KBH Logo
Fysioterapeut/ergoterapeut som rehabiliterende terapeut til Hjemmeplejen Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby

Apply for position

Position type
Ergo- og fysioterapeut

Application due
12-10-2026

Work hours
Fuldtid

Category
Fastansættelse

Work hours


Vil du være med til at styrke den rehabiliterende indsats i borgerens eget hjem – i tæt samarbejde med et tværfagligt team? Så har vi jobbet til dig.

I de kommende år vil antallet af ældre stige – flere ældre vil opleve nedsat funktionsevne, begrænsninger i hverdagslivet, psykisk mistrivsel og leve længere med kroniske sygdomme i eget hjem. En systematisk, rehabiliterende tilgang skal sikre, at flere borgere lever et så selvstændigt liv som muligt, da det er forbundet med stor frihed og livskvalitet for borgeren at kunne klare sig selv bedst muligt i eget hjem.

Terapeut i hjemmeplejen
Du bliver en ud af tre terapeuter i hjemmeplejeenheden, som skal ud til borgerne dagligt – enten selvstændigt eller sammen med en kollega. Du indgår dermed som en del af praksis, hvor du deler din terapeutiske faglige viden til kollega og/eller borgeren. Som terapeut i hjemmeplejen vil du være med til at gøre en forskel for den enkelte borger ved at bringe dine faglige kompetencer i spil. Du vil være med til at styrke den rehabiliterende indsats med fokus på praksisnær og gensidig sidemandsoplæring.

I dagligdagen er der et tæt tværfagligt samarbejde med social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, rehabiliterende sygeplejersker og andre terapeuter. Du bliver en del af en igangværende kulturændring, hvor den rehabiliterende tilgang er et grundlæggende princip i arbejdet med borgerne. Som en del af dette har vi implementeret tværfaglige teams med nærvisitation for at komme tættere på borgeren. Det betyder, at borgerne møder et fast team af medarbejdere, som samarbejder tæt og koordineret om borgerens samlede behov. Som terapeut bliver du tilknyttet to hjemmeplejegrupper og deltager i faste tværfaglige borgermøder. Dette understøtter helhedspleje samt styrker det tværfaglige samarbejde og skaber bedre arbejdsgange, hvor vi bringer hinandens fagligheder i tæt samspil med borgeren.

Vi tilbyder mange forskellige arbejdsopgaver – f.eks.

  • Medvirke til vurdering, igangsættelse og udførelse af rehabiliterende indsatser i hjemmeplejen, fx hos borgere, der udskrives fra hospital eller nye borgere i hjemmeplejen
  • Bidrage med ADL-vurderinger og fx vurderinger af mobilitet og balance samt bidrage med viden om borgerinddragelse, målsætning og motivationsarbejde
  • Understøtte hjemmeplejen i at varetage igangsatte indsatser ved for eksempel samkørsel med kollegaer
  • Deltage i tværfaglige borgermøder, hvor du bidrager med dine faglige input
  • Indgå i netværk med øvrige terapeuter ansat i hjemmeplejen, hvor der vil være gode muligheder for vidensdeling samt gode sparringsmuligheder med terapeuter fra Center for Genoptræning
  • Løbende udvikling af dine faglige kompetencer gennem en varieret opgaveportefølje
  • Medvirke til at udbrede viden om velfærdsteknologiske hjælpemidler

Vi sørger for, at du bliver godt introduceret, så du er klædt på til de opgaver, du møder. Vi tilbyder løbende kompetenceudvikling og faglig sparring.

Hvem er du?
Du er uddannet ergoterapeut eller fysioterapeut. Det er en fordel, hvis du har kendskab til hjemmepleje og/eller erfaring med rehabilitering eller geriatri. Det væsentligste er dog, at du har lyst til at være en del af hjemmeplejens dagligdag, og at du brænder for rehabilitering og tværfagligt samarbejde. Vi lægger vægt på, at du har lyst til at være en del af en spændende udvikling og trives, hvor rammerne omkring dit arbejde er flydende.

Lidt om os
Hele hjemmeplejen og visitationen i Fritidsklynge Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave (VKV) er samlet under ét tag. Det gør det nemmere at koordinere og sparre på tværs i det daglige – og have gode dialoger om samarbejde og faglighed. Og så har vi det faktisk også sjovt, mens vi er på arbejde – humor vægter vi højt.

VKV er en arbejdsplads, hvor faglighed og kvalitet går hånd i hånd, og hvor vi samtidig er bevidste om, at en stærk holdånd kræver gode faglige og sociale relationer.

Som et led i en større organisationsændring bliver dele af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sammenlagt med Socialforvaltningen til maj 2027, hvor vi aktuelt er i gang med at forberede denne proces.

Lyder det som noget for dig?
Stillingen er i dagvagt i hverdagene med en mødetid, der som udgangspunktet ligger mandag til torsdag fra kl. 7.30-15.00 og fredag fra kl. 7.30-14.30. Dog kan mødetiden være fleksibel i forhold til enkelte konkrete opgaver.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i Vesterbro/Kgs. Enghave/Valbys hjemmepleje, hvorfra du cykler ud til borgerne i lokalområdet. Du vil referere til gruppeleder Hanne Berger.

Løn forhandles efter gældende overenskomst.

Vi ønsker, at du kan starte hurtigst muligt, men senest den 1. december 2026.

Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling på en kommunal enhed, vil vi tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Dette gælder ikke ved ansættelse på selvejende plejehjem. Læs mere om reference-tjek her.

Mere information
Du er meget velkommen til at kontakte gruppeleder Hanne Berger på 24 65 74 89 eller faglig leder for serviceloven Pernille Gudbjerg på 26 74 08 90 for mere information.

Søg via linket senest mandag den 12. oktober 2026
Samtaler forventes afholdt fredag den 23. oktober 2026

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.