se i arbejdsplanen, hvornår der er tid til at arbejde med de opgaver, du har ansvar for.
Leg og børnefællesskaber i hverdagen
Vi tager legen alvorligt. Som pædagog hos os skal du have lyst til at træde ind i børnenes leg, følge deres idéer og hjælpe legen videre. Det kan være at finde en rolle til barnet, der står på kanten, eller støtte børnene i at få øje på hinanden og skabe nye relationer.
Vi tror på, at børn gør det bedste, de kan. Når noget bliver svært, er vi nysgerrige på, hvad der ligger bag barnets handlinger, og hvad vi voksne kan ændre i rammerne omkring barnet. Vi henter blandt andet inspiration fra NEST og Isbjergmodellen. Du behøver ikke kende tilgangene på forhånd, men skal have lyst til at undersøge og udvikle praksis sammen med os.
Det håber vi at finde hos dig
Vi søger en uddannet pædagog, der
- har lyst til at deltage i børnenes leg og bruge sin faglighed til at styrke deres fællesskaber
- er nysgerrig på barnets perspektiv og skaber trygge relationer
- tager del i det fælles ansvar og bidrager med spørgsmål, idéer og faglig sparring
- møder forældrene respektfuldt og søger sparring, når samtalerne bliver svære.
Vi sætter pris på forskellige perspektiver og vil gerne høre, hvad du er optaget af i dit pædagogiske arbejde. Der skal være plads til både faglig undren, grin og ærlige samtaler om det, der udfordrer os.
Kom og mød os
Du er meget velkommen til at komme forbi, se børnehaven og få en snak om hverdagen og stillingen. Kontakt pædagogisk leder Steffen Andersen på 24 96 08 92 eller sthaa@aarhus.dk, så aftaler vi et besøg.
Praktisk om stillingen
Arbejdstid: 37 timer om ugen
Tiltrædelse: Efter aftale
Ansøgningsfrist: 27. november kl. 23:59
Ansættelsessamtaler: Afholdes løbende
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.