Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen SAF

Ungekonsulent (fast stilling) og en IPS konsulent (barselsvikariat) søges til Center for Job og Uddannelse, Beskæftigelsesafdelingen

Vil du kombinere myndighedsarbejde med en virksomhedsrettet indsats og hjælpe unge tættere på uddannelse og job? Vi søger 1 IPS-konsulent til barselsvikariat samt 1 fast ungekonsulent

Brænder du for at støtte ledige unge i at finde retning, motivation og fodfæste på arbejdsmarkedet? Og trives du i et miljø, hvor relationer, myndighedsarbejde og tæt samarbejde med lokale virksomheder går hånd i hånd?

Vi søger to engagerede og myndighedsdygtige ungekonsulenter til Beskæftigelsesafdelingen i Kolding Kommune:

  • 1 fast stilling på 37 timer som Ungekonsulent i beskæftigelsesafdelingen
  • 1 barselsvikariat på 37 timer som IPS-konsulent (Ungeløft), forventeligt frem til udgangen af august 2027.

Tiltrædelse ønskes senest den 1. november 2026, gerne tidligere.

Som både ungekonsulent og IPS-konsulent arbejder du i krydsfeltet mellem myndighed, vejledning og virksomhedsopsøgende indsatser. Du bliver en del af en stærk og tværfaglig afdeling på 24 dygtige kollegaer, hvor vi sammen arbejder målrettet for at støtte unge under 30 år videre mod job og uddannelse – altid med deres potentiale i centrum.

Du bliver en del af Beskæftigelsesafdelingen i Center for Job og Uddannelse, der er ét af fire centre i Ungeområdet og kernen i den sammenhængende kommunale ungeindsats i Kolding (KUI). Fysisk har vi base på Tvedvej 7 i Kolding.

Vi ser potentialer – og hjælper med at forløse dem

I Kolding Kommune tror vi på, at alle unge har ressourcer og muligheder. Det er vores opgave at hjælpe dem med at se og udnytte deres potentiale – uanset baggrund eller udgangspunkt. I denne stilling arbejder du med at understøtte motivation, struktur og retning i de unges forløb, og du bliver deres faste kontaktperson gennem processen.

Din rolle som Ungekonsulent (Fast stilling)

Du får ansvar for din egen sagsstamme og kommer primært til at arbejde med aktivitetsparate unge med fokus på at sikre en meningsfuld progression og et klart perspektiv i den unges udvikling mod lønnede timer, job og uddannelse.

En væsentlig del af jobbet som Ungekonsulent er:

  • Have løbende dialog med borgere med fokus på ressourcer, progression og vejen mod job eller uddannelse.
  • Se den enkelte unges ressourcer og muligheder og sammen identificere de næste skridt mod uddannelse eller job.
  • Arbejde helhedsorienteret og sammen med den unge tilrettelægge en meningsfuld indsats mod uddannelse eller job
  • Foretage socialfaglige vurderinger og træffe afgørelser inden for beskæftigelseslovgivningen.
  • Koordinere indsatser i samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
  • Sikre faglig dokumentation og opfølgning i sagerne.

Vi lægger vægt på, at myndighedsdelen balanceres med relations arbejde, hvor du både kan sætte en tydelig ramme og skabe trygge relationer, som hjælper den unge fremad.

Din rolle som IPS-konsulent (barselvikariat):

Udover de opgaver, der er beskrevet ovenfor, og som også vil være en del af rollen som IPS-konsulent, får du et særligt ansvar for at sikre, at unge i målgruppen får en struktureret og individuelt tilrettelagt vej mod job eller uddannelse efter IPS-metoden. Du vil arbejde i et dynamisk fagteam bestående af 5 andre konsulenter.

Du bliver IPS-konsulent for 20-25 unge, hvor din rolle er at følge dem fra første samtale til fast beskæftigelse eller uddannelse samt sikre opfølgning, så længe der er behov for det, og den unge ønsker støtten.

Om IPS‑metoden

IPS (Individual Placement and Support) er en evidensbaseret metode, der hjælper mennesker med psykiske, sociale eller andre udfordringer til at komme i ordinært arbejde eller uddannelse. Metoden bygger på den enkeltes ønsker og ressourcer, og indsatsen tager udgangspunkt i, at beskæftigelse eller uddannelse er en vigtig del af vejen mod øget trivsel og selvstændighed. IPS er kendetegnet ved et tæt samarbejde mellem borger, IPS-konsulent, virksomheder og øvrige samarbejdspartnere.

Der vil være mulighed for at få IPS uddannelsen.

Begge stillinger har et stærkt virksomhedsrettet fokus

Samarbejdet med det lokale erhvervsliv er en integreret del af stillingen. Du skal derfor have mod på og lyst til:

  • Opsøgende kontakt til virksomheder med henblik på at skabe gode match mellem unge og virksomheder.
  • At deltage i netværk og samarbejde tæt med kommunens Virksomhedsservice.
  • At være et vigtigt bindeled mellem den unge og arbejdsmarkedet. Du skal være i stand til at tænke både i potentiale, muligheder for lønnede timer og i konkrete job- og uddannelsesveje.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • Har en socialrådgiveruddannelse eller en beslægtet uddannelsesbaggrund
  • Har gerne erfaring fra beskæftigelsesområdet, særligt med unge og/eller virksomhedsrettede indsatser
  • Trives i opsøgende arbejde og har lyst til at skabe og pleje virksomhedskontakter
  • Er god til at strukturere dit arbejde og tage ansvar for egen sagsstamme
  • Arbejder anerkendende og ser muligheder, også hos unge, der har svært ved selv at få øje på dem

Et fællesskab med faglighed og fleksibilitet

Du bliver en del af en fagligt skarp og engageret afdeling, hvor vi arbejder målrettet – men aldrig alene. Hos os er der højt til loftet, og vi tror på, at vi lykkes bedst i fællesskab.

Vi har en kultur præget af tillid, fleksibilitet og frihed under ansvar, og vi har stor respekt for balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det betyder, at du får både handlefrihed og støtte – og altid et fagligt stærkt hold i ryggen.

Ansøgning via knappen ”Søg stillingen”

Ansøgningsfristen er tirsdag den 22. september 2026

Vi udvælger ansøgere den 23. september 2026, hvorefter vi kontakter kandidaterne via mail

Vi afholder samtaler torsdag den 24. september 2026

Har du spørgsmål til stillingen?

Du er meget velkommen til at kontakte nedenstående tre fra ansættelsesudvalget:

Laura Blæsbjerg Graversen, IPS-koordinator – tlf. 21 16 63 46

Simon Højen, jobkonsulent – tlf. 20 36 64 97

Stine Kristensen, Afdelingsleder – tlf. 30 69 01 49

Alle stillinger er fuldtidsstillinger medmindre andet er angivet. Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.  

Overvejer du at flytte til Kolding Kommune? Læs mere om mulighederne for at bo og leve i Kolding Kommune på www.komtilkolding.dk

Application due
22-09-2026

Start date


Work hours


Position category


Position category
Administration & sagsbehandling

Workplace


Contact
Stine Kalsgaard Kristensen 
Socialrådgiver
Simon Højen 
Laura Blæsbjerg Graversen 
 


Follow us