Vi søger en psykologfaglig medarbejder, der vil arbejde praksisnært i dagtilbud og skoler og indgå i et tværfagligt samarbejde om at styrke børns deltagelsesmuligheder i fællesskaber.
PPR Hvidovre er i en udviklingsproces, hvor vi har fokus på at bringe vores faglighed tættere på de pædagogiske og didaktiske læringsmiljøer. Vi arbejder tværfagligt sammen med pædagoger, lærere og ledelse om indsatser, der understøtter børn og unges deltagelsesmuligheder.
Som psykologfaglig medarbejder i PPR vil du få opgaver i en række dagtilbud og skoler. Du indgår i en professionel supportorganisation, hvis formål er at understøtte de fagprofessionelle i Hvidovre Kommunes dagtilbud og skoler med at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn og unge. Opgaverne vil være varierende og kræve fleksibilitet og overblik. Du vil få stor indflydelse på hvordan du løser dine opgaver og planlægger din arbejdsdag. Dine opgaver vil blandt andet bestå af facilitering af indsatser i praksis, observations- og sparringsforløb, vejledning og sidemandsoplæring, undersøgelsesforløb, udarbejdelse af pædagogiske psykologiske vurderinger, deltagelse i visitationsprocesser, forældredialoger mm.
Du bidrager med psykologfaglige perspektiver med afsæt i praksis omkring børnene med henblik på at understøtte udviklingen af læringsmiljøer i både almenmiljøer og specialtilbud. Arbejdet forudsætter, at du er til stede i dagtilbud og skoler og indgår i et tæt samarbejde med pædagoger, lærere og ledelse. Du bidrager med psykologfaglig sparring, vejledning og vurdering og omsætter din faglighed i konkrete handlinger i praksis. Du skal kunne indtage forskellige positioner i opgaveløsningen – både ved at sætte faglig retning, udvikle i fællesskab og understøtte andres praksis. Du skal med andre ord kunne spille andre gode. Det indebærer, at du har mod på at afprøve forskellige ting, eksperimentere og deltage aktivt i indsatser samt kan koble undersøgelsesforløb og pædagogisk-psykologiske vurderinger tæt til den pædagogiske og didaktiske hverdag. Vi lægger vægt på, at du kan arbejde undersøgende og bidrage til fælles refleksion og udvikling i samarbejdet med andre fagprofessionelle.
PPR består af psykologer, logopæder, specialpædagogiske konsulenter og børnefysioterapeuter samt administration og ledelse. Hos os vil du blive en del af en kompetent og meget engageret tværfaglig gruppe af cirka 55 PPR-medarbejdere, hvor udvikling, fagligt fællesskab og arbejdsglæde vægtes som en vigtig del af hverdagen. Vi er organiseret i tværfaglige teams, der samarbejder tæt med dagtilbud og skoler. Hvert team supporterer cirka 2-4 dagtilbud og 1-2 skoler.
Hos os skal du kunne arbejde selvstændigt og samtidig trives med aktivt at bidrage til et tæt og gensidigt forpligtende tværprofessionelt samarbejde med dine kollegaer i PPR samt i den øvrige del af organisationen.
I Hvidovre Kommune arbejder PPR ud fra 5 principper for at understøtte arbejdet med at skabe deltagelsesmulighed for alle børn. 1. Vi arbejder med udgangspunkt i børnefællesskaberne og inddrager børnenes perspektiver Vi igangsætter indsatser, der kommer mange børn til gode, så flere får glæde af det vi sætter i gang. 2. Vi definerer og løser opgaven sammen Vi planlægger, gennemfører og evaluerer indsatser ud fra en klar ansvars- og rollefordeling. Vi arbejder tværfagligt i tæt samarbejde med pædagoger, lærere vejledere og ledelse. Det er opgaven, der definerer vores tilstedevær og handlinger i praksis. 3. Vi er respektfulde og ligeværdige i vores samarbejde Vi møder hinanden med nysgerrighed og plads til forskellige perspektiver. Tværfagligheden giver os mulighed for at afprøve nye idéer og finde løsninger gennem fælles læring. 4. Vi udvikler læringsmiljøerne gennem kapacitetsopbygning tæt på praksis Vi arbejder ressourceorienteret med at understøtte udviklingen af relationelt samspil, pædagogiske tilgange, didaktik, struktur og organisering. 5. Vi koordinerer og prioriterer i fællesskab Indsatser igangsættes i samarbejdsrum, som fx koordinerende møder mellem PPR og dagtilbud og skolers ledelser.
Stillingen er på 37 timer i årsnorm med tiltrædelse 1. november 2026, eller snarest muligt Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst. Kontakt tværfaglig leder, Frederik Kiørboe, på tlf. 2552 9766 ved spørgsmål. Ved ansættelse indhentes straffe- og børneattest samt referencer.
I Hvidovre Kommune bygger vores samarbejde på en anerkendende og positiv kultur, hvor forskellighed er en styrke. Engagement, nysgerrighed og arbejdsglæde fremmer nye idéer og god service til borgere, virksomheder, kulturliv og samarbejdspartnere.
Hvidovre er en grøn forstad med en stærk historie; tæt ved vandet og hovedstaden og lige midt i Øresundsregionen.
Hvidovre Kommune ser mangfoldighed som en ressource, og ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres alle til at søge uanset køn, alder, religion, seksuel orientering, handicap/funktionsnedsættelse og etnisk baggrund.