Munck Forsyningsledninger - Vejle

Vil du være med til at skabe en arbejdsdag, hvor alle kommer sikkert hjem? Og trives du med både at være tæt på projekterne og udvikle de fælles sikkerhedsindsatser? Så er det måske dig, vi søger.

Munck Forsyningsledninger a/s søger en KMA-koordinator med hovedvægt på sikkerhed og arbejdsmiljø. Du får en central rolle på vores infrastruktur- og anlægsprojekter inden for blandt andet el, fjernvarme, vand, gas og fibernet i det jyske.

Stillingen er som udgangspunkt et barselsvikariat, men for den rette kandidat kan der være mulighed for fastansættelse.

Sikkerhed skal fungere i praksis

Sikkerhed er en naturlig del af vores måde at arbejde på. Vi tager arbejdsmiljøet alvorligt og arbejder målrettet ud fra vores Nul Ulykker-strategi.

Som KMA-koordinator understøtter du projekterne og er med til at sikre, at krav og arbejdsgange indenfor sikkerhed og arbejdsmiljø bliver omsat til praksis.

Du bliver synlig ude på projekterne og samarbejder tæt med projektledere, formænd, timelønnede medarbejdere, bygherrer og samarbejdspartnere. En vigtig del af jobbet bliver at følge op, skabe engagement og bidrage til, at sikkerhed ikke kun handler om regler og dokumentation, men om den måde, vi arbejder på i hverdagen.

Dine opgaver

Du kommer blandt andet til at:

  • Implementere vores Nul Ulykker-strategi og understøtte projekternes sikkerhedsarbejde
  • Gennemføre sikkerhedsrunderinger og følge op på observationer og hændelser
  • Registrere, anmelde og følge op på arbejdsulykker og arbejdsskader
  • Afrapportere til ledelse
  • Håndtere dialog med bygherre og Arbejdstilsynet
  • Udarbejde dokumentation samt proces- og arbejdsbeskrivelser
  • Deltage i sikkerhedsmøder og projektmøder
  • Rådgive projektledelsen om sikkerhed og arbejdsmiljø

Kvalitet fylder i første omgang kun en mindre del af stillingen, men området kan med tiden udvikle sig til en større del af dit ansvar.

Hvem er du?

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har erfaring med – eller en stærk interesse for sikkerhed og arbejdsmiljø og er uddannet arbejdsmiljøkoordinator.

Måske du har en baggrund fra bygge- og anlægsbranchen, forsyningsområdet eller en anden projektorienteret virksomhed. Det er en fordel, hvis du har kendskab til entreprenørbranchen, men ikke et krav. Vi forestiller os, at du:

  • brænder for sikkerhed og kan engagere andre
  • omsætter krav og strategier til løsninger, der fungerer i praksis
  • arbejder selvstændigt og struktureret og følger dine opgaver til dørs
  • kommunikerer tydeligt og i øjenhøjde med forskellige faggrupper
  • trives med en varieret hverdag på både kontoret og projekterne

Da du skal besøge projekter rundt om i Jylland, er kørekort en forudsætning.

Faglig sparring på tværs af koncernen

Du bliver en del af en større koncern, hvor du får adgang til faglig sparring, fælles værktøjer og erfarne kolleger inden for kvalitet, sikkerhed og arbejdsmiljø med tilknytning til vores kontor i Vejle

Du bliver desuden en del af koncernens arbejdsmiljøorganisation på tværs af selskaberne. Her deler vi erfaringer og udvikler fælles indsatser, der understøtter vores ambition om Nul Ulykker og sikre arbejdspladser.

Vi tilbyder

  • en central rolle med mulighed for at præge vores sikkerhedsindsatser
  • en varieret hverdag på kontoret i Vejle og på projekter i Jylland
  • et stærkt fagligt fællesskab og sparring på tværs af koncernen
  • en uformel arbejdsplads med gode muligheder for udvikling
  • et barselsvikariat med mulighed for fastansættelse for den rette

Skal du være med til at gøre en forskel?

Send os din ansøgning og CV. Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Regionsdirektør Søren Christensen tlf. 4019 9335 eller KMA-chef Jesper Johansen 6023 4131

Vi holder samtaler løbende og glæder os til at høre fra dig.