Viby Skoles SFO søger en uddannet pædagog til en fast stilling på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. november 2026.
Vi søger en pædagog, som brænder for fritidspædagogikken, og som kan omsætte sine faglige refleksioner til en spændende og meningsfuld hverdag for børnene. Du skal have lyst til både at sætte aktiviteter i gang, være nærværende i børnenes leg og bidrage til, at alle børn oplever sig som en del af et fællesskab.
Din arbejdsdag vil være fordelt mellem skole og SFO. I skoledelen skal du indgå i et tæt og forpligtende samarbejde med lærere og pædagoger omkring børnenes læring, trivsel og deltagelsesmuligheder. I SFO-tiden skal du sammen med dine kolleger skabe varierede aktiviteter og gode børnemiljøer, hvor der er plads til både bevægelse, kreativitet, fordybelse, leg og børnenes egne initiativer.
Vi er optaget af, at skoledagen og fritidsdelen skal hænge meningsfuldt sammen for børnene. Derfor forventer vi, at du kan se dig selv som en del af barnets samlede dag og bidrage til samarbejdet på tværs af fagligheder.
Vores SFO er i udvikling. Vi arbejder på at styrke vores fælles pædagogiske retning, skabe tydelige rammer og udvikle attraktive lærings- og fritidsmiljøer. Det betyder, at du får mulighed for at bringe dine idéer og din faglighed i spil – men også at vi forventer, at du tager medansvar, er nysgerrig på egen praksis og bidrager konstruktivt til den fælles udvikling.
Du må meget gerne have særlige interesser eller kompetencer, som kan berige børnenes fritidsliv. Det kan eksempelvis være inden for bevægelse og idræt, natur og udeliv, musik, kreative værksteder, drama, teknologi eller noget helt andet, som du brænder for og kan invitere børnene ind i.
Viby Skole er en folkeskole med omkring 530 elever fra 0.–9. klasse fordelt på to matrikler. SFO’en ligger på afdelingen på Ørstedvej og har børn fra 0.–3. klasse.
På Viby Skole arbejder vi ud fra værdierne forpligtende fællesskaber, nysgerrighed, tillid og respekt. Værdierne skal kunne mærkes i både undervisningen, SFO’en og samarbejdet mellem børn, medarbejdere og forældre.
Vi ønsker en skole og SFO, hvor børn mødes af voksne, der vil dem, og hvor medarbejderne sammen tager ansvar for at skabe en tryg, udviklende og sammenhængende hverdag.
Du er velkommen til at kontakte pædagogisk leder for SFO og 0.–1. klasse Thomas Møller Jensen på telefon 21316340.
Du er også meget velkommen til at aftale et besøg, så du kan møde os og opleve skolen og SFO’en.
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. november 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse. Ved ansættelse indhentes børne- og straffeattest samt referencer.
Ansøgningsfristen er d. 23.09.2026. Vi forventer at afholde samtaler d. 28.09.2026 mellem kl. 16.00 og 18.00
Send din ansøgning, dit CV og relevant dokumentation via Roskilde Kommunes elektroniske rekrutteringssystem.
Vi glæder os til at høre fra dig.