Vikariat - advokat/jurist til Dansk Erhverv – ansættelsesret og overenskomstforhandling
Vil du i 10 måneder være en del af holdet på et af landets største og førende specialistkontorer inden for arbejds- og ansættelsesret?
Er du fagligt skarp på arbejds- og ansættelsesret, og vil du gerne arbejde selvstændigt med direkte rådgivning af virksomheder?
Jobbet
Du kommer til at rådgive og servicere vores medlemsvirksomheder inden for det ansættelsesretlige og overenskomstmæssige område. Opgaverne er mange og meget varierede. Du vil blandt andet skulle yde telefonisk og skriftlig medlemsrådgivning, deltage i fagretlige forhandlinger. Du får dine egne virksomheder, som du får en personlig kontakt til, og som du rådgiver i ethvert ansættelsesretligt anliggende. Du skal således kunne agere fagligt stærkt og professionelt overfor medlemmer.
Med i bagagen har du
Måske arbejder du i dag på et advokatkontor, i en offentlig myndighed eller hos en faglig organisation, hvor du har erfaring med rådgivning om ansættelsesret og kollektiv arbejdsret. Erfaringen kan også være fra studierelevant job.
Du har et stort engagement og trives med mange bolde i luften. Du kan både arbejde selvstændigt og er god til at samarbejde. Derudover er du en stærk formidler både skriftligt og mundtligt og har forståelse for private virksomheder og deres behov. Udover det faglige niveau lægger vi vægt på, at du er ansvarsbevidst, serviceminded og god til at tænke ud af boksen, når du finder løsninger sammen med virksomhederne.
Vi tilbyder
I Dansk Erhverv har vi fokus på vores medlemmer i alt, hvad vi gør. Vi arbejder for at skabe konkrete resultater og de bedste rammevilkår for vores medlemmer. Vores mål er, at Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i. Kulturen i Dansk Erhverv er kendetegnet ved, at vi er handlekraftige, netværksorienterede og vi spiller hinanden gode.
Vi tilbyder et vikariat i en nytænkende og moderne erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, hvis mission er at skabe konkurrencekraft for vores medlemmer. Du får resultatorienterede, engagerede og hjælpsomme kolleger, der agerer professionelt og fagligt i top, og du kan forvente en arbejdsplads med højt humør.
Vikariatet er som udgangspunkt et vikariat på 10 måneder, men som en stor organisation i udvikling, er der mulighed for at der undervejs kan opstå en fast stilling.
Løn efter aftale og pensionsordning.
Ansøgningen
I Dansk Erhverv mener vi, at mangfoldighed gør os stærkere og medvirker til at skabe udvikling og fornyelse. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen uanset køn, alder, religiøs overbevisning, seksuel orientering og etnisk oprindelse mv.
Du kan få yderligere oplysninger hos Underdirektør Marianne Bækgaard Nielsen, på tlf. 23265955.
Ansøgning bilagt cv og eksamenspapirer sendes online via linket ”ansøg” på vores hjemmeside Ledige stillinger (danskerhverv.dk) hurtigst muligt og senest den 31. august 2026. Om muligt vil der kunne være jobstart 1. september eller senere.
Vi behandler ansøgningerne løbende, og vi lukker processen, når vi har fundet den rigtige kandidat. Send derfor gerne din ansøgning allerede i dag.