Du møder ind kl. 15 med et smil til dine dagvagtskolleger, som du sender ud ad døren. Du starter din arbejdsdag med at læse i Nexus og hilser på dem, som trisser forbi kontoret på gangen. En beboer tilbyder at skrælle kartoflerne for at lette dit arbejde og bidrage til at I får en dejlig aften. Det gør hun hver dag. Det takker du ja til, så du kan koncentrere dig om at få tjekket op på en beboers medicin, inden du mødes med dine kolleger kl. 16. Der er også en beboer, som når at kalde kl. 15.55, så du må ned og se hvad du kan hjælpe med, imens dine kolleger holder kaffen varm.
Lyder det som starten på en god og spændende dag for dig? Så læs videre her!
Bofællesskabet Odensevej søger en ny kollega pr. 1. januar 2026. Stillingen er en deltidsstilling på 28 timer.
Vi vil meget gerne at du er udannet social- og sundhedsassistent, for det mangler vi nemlig på vores ene afdeling. Vi søger en kollega, som vil arbejde om aftenen eller i blandede vagter med mulighed for at vælge mellem hver 2. eller hver 3. weekend. For os er den gode medarbejdertrivsel vigtig.
Om os
Odensevej er et ordinært plejehjem, som over tid har taget imod mange udsatte ældre og det er vi rigtigt gode til!
Vi har 24 boliger, fordelt på tre bo-enheder med 8 lejligheder i hver. Vi har for tiden beboere i alderen 48-93 år.
Personalet består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter samt ufaglærte medarbejdere.
Du bliver tilknyttet en fast afdeling, men vi ser os selv som et helt hus, hvor vi ved behov hjælper hinanden på tværs.
Vi arbejder ud fra EDEN principperne, som handler om at eliminere ensomhed og give beboerne omsorg og støtte, så de oplever mestring i eget liv. For os betyder det, at vi møder mennesker der hvor de er og at vi gør os umage for at de oplever, at de selv er herre i eget liv.
Det er vigtigt for os, at Odensevej er et hjem for beboerne og derfor vil du også opleve, at her ofte dufter af hjemmebagt kage eller mad.
Du kan læse mere om EDEN på www.edendenmark.dk.
Aktuelt er vi i gang med at blive opkvalificeret i mentalisering, så vi står fagligt stærkere. Både overfor vores beboere, men også i samarbejdet med kolleger.
Vi efterlever de personalepolitiske værdier i Assens: Vi er ordentlige, vi er tillidsfulde, vi er engagerede, vi er ambitiøse. Det håber vi at du vil være med til at bidrage til.
Om jobbet
I aftenvagten vil du primært blive tilknyttet én bo-enhed, men du indgår i et team på tværs af hele huset. Hvis du ønsker skiftende vagter, er det ligeledes på tværs af huset, men med primært tilhørsforhold til en enkelt afdeling.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med selvstændige, dygtige og dedikerede kolleger - og sammen skaber I et godt og hjemligt miljø for vores beboere om aftenen.
Om dig
Vi ser rigtig gerne, at du er uddannet Social- og sundhedsassistent og har mod og lyst til at arbejde på et plejehjem med mange bebeboere, som har forskellig baggrund. Vi vil rigtig gerne have en kollega, som ser mennesket først og er nysgerrige i sin tilgang.
Du må også meget gerne trives med at have indflydelse på hverdagen og kunne skabe gode relationer til både beboere, pårørende samt kolleger og ledelse.
Vi vil rigtig gerne, at alle tager ansvar for at dagen bliver en god oplevelse for alle, og det regner vi også med at du vil understøtte.
Derudover arbejder vi i Nexus, så kendskab til systemet er et plus.
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.
Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest ved ansættelse.
Vil du vide mere?
Der er ansøgningsfrist onsdag den 19. november 2025. Vi påregner at afholde jobsamtaler den 25. november 2025
Er du interesseret i at høre mere om stillingen kan du kontakte leder, Christina Thomsen, på mail; chtho@assens.dk eller på tlf. 21 57 06 12.
Du er også velkommen til at kigge forbi og mærke stemningen i huset og få en kop kaffe.
I Assens Kommune er vi knap 2900 ansatte. Vi er en organisation med hjerterum, albuerum og højt til loftet, som arbejder med og for mennesker. Vi arbejder hele tiden på at være en attraktiv arbejdsplads til gavn for vores borgere, brugere og ansatte. Vores vision 'Med vilje og hjerte' beskriver vores fælles fremtid, og hvordan vi sammen skaber udvikling og det gode liv.