Krogstenshave er Hvidovre Kommunes største plejehjem, hvor vi har fokus på at yde pleje og behandling af høj kvalitet til alle vores beboere. Vi arbejder med udgangspunkt i visionen om, at Krogstenshave er stedet, hvor livets leves med beboerne i fokus.
Plejehjemmet har mere end 160 beboere fordelt på seks afdelinger. Vi har desuden en administration, teknisk service, rengøring samt kvalitetsteam bestående af to kvalitetssygeplejersker, en professionsbachelor i sundhed og ernæring og tre farmakonomer.
Vi søger en gruppeleder til afdeling 47. stuen, en afdeling med et engageret og kærligt team, der glæder sig til at byde dig velkommen.
Medarbejder citat "Vi ønsker en struktureret og faglig gruppeleder, som kan glæde sig til at blive en del af et godt team”
Din dag starter med at du strukturerer og planlægger dagens opgaver, fordeler dem ud fra beboernes behov og medarbejdernes kompetencer, og håndterer ad hoc-opgaver. Derefter følger du op på døgnet der er gået, prioriterer opgaver og deltager i triage-møder.
Midt på dagen har du kontakt med både interne og eksterne samarbejdspartnere, det kan være visitationen, demensvejleder og pårørendekoordinator.
Inden du går hjem, møder du ofte aftenvagterne og sikrer en god overlevering og kontinuitet på tværs af vagtlag.
I rollen som gruppeleder koordinerer du pleje, omsorg og praktisk bistand for beboerne i gruppen. Du har en naturlig forståelse for, hvor vigtig kommunikation er, både i kontakten med beboere og pårørende, og i samarbejdet med kolleger. Du kender dine medarbejdere og er opmærksom på deres forskellige behov, så du kan være med til at skabe god trivsel og et stærkt fællesskab.
Du bliver kontaktperson for en beboer, følger op på opgaver og sikrer, at nye arbejdsgange bliver etableret og forankret. Du er enten sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, gerne med erfaring og du har gode kommunikative evner samt kendskab til dokumentation og FSIII.
Vi støtter hinanden i de tiltag, der er sat i gang, og den retning vi har valgt, om at vi er sammen om Krogstenshave.
Du får en grundig onboarding med en buddyordning og ugentlige 1:1-samtaler med din leder, hvor der er tid til refleksion og faglig sparring. Vi prioriterer kompetenceudvikling både i afdelingen og gennem kommunens tilbud, og du bliver en del af et fagligt stærkt miljø med fokus på kvalitet og udvikling.
Vi har et tæt samarbejde med lægehuset og husets faste læger, og du vil opleve en arbejdsplads præget af hjertevarme, humor og kollegialt fællesskab. Stillingen er på 37 timer og ligger i dagvagt, uden weekender og helligdage, men med mulighed for at møde ind på andre vagtlag efter behov.
Hos os er psykologisk tryghed en del af hverdagen. Vi løfter i fællesskab og arbejder aktivt med at skabe en fleksibel og bæredygtig arbejdsplads, hvor værdighed og faglighed går hånd i hånd.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Hvis du kommer i betragtning til stillingen, indhenter vi reference med dit samtykke fra din nuværende arbejdsgiver.
Hvis du kommer i betragtning til stillingen, vil der – med dit samtykke – blive indhentet en offentlig straffeattest samt reference fra tidligere arbejdsgiver, da ansættelse er betinget af tilfredsstillende offentlig straffeattest og reference.
Du er velkommen til at kontakte Svana, afdelingsleder på telefon 2544 3795 for at høre mere om stillingen. Du kan også komme forbi og mærke stemningen, inden du beslutter dig for om du vil søge.
Du kan også læse mere om os her
Du kan forvente to samtaler og en personprofiltest inden den sidste samtale.
I Hvidovre Kommune bygger vores samarbejde på en anerkendende og positiv kultur, hvor forskellighed er en styrke, og hvor engagement, nysgerrighed og arbejdsglæde fremmer de nye idéer og den gode service til borgere, virksomheder, kulturliv og samarbejdspartnere.
Hvidovre er en grøn forstad med en stærk historie; tæt ved vandet og hovedstaden og lige midt i Øresundsregionen.
Hvidovre Kommune ser mangfoldighed som en ressource, og ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres alle til at søge uanset køn, alder, religion, seksuel orientering, handicap/funktionsnedsættelse og etnisk baggrund.