HR TR6

Har du lyst til at bidrage til efteruddannelse af medarbejdere indenfor områderne demens og oplæringsvejledning? Kan du facilitere undervisning, der skaber værdi og kvalitetsudvikling i praksis? Så er du måske den underviser, vi søger til Kompetencecenter SOSU H.

SOSU H søger to undervisere med baggrund som sygeplejerske, SSA eller lignende til vores Kompetencecenter. Som underviser i Kompetencecenteret bliver du en del af et fagligt stærkt team, der samarbejder om planlægning, afholdelse og udvikling af uddannelser for faglærte og ikke-faglærte medarbejdere i velfærdssektoren – primært fra kommunerne.

Du får stor indflydelse på undervisningens didaktik og pædagogiske tilgang, da den tilrettelægges og gennemføres selvstændigt – med støtte og sparring fra kolleger ud fra vores fælles pædagogisk didaktiske grundlag. Undervisningen foregår både på SOSU H’s adresser og hos vores samarbejdspartnere i hele det område der dækker region Hovedstaden.

Vi arbejder praksisnært og anvender erfaringsbaserede metoder, hvor teori og praksis går hånd i hånd. Teknologi og simulation er en naturlig del af undervisningen, og vi har høje ambitioner for både faglig og didaktisk kvalitet.

Vi søger en udviklingsorienteret underviser med praksiserfaring

Kompetencecenteret oplever stigende efterspørgsel på videreuddannelse indenfor demens-området, og vi søger dig som kan omsætte praksisviden til engagerende og lærerig undervisning. Din baggrund er sygeplejerske, SSA eller evt. anden sundhedsfaglig baggrund med efteruddannelse indenfor arbejdet med demens.

 Vi forestiller os at du har erfaring inden for en række af følgende områder:

  • Arbejdet med borgere med demens og ældreområdet generelt
  • Digitale læremidler og gerne online undervisning
  • Har erfaring med undervisning og interesse for faglig udvikling
  • Er engageret, idérig, humoristisk og forstår at planlægge og prioritere.
  • Har mindst 5 års praksiserfaring fra sundhedssektoren
  • Brænder for at undervise voksne med udgangspunkt i erfaringspædagogik
  • Forstår at navigere i en politisk styret organisation
  • Har en erhvervspædagogisk diplomuddannelse eller interesse for at videreuddanne dig

Et job med faglighed og fællesskab

Vi tilbyder et stærkt kollegialt fællesskab og et arbejdsmiljø præget af høj trivsel, faglig sparring og videndeling, men også stor selvstændighed. Vi har en uformel omgangstone og værdsætter humor, dialog og plads til forskellighed. Vi er en ny og hurtigt voksende gruppe af kolleger.

“Vi har et godt kollegaskab, hvor vi er forskellige, men generøse med at dele viden og hjælpe hinanden. Og så har vi det sjovt – både på og uden for arbejdspladsen. Vi har indflydelse på arbejdet og mulighed for at præge hverdagen. Det gør jobbet både spændende og fagligt udfordrende!”
– Jean, underviser

Faglig udvikling og indflydelse

Du får mulighed for at styrke dine pædagogiske og didaktiske kompetencer i en organisation, der følger udviklingen tæt. Når du er godt i gang med undervisningen, vil du gradvist blive inddraget i udviklingsopgaver – fx udvikling af nye uddannelser i takt med arbejdsmarkedets behov.

Er det noget for dig? Sådan søger du

Send din ansøgning, CV og eksamensbevis via knappen ”søg stilling” nederst på siden. Det er kun ansøgninger, der sendes via rekrutteringssystemet, der kommer i betragtning.

Løn- og ansættelsesvilkår sker efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation og du vil blive indplaceret på baggrund af dine kvalifikationer.

Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Vi har røgfri arbejdstid. Tjenestestedet er Hørkær 22, 2730 Herlev, men kan også foregå både på SOSU H’s øvrige adresser og hos vores samarbejdspartnere i hele det område der dækker region Hovedstaden.

Spørgsmål? Du er velkommen til at kontakte uddannelsesleder Joan Høgstædt Larsen på telefon 2510 3714 for yderligere oplysninger om Kompetencecenterets arbejde og rollen som underviser.

Ansøgningsfrist og proces. Vi håber at se din ansøgning senest onsdag d. 7. oktober 2026 kl. 12. Forventet tiltrædelse d. 1. november 2026 eller snarest muligt efter aftale. Vi holder samtaler i uge 43 i dagtimerne.

SOSU H vægter tværfagligt samarbejde højt, og vi har en arbejdsplads med højt til loftet og en god stemning. Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle, der kan se sig i stillingen til at søge.

 

Om SOSU H’s Kompetencecenter

Kompetencecenteret tilbyder efter- og videreuddannelse inden for pleje, omsorg og det pædagogiske område. Vi prioriterer faglig udvikling højt og er med til at sætte dagsordenen for udviklingen af uddannelser og fag – altid med fokus på attraktive læringsmiljøer.

Læs mere på www.sosuh.dk/kompetencecenter.

Application due07-10-2026
På SOSU H uddanner vi fremtidens velfærdshelte - med dygtige hænder, hjertet på plads og hjernen fyldt med den nyeste viden. Vi uddanner SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter og pædagogiske assistenter og tilbyder EUX-Velfærd. Vi har desuden en 10. klasse og har mere end 3000 grundskoleelever i brobygning hvert år. SOSU H Kompetencecenter tilbyder efter- og videreuddannelse inden for pleje- og omsorgsområdet og det pædagogiske felt. Læs mere om vores uddannelser her.
SOSU H er Danmarks største SOSU-skole med ni afdelinger i Region Hovedstaden. Og vores størrelse forpligter: Med vores fagligt dygtige medarbejdere og stærke samarbejdspartnere vil vi sammen sætte nye høje standarder på vores uddannelsesområde. Vi skal arbejde for, at stadig flere vælger vores SOSU-skoler til. Sådan skaber vi fremtidens kernevelfærd. Bliv desuden klogere på hvilke elever vi har på SOSU H, og hvad du kan blive en del af her.