Dansk Erhverv søger en forsvars- & beredskabspolitisk chef med personaleledelse
Dansk Erhverv søger en dygtig forsvars- og beredskabspolitisk chef, der vil arbejde for en stærkere og mere synlig forsvarsbranche. Verden er i hastig forandring, og nye sikkerhedspolitiske udfordringer præger virksomhedernes hverdag. Sikkerhedspolitik og handelspolitik hænger tæt sammen, og sikkerhedspolitikken får stadig større betydning for mange virksomheder.
Jobbet
Dansk Erhverv Forsvar samler virksomheder, der leverer til Forsvaret og forsvarsindustrien. Det gælder blandt andet virksomheder inden for sensorer, overvågningsudstyr, digitalisering og IT, droner, værktøj, beklædning, logistik, fødevarer og rådgivning. Dansk Erhverv er desuden støttemedlem i Interforce.
Med et fremrykket forsvarsbudget og nye sikkerhedspolitiske udfordringer er en central opgave at identificere muligheder og skabe synergier mellem det civile marked og det traditionelle forsvarsmarked. Målet er at involvere flere virksomheder i Danmarks forsvarsarbejde, fx inden for grønne indkøb, deling af arbejdskraft, cybersikkerhed og forsvarsforskning. Samtidig skal indsatsen i endnu højere grad hjælpe danske produktions- og handelsvirksomheder med at komme ind på forsvarsmarkedet.
Arbejdet spænder over kommerciel virksomhed, erhvervs- og forsvarspolitik, jura og strategisk kommunikation, og du vil samarbejde tæt med Forsvaret og andre offentlige myndigheder.
Med i bagagen har du
Politisk forståelse og forståelse for beslutningsprocesser på forsvars- og sikkerhedsområdet er en fordel. Det kan fx være fra Christiansborg, Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen eller en styrelse under Forsvarsministeriet. Det kan også være fra en lignende rolle i forsvarsindustrien.
En baggrund fra Forsvaret vil også være en fordel, da du skal kunne bygge bro mellem Forsvaret og erhvervslivet og forstå begge parters behov og måder at arbejde på.
Dine opgaver som leder vil være
Stillingen omfatter personaleledelse, og du skal derfor have en god forståelse for ledelse i en flad organisation. Du har fokus på at inddrage medarbejderne og udvikle deres kompetencer. Du trives i et team med tæt samarbejde, fælles ansvar og korte beslutningsveje og er tryg ved at sætte retningen.
Samtidig tager du naturligt del i det daglige arbejde. Du bidrager både til de strategiske indsatser og til de praktiske opgaver, der får hverdagen til at fungere. Det indebærer også, at du giver en hånd med i planlægningen af events og gennemførelsen af aktiviteter.
Du kommer til at kommunikere med mange forskellige interessenter lige fra politikere, myndigheder, medier og erhvervsledere til små enkeltmandsvirksomheder. Derfor er erfaring med stakeholder engagement, medier, SoMe samt personlig kommunikation og formidling også en fordel.
Det falder dig naturligt at begå dig i både bestyrelseslokalet og på fabriksgulvet. Samtidig har du blik for at spille dine kolleger gode og respekt for, at vi hver især bidrager med forskellige styrker.
Strateg og praktiker
Selv om Dansk Erhverv Forsvar efterhånden har nogle år bag sig, er området stadig under udvikling. Du skal derfor både kunne drive de eksisterende indsatser og løfte området til et nyt niveau. En del af opgaven er også at bidrage til at fastholde eksisterende medlemmer og tiltrække nye.
Vi tilbyder
I Dansk Erhverv har vi fokus på vores medlemmer i alt, hvad vi gør. Vi arbejder for at skabe konkrete resultater og de bedste rammevilkår for vores medlemmer. Vores mål er, at Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i. Kulturen i Dansk Erhverv er kendetegnet ved, at vi er handlekraftige, netværksorienterede, og at vi spiller hinanden gode.
Vi tilbyder et job i en nytænkende og moderne erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, hvis mission er at skabe konkurrencekraft for vores medlemmer. Du får resultatorienterede, engagerede og hjælpsomme kolleger, der agerer professionelt og fagligt i top, og du kan forvente en arbejdsplads med højt humør.
Du vil få din daglige gang i C.F. Tietgens Hus ved siden af den historiske Børsbygning i København.
Du skal være indstillet på, at stillingen medfører en begrænset rejseaktivitet i ind- og udland i forbindelse med fx konferencer, messer og eksportfremstød.
Forsvars- og beredskabsområdet er omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet. Løn efter aftale og pensionsordning.
Ansøgningen
I Dansk Erhverv mener vi, at mangfoldighed gør os stærkere og medvirker til at skabe udvikling og fornyelse. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen uanset køn, alder, religiøs overbevisning, seksuel orientering og etnisk oprindelse mv.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Jakob Ellemann-Jensen på jake@danskerhverv.dk.
Ansøgning bilagt cv og eksamenspapirer sendes online via linket ”ansøg” på vores hjemmeside Ledige stillinger (danskerhverv.dk) hurtigst muligt og senest den 8. november 2026.
Kandidater til stillingen skal være indstillet på at skulle igennem en persontest i forbindelse med rekrutteringsprocessen.