Freelance pædagog

Freelance pædagoger med flerkulturel forståelse til Integrationsnet på Fyn

Vil du være med til at give flygtninge en god start i det danske samfund, og brænder du for at arbejde med integration? Vil du arbejde med mange forskellige nationaliteter, og ønsker du at være en del af en dynamisk og spændende arbejdsplads? Så er det måske lige dig, vi leder efter.

Vi søger freelance/timelønnede pædagoger på Fyn, der har erfaring med at arbejde med flygtningefamilier samt børn og unge. Som freelance pædagog hos Integrationsnet, er det vigtigt du har en stærk motivation for at arbejde med udsatte flygtninge, der kan være hårdt belastet af traumer, eksilstress og socioøkonomisk stress kombineret med andre integrationsvanskeligheder. Det kræver, at du besidder en vis faglighed på området, fleksibilitet i arbejdstider, og at du er i stand til at reflektere klart over din egen praksis.

Integrationsnet løser i dag opgaver for en stor del af landets kommuner, og dine opgaver som freelance pædagog, vil geografisk sprede sig i den region du hører til. Du skal desuden være indstillet på at modtage supervision og sparring, ligesom der også vil være mødeaktivitet og mulighed for at deltage forskellige kurser inden for fagområdet. Der er tale om socialpædagogisk arbejde, der primært foregår i familiernes egne hjem.

Dine opgaver

I dit daglige arbejde er det vigtigt, at du både kan lide at arbejde selvstændigt og har evne til at indgå i tværfaglige teams. 

Derudover vil dine arbejdsopgaver primært omfatte:

  • Praktisk og pædagogisk støtte til familier samt børn og unge – herunder hjælp til at skabe struktur i større børnefamilier
  • Støtte forældrene i samarbejdet med dagtilbud, skoler og fritidstilbud
  • Socialpædagogisk støtte til unge - fx omkring skolegang og fritidsliv
  • Behandlingsmæssige opgaver i tæt samarbejde med Integrationsnets behandlere
  • Observation og beskrivelse – herunder udarbejdelse af statusrapporter til sagsbehandlere samt andre administrative opgaver

Dine kompetencer

  • Du er uddannet pædagog eller har anden relevant uddannelse inden for det pædagogiske eller socialfaglige felt
  • Du er en dygtig formidler på dansk i både skrift og tale, du har erfaring med pædagogiske beskrivelser og rapportskrivning og du er god til dokumentation af arbejdet på IT-systemer
  • Du har gerne flere års erfaring med narrative og neurosekventielle tilgange
  • Du taler flere sprog
  • Du kan arbejde meget selvstændigt, og du er samtidig god til at indgå i tværfagligt arbejde i teams
  • Du er dygtig til at arbejde med og skabe relationer, og du vægter pålidelighed og ordentlighed højt
  • Du er fleksibel og indforstået med, at en stor del af din arbejdstid vil være placeret uden for normal arbejdstid. 
  • Du har erfaring med udsatte flygtninge fra tidligere arbejde eller stor interesse i at arbejde med denne målgruppe.

Integrationsnet er en del af Dansk Flygtningehjælp, hvor alle medarbejdere skal besidde vores 5 kernekompetencer, som er: Kvalitet, Samarbejde, Kommunikation, Medansvar og Integritet.  Vi er en inspirerende og aktiv arbejdsplads med fagligt dygtige kolleger. Vores teams er præget af faglighed, åbenhed og fleksibilitet.

Ansættelsesvilkår:

Arbejdstid: Du aflønnes på timebasis, og der kan som udgangspunkt ikke garanteres et bestemt antal timer.

Arbejdssted: Afhængigt af, hvor du er bosiddende.

Kørekort og egen bil er nødvendig for ansættelsen.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst mellem Dansk Flygtningehjælp og relevant fagforbund med tilhørende lokalaftaler.

 

Det er en forudsætning for at blive ansat hos Integrationsnet, at du accepterer, at Integrationsnet indhenter børneattest. Samtidig skal du kunne fremvise en ren straffeattest ved en eventuel samtale.

 

Ansøgning og CV

Stillingen kan kun søges via linket nedenfor, eller via vores online-ansøgningssystem på www.integrationsnet.dk eller www.flygtning.dk under Ledige Stillinger. Find jobbet på listen og søg gennem "Søg stillingen".

Vær opmærksom på at dette er et opslag uden ansøgningsfrist, og vi derfor behandler ansøgningerne løbende i takt med de modtages. Ansættelsessamtaler afholdes også løbende. Du vil modtage en bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning, men ellers vil vi først henvende os til dig, hvis der kommer freelance opgaver i dit område.

Dansk Flygtningehjælp ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere at søge stillingen uanset alder, køn, religion, handikap eller etnisk baggrund.

 

Yderligere information

Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Antonio Silva Dias på tlf. 26111255. Du kan også læse mere om os og vores arbejde på www.integrationsnet.dk.




DRC’s evne til at sikre beskyttelse og assistance til flygtninge, internt fordrevne og interessenter afhænger af vores ansattes evne til at opretholde og promovere de højeste standarder af etisk og professionel adfærd i relation til DRC’s værdier og adfærdskodeks, inklusiv beskyttelse imod seksuel udnyttelse, misbrug og chikane. DRC udfører et omfattende og grundigt baggrundstjek som del af rekrutteringsprocessen. Besøg drc.ngo for at læse mere om hvad vi gør for at sikre robuste beskyttelsesmekanismer.

Hvis du har spørgsmål til eller problemer med at søge online, kan du kontakte vores support på drc.ngo/about-us/job-and-career/support-for-job-seekers.


DRC Dansk Flygtningehjælp er en arbejdsgiver med lige muligheder for alle. Vi stræber efter at skabe et inkluderende og positivt arbejdsmiljø baseret på gensidig respekt for alle medarbejdere. Alle ansøgere tages i betragtning til ansættelse uden hensyntagen til race, alder, handicap, etnisk tilhørsforhold, nationalitet, religion, kønsidentitet, seksuel orientering, civilstand eller andre faktorer. Hos DRC hylder vi mangfoldighed og værdsætter vores medarbejdere for de mennesker, de er, og for deres unikke kompetencer, baggrunde og perspektiver. Vi opfordrer alle interesserede kandidater til at ansøge!



SEND ANSØGNING


Ansøgningsfrist:
28-02-2099

Arbejdssted:
Fyn

Afdeling:
Børn & Familie

Website:
drc.ngo


OM DRC INTEGRATION

DRC Dansk Flygtningehjælp hjælper flygtninge og internt fordrevne overalt i verden: Vi giver akut nødhjælp, kæmper for deres rettigheder og styrker deres fremtidsmuligheder. DRC Dansk Flygtningehjælp blev stiftet i Danmark i 1956 og er i dag en international humanitær organisation med flere end 7000 medarbejdere og over 7000 frivillige. Vores vision er et værdigt liv for alle på flugt.

DRC Integration samler alle vores integrationsydelser inden for børn, familier, beskæftigelse, udvikling, vidensformidling og de frivillige i Danmark. Vi er dedikerede til at levere effektive og dokumenterede løsninger til flygtninge og etniske minoriteter og har det mest komplette ekspert-katalog af integrationsydelser. Vi samarbejder med kommuner og andre offentlige myndigheder, virksomheder, fonde og civilsamfundet om beskæftigelse samt børn, unge og familiers trivsel.