Bliv Apron-flyveleder hos Naviair

Er du klar til næste skridt i din luftfartskarriere?

Hos Naviair søger vi fire Apron-flyvelederelever til vores uddannelseshold med forventet opstart 8. januar 2027.

Som Apron-flyveleder bliver du en del af et professionelt team, der hver dag bidrager til en sikker og effektiv afvikling af flytrafikken i Københavns Lufthavn. Det er et job med stort ansvar, højt tempo og et stærkt fællesskab, hvor sikkerhed, samarbejde og kvalitet går hånd i hånd.

En central rolle i Danmarks største lufthavn

Apron er betegnelsen for lufthavnens forpladsområde – dér hvor fly parkerer, bugseres og taxier mellem standpladser og banesystemet.

Som Apron-flyveleder arbejder du i Naviairs kontroltårn, hvor du leder fly, bugseringer og køretøjer sikkert gennem et af Europas mest komplekse forpladsområder.

Du samarbejder tæt med piloter, tårnflyveledere, ground handling, de-icing og lufthavnens øvrige operative aktører. Hver beslutning bidrager til, at tusindvis af passagerer kommer sikkert videre.

Det er et job, hvor du hver dag bruger din situationsforståelse, kommunikationsevne og dit overblik.

Vi tror, du vil trives hos os, hvis du…

  • arbejder struktureret og metodisk
  • kan bevare overblikket og træffe beslutninger under tidspres
  • kommunikerer klart og præcist
  • trives i et miljø med høje krav til sikkerhed og kvalitet
  • motiveres af ansvar og samarbejde
  • har lyst til løbende at udvikle dine kompetencer.

Har du erfaring fra en tidligere flyvelederuddannelse, en ATS-enhed eller anden operativ luftfart, vil det være en fordel, men det er ikke et krav. Vi lægger vægt på din motivation, dit potentiale og din evne til at udvikle dig gennem uddannelsen.

Uddannelsen

Uddannelsen kombinerer teori og praksis.

Du starter med et basisforløb hos Entry Point North i Naviairhuset. Herefter følger simulatortræning og praktisk uddannelse i Naviairs kontroltårn i Københavns Lufthavn, hvor du bliver en del af et vagthold og får oplæring af erfarne instruktører.

Når uddannelsen er gennemført og bestået, fortsætter du som Apron-flyveleder hos Naviair.

Det får du hos os

Hos Naviair bliver du en del af en arbejdsplads, hvor faglighed, samarbejde og udvikling er en naturlig del af hverdagen.

Vi tilbyder blandt andet:

  • et specialiseret job med stor samfundsmæssig betydning
  • løn under hele uddannelsen
  • et stærkt fagligt fællesskab med nogle af branchens dygtigste kolleger
  • en grundig uddannelse, hvor vi bygger videre på dine kompetencer og giver dig de bedste forudsætninger for at lykkes
  • sundheds- og pensionsordning
  • kantineordning
  • fri parkering med mulighed for opladning af elbil
  • en arbejdsplads med fokus på udvikling, trivsel og samarbejde.

Optagelseskrav

For at søge uddannelsen skal du:

  • have bestået en gymnasial ungdomsuddannelse (STX, HF, HHX, HTX, EUX eller IB)
  • have et godt helbred
  • have normal hørelse
  • opfylde de gældende synskrav
  • ikke være farveblind.

Alle optagelseskrav skal være opfyldt, før du indsender din ansøgning.

Rekrutteringsforløbet

Send din motiverede ansøgning, dit CV og dokumentation for din gymnasiale uddannelse ved at klikke på "Ansøg".

Har du erfaring fra en operativ ATS-enhed, en tidligere flyvelederuddannelse eller anden relevant luftfartsbaggrund, opfordrer vi dig til at beskrive dette i din ansøgning, da det vil indgå i den samlede vurdering af din profil.

Hvis du opfylder optagelseskravene og matcher den profil, vi søger, bliver du inviteret til en digital pre-screening. Består du denne, går du videre til de næste trin i rekrutteringsforløbet.

Løn og ansættelse

Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 samt organisationsaftalen for visse medarbejdere og ledere i Naviair.

Under uddannelsen udgør lønnen 23.213 kr. pr. måned ekskl. pension.

Som færdiguddannet Apron-flyveleder er startlønnen 42.054 kr. pr. måned ekskl. pension.

Ansættelse forudsætter, at du kan:

  • PET-sikkerhedsgodkendes til "Hemmelig"
  • gennemgå baggrundskontrol og opnå adgangsrettigheder til Københavns Lufthavn
  • opfylde de helbredsmæssige krav og godkendes til et Class 3 Medical.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til jobbet eller uddannelsen, er du velkommen til at kontakte:

Mads Kjøller Stahrenberg
Driftschef Apron
msa@naviair.dk

eller

Frank Schelde-Aaslev
Team Manager Apron
faa@naviair.dk

 

Vi glæder os til at høre fra dig

Send din motiverede ansøgning, dit CV og dokumentation for din gymnasiale uddannelse senest 31. august 2026.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 9., 10. og 11. september 2026.

OBS husk at uploade dit gymnasielle eksamensbevis.

 


Naviair leverer sikker og effektiv trafikstyring til luftfarten. Helt konkret betyder det, at det er Naviair, der sørger for, at lede fly sikkert og uden forsinkelser gennem dansk luftrum.

Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed (SOV). Vi er ca. 675 medarbejdere fordelt i Danmark, Grønland og på Færøerne.



Hjemmeside: www.naviair.dk

Stillingstype: Apron-flyveleder

Arbejdstid: Fuldtid

Arbejdssted: Kastrup

Tiltrædelse: 08-01-2027



Søg på stillingen

Ansøgningsfrist: 31-08-2026

Spørgsmål om stillingen

Mads Stahrenberg 
Driftschef APRON
Frank Schelde-Aaslev 
Manager Apron
+4532482151