I HOFOR arbejder vi hver dag for at levere en stabil og effektiv fjernkøling. For at styrke vores tekniske løsninger og fortsatte udvikling af vores forretning søger vi en køleingeniør, der vil være med til at designe, optimere og udvikle vores køleprocesser og -strategier.
Optimering af kølestrategier inden for produktion, drift af ledningsnet og kundeanlæg
Som ingeniør vil du få arbejdsopgaver, der spænder bredt og tager udgangspunkt i at optimere og udvikle vores kølestrategier, der understøtter drift og design af køleanlæg (kølecentraler, mobile anlæg, havvandskamre mv.), drift og optimering af ledningsnet samt rådgivning af kunder og eksterne rådgivere.
Ud over dette vil du blive en vigtig del af løsningen af de mange opgaver, der ligger i køleorganisationens fagområde.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Design, optimering og udvikling af vores nuværende og fremtidige produktions- og køleleverancer, herunder fastlægge standarder for opbygning af vores produktionsanlæg
- Dialog med kunder og rådgivere om tekniske spørgsmål om køleteknologier og -leverancer samt kundeanlæg (effekt/energiforbrug/energispild mv.)
- I samarbejde med kolleger, vedligeholde vores hydraulikmodel, samle og ajourføre vores dokumentation for produktions- og ledningsanlæg samt drive vores asset management-arbejde (mål- og risikostyring, kritikalitets- og tilstandsvurdering af anlæg/komponenter, forhold vedr. beredskab og forsyningssikkerhed mv.)
- Ansvar for at rådgive, planlægge og eksekvere tekniske køleprojekter såvel i egne kølecentraler/forsyningsområder som i relation til kundeprojekter
- Medvirke til at implementere køleforretningens vækststrategi
Teknisk baggrund og erfaring med køleteknologier og -leverancer
Vi forventer, at du har en uddannelse som ingeniør eller tilsvarende, og har erfaring med lignende arbejdsopgaver fra tidligere jobs. Derudover forventer vi, at du har erfaring med drift og etablering af kølemaskiner og -centraler, køleteknologier, hydraulik, opgørelse af effektivitet for system/kølemaskiner mv.
Vi forventer/forestiller os, at du:
- Er engagerende og har lyst til at lære nyt
- Er god til at samarbejde og tænke nyt
- Kan tage beslutninger, få ting til at ske og skabe resultater
- Evner at kommunikere med vores kunder, herunder med leverandører og rådgivere
- Har erfaring med planlægning og udførelse af tilsyn med anlægsarbejder samt økonomiopfølgning
Dine kolleger ser frem til at byde dig velkommen
Du bliver en del af fjernkølingsområdet, hvor du får mange dygtige og engagerede kolleger. Vi har mange forskellige arbejdsopgaver indenfor fjernkøling og du vil opleve, at du får stor indflydelse på, hvornår og hvordan arbejdsopgaver skal planlægges og udføres, så der er plads til fleksible arbejdstider. Vi prioriterer en god balance mellem arbejds- og privatliv og tilbyder mulighed for hjemmearbejde, efter aftale med din nærmeste leder. Hos os får du plads til et bæredygtigt arbejdsliv.
Vi lægger stor vægt på et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø og prioriterer vores egen og hinandens sikkerhed, når vi er på arbejde.
Du kan læse mere om vores medarbejdergoder her
Sådan bliver du vores nye kollega
Er du klar til nye muligheder, så ser vi frem til at modtage dit CV senest den 15. september 2026.
Vi vil gerne gøre det nemt for dig at søge vores stilling, du skal derfor ikke skrive en ansøgning, men blot sende dit CV, hvor du sætter nogle ord på din motivation for at søge stillingen.
Du kan finde inspiration til at skrive et motiveret CV her
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte områdechef Morten Stanley på tlf. 2795 4100.
Denne stilling kræver sikkerhedsgodkendelse til ”Fortroligt”, og du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Send dit CV ved at klikke på ”Søg stillingen”.
Hos os får du plads
Vand, varme, hverdag. I HOFOR sikrer vi forsyningen i hovedstadsområdet. Men vores ansvar rækker længere: Vi skaber fremtidens bæredygtige byer. Det kræver overskud, og derfor giver vi dig plads. Plads til at forfølge de store ideer og til at hente de små. Plads til at dyrke de faglige detaljer og til at tegne de store linjer. Plads til at hjælpe hinanden og til at tænke nyt, når der er brug for det. Vi har plads til flere og til, at du kan være med.
HOFOR. Hos os får du plads. Til fællesskab, udvikling og et bæredygtigt arbejdsliv.
Inkluderende kultur og rekruttering
I HOFOR arbejder vi på at skabe en inkluderende kultur, og vi leder efter dygtige kollegaer uanset udseende, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet, religion, handicap, alder osv. Vi vil gerne skabe lige muligheder for alle samt sikre en retfærdig rekrutteringsproces. Undlad venligst at vedhæfte et billede.