To ledige hverv som medlem af Retslægerådet

To hverv som medlem af Retslægerådet med særlig indsigt i psykiatri er ledig til besættelse den 1. juli 2026 og den 1. november 2026.   

Hvervet ønskes besat af en speciallæge med en bred psykiatrisk uddannelse, omfattende såvel forskning som klinisk erfaring, som til daglig er beskæftiget med faget ved en psykiatrisk afdeling eller lignende psykiatrisk enhed.

Som medlem af Retslægerådet deltager du inden for dit speciale sammen med Retslægerådets øvrige medlemmer, beskikkede sagkyndige og eventuelt ad hoc sagkyndige i behandlingen af enkeltsager, der forelægges for rådet. Der deltager som udgangspunkt tre medlemmer/sagkyndige i vurderingen af en sag.

Sagsbehandlingen er hovedsageligt baseret på skriftligt materiale, og vurderingen, der i almindelighed skal foretages inden for to uger, afgives skriftligt. Antallet af sager varierer afhængig af, hvilke sagstyper, der forelægges Retslægerådet.

Ved beskikkelse som medlem af Retslægerådet må påregnes en ugentlig arbejdstid på op til 14 timer. Honoraret udgør 314.030,28 kr. årligt (pr. november 2025).   

Beskikkelsen sker for 6 år med mulighed for genbeskikkelse.   

De indkomne ansøgninger vil blive vurderet af et bedømmelsesudvalg bestående af medlemmer af Retslægerådet og en repræsentant fra de sundhedsvidenskabelige fakulteter i Danmark. Der vil blive lagt vægt på uddannelsesmæssig baggrund og praktisk erfaring. Herudover vil videnskabelig aktivitet indgå i bedømmelsen.

Det er en forudsætning for beskikkelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din beskikkelse.

Nærmere oplysninger om hvervet kan fås ved henvendelse til formand for Retslægerådet Torben Bæk Hansen, på telefon 2213 2307, eller til kontorchef Sanne Bagge Hjorth, på telefon 7268 8242 eller via e-mail retslaegeraadet@retslaegeraadet.dk,.    

Ansøgning indgives elektronisk på www.justitsministeriet.dk under punktet Karriere. 

Ansøgningen, der stiles til Kongen, skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 2. december 2025. Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge hvervet. Vær opmærksom på at ansættelsesprocessen ved beskikkelsessager er lang, og du kan først forvente besked maj/juni 2026.

 

Retslægerådet er et selvstændigt uafhængigt råd, der administrativt hører under Justitsministeriet. Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Rådet består af indtil 12 læger, pt. 11, og et antal fast beskikkede sagkyndige, og det arbejder i to afdelinger, hvoraf den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle øvrige retsmedicinske spørgsmål. Retslægerådets sekretariat er organisatorisk en del af Civilstyrelsen, der er beliggende i Viborg.

Læs mere om Retslægerådets virksomhed på www.justitsministeriet.dk eller www.retslaegeraadet.dk

 



Application deadline:
02-12-2025

Arbejdssted:
Civilstyrelsen

Hjemmeside:
www.jm.dk

Kontaktpersoner:
Sanne Bagge Hjorth
Kontorchef
72688242