Header billede
Videnskabsjournalist til forskningen ud over rampen
Ansøgningsfrist: 03-06-2025

Brænder du for at gøre forskning nærværende og relevant for et bredere publikum? Kan du bringe museets genstande og nye fund i spil og folde dem ud i fængende fortællinger, så de giver lyst til at vide mere? Kan du formidle komplekse emner, så de både fænger og skaber værdi? Så er du måske vores nye videnskabsjournalist.

Nationalmuseets forskning spænder fra, hvorhen folk bevægede sig i bronzealderen og vikingernes globale netværk til kolonihistorie, klima og kulturarv og meget mere. Vi arbejder tværfagligt og internationalt med alt fra pollen-analyser til genstandsstudier, og du bliver en nøgleperson i arbejdet med at få museets forskning og viden ud over rampen – derud, hvor den skaber perspektiv, vækker nysgerrighed og bidrager til samfundsdebatten. Sammen med forskere og vidensmedarbejdere skal du udvikle og producere indhold til vores nye vidensunivers på hjemmesiden. Du skal skabe og sikre sammenhæng mellem faglig tyngde, levende fortælling og brugervenlig formidling. Og bidrage aktivt til, at museets forskning og viden kommer i medierne.

Arbejdsområde

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Omsætte forskning og faglige input til klart, relevant og engagerende indhold
  • Udvikle og skrive tekster til videnssider, nyheder og artikler på hjemmesiden
  • Producere indhold til sociale medier, herunder optage og redigere korte videoer
  • Håndtere pressearbejde - fra pressemeddelelser til opsøgende kontakt med medierne
  • Arbejde tæt sammen med forskere, videns- og kommunikationsmedarbejdere for at sikre høj faglig kvalitet og formidlingsmæssig gennemslagskraft
  • Bidrage til en sammenhængende fortælling på tværs af museets platforme og målgrupper, så både store satsninger og små fund får liv og retning

Kvalifikationer

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant uddannelse inden for journalistik eller kommunikation og flere års erfaring med at formidle komplekst stof, gerne med afsæt i forskning, kultur og historie
  • Har en stærk presse- og kommunikationsprofil, der kan arbejde både proaktivt og reaktivt med pressehåndtering og samtidig planlægge og føre såvel små som store kommunikations-indsatser sikkert fra idé til eksekvering
  • Skriver klart, levende og målgruppeskarpt – både korte formater og længere fortællinger
  • Har erfaring med web – herunder at skrive og redigere webtekster, oprette og vedligeholde sider i CMS og arbejde med SEO
  • Har erfaring med sociale medier
  • Trives i samarbejdet med forskellige fagligheder og kan navigere sikkert i en kompleks organisation
  • Er initiativrig, nysgerrig og motiveres af at gøre viden tilgængelig og relevant

Vi er en enhed som pt. består af en chef, to journalister, en udviklingskonsulent og dig. Det er derfor vigtigt, at du er en holdspiller, der bidrager aktivt til teamets fælles trivsel.

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdsstedet er Prinsens Palais i det indre København. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med mulighed for hjemmearbejde. Vi har flekstid.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til relevant overenskomst i staten.

Stillingen ønskes besat med virkning fra den 1. august 2025 eller snarest derefter.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job og skal være museet i hænde senest tirsdag den 3. juni 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24 og 25.

Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos kommunikationsmedarbejder John Fhær Nissen på jni@natmus.dk eller 4120 6849.


Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseets formål er altid at være på opdagelse, og at arbejde på at være mere for flere. Vores fyrtårne er Værdifulde oplevelser, Levende viden og Bæredygtigt liv. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk