Teamleder til DRs Økonomi Service Center

Teamleder til DR Økonomi Service Center/Økonomiteamet

Vil du bruge dine kompetencer i DR’s Økonomi Service Center til at understøtte og videreudvikle måden, vi arbejder på, i lyset af digital transformation, nye værktøjer og optimering af arbejdsgange?

Som teamleder for DR’s Økonomiteam får du stor indflydelse på den daglige drift og den retning, vi er på vej i, med optimering ved hjælp af RPA, AI mv. Du vil i dialog med chefen for Økonomi Service Centeret få en stor handlefrihed til at styrke og udvikle et meget velfungerende team til at de bliver endnu dygtigere.

Vi tilbyder

Rig mulighed for at dyrke og udvikle dine ledelseskompetencer, hvor du skal balancere forholdet mellem at sikre en solid og stabil drift og udvikling af teamet – både hvad angår processer og medarbejdernes kompetencer og fagligheder. Afdelingen står løbende overfor nye værktøjer og automatiseringsmuligheder, og du vil få ansvar for at disse implementeres i teamets arbejdsgange.

Du vil få et stort samarbejde med hele DR, da Økonomiteamet har berøringsflade med hele organisationen. Herudover vil du træde ind i en afdeling, hvor der er stor tillid og opbakning til teamet og kvaliteten af det arbejde, der leveres. Afdelingen er kendetegnet ved høj faglighed, en uformel omgangstone og et stærkt socialt sammenhold, samt stor arbejdsglæde, det er tydeligt at mærke, når man møder os.

Organisering

Som teamleder for DR’s Økonomiteam vil du få den daglige ledelse af 11 dygtige og engagerede medarbejdere, og du vil få en teamlederkollega, samt direkte reference til områdechef for Økonomi Service Center, Birgitte Olsen. Området er organiseret under direktørområdet DR Økonomi som en del af DR Økonomi, Teknologi og Medieproduktion.

Økonomi Service Centret består af flere teams, et løn- og honorarteam, et controllerteam samt et økonomiteam som leverer mange forskellig artede økonomiserviceydelser til hele DR. Vi sørger bl.a. for rettighed udbetaling af løn og honorar, controlling, royaltyudbetalinger, fakturabehandling, betalinger, bogføring og afstemninger, hensættelser, kreditkort, rejseafregninger og meget mere.

Opgaver og ansvar

Ledelsesopgaven er i centrum, og du vil få ansvar for at sikre teamets performance ligesom du skal fastholde og videreudvikle medarbejdernes motivation og engagement i deres opgaver. Det er væsentligt at du er synlig og tilgængelig for teamet, og det bliver en væsentlig opgave løbende at introducere og implementere datadrevne værktøjer, herunder bl.a. AI som en del af en videreudvikling og procesoptimering af opgaver og arbejdsgange. Dette indebærer også, at du vil få ansvar for at sikre at medarbejderne er klædt på og udvikler deres kompetencer i takt med at opgaver og processer forandrer sig.

Som teamleder for Økonomiteamet har du også en kerneopgave i at sikre kvalitet og overholdelse af deadlines på områdets opgaver. Regler og lovgivning er en stor del af området, det er vigtigt at du kan forstå og arbejde ind i gældende regler – også når du bliver udfordret.

DR’s fællesskab                         
Som Danmarks største public service-organisation leverer vi indhold, der giver danskerne lyst til at vide mere om det vigtige – uanset hvor og hvornår man ønsker det. Vi arbejder for at styrke fællesskaber, demokrati og kultur, og det skaber en særlig stolthed og glæde ved det arbejde, vi leverer og opgaver, vi løfter. Vi tilstræber diversitet og mangfoldighed, og hos os er der plads til at være ambitiøs og karrierebevidst samtidig med, at der er tid til det vigtige ved siden af arbejdet.

Om dig             
Da stillingen er placeret i DR’s Økonomi Service Center er det væsentligt, at du har erfaring med økonomifunktionen (kreditor, debitor, finans, mv.) – også for at sikre opbakning og kunne imødekomme teamets behov for faglig sparring. Du har tidligere arbejdet med procesoptimering. Du har formentlig prøvet kræfter med ledelse, og gerne fra en større organisation, hvorfra du besidder en solid forretningsforståelse.

Som leder er du inspirerende og kan skabe en tydelig og gennemsigtig retning, skabe forståelse og fastholde motivation i forbindelse med løbende forbedringer og forandringer. Du er grundlæggende optimistisk og har kommunikationsevnerne til at få andre med dig. Du skaber gode relationer – både ind i teamet og ud i forretningen, og så behersker du engelsk på et grundlæggende niveau.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Områdechef Birgitte Olsen på telefon 6155 6940 eller på mail biol@dr.dk.

DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Du søger ved at klikke ”Søg stillingen” i højre side.

Ansøgningsfristen er den 12. Maj  Vi afholder samtaler løbende.

 

OM DR
I DR arbejder vi på at bringe danskerne sammen om det vigtige. Vi tager ordene demokrati, kultur og fællesskab alvorligt. Det må gerne være sjovt, så tårerne triller – eller alvorligt og have samme effekt – men det må aldrig være ligegyldigt. I DR får du cirka 2700 kollegaer fordelt over hele Danmark. Vi har en ambition om, at DR skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi udkommer på tværs af radio, tv, apps og web. Vi har tilbud til alle; både børn, unge og voksne. Vi samarbejder med landets uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. Vi driver DR Koncerthuset, og så har vi kor og orkestre i verdensklasse. Vil du med ombord?
Læs mere om DR og DRs faglige organisationer.
FAKTA OM JOBBET
Kort beskrivelse af jobbet:
I DR søger vi en Teamleder til vores Økonomiteam i DR Økonomi Service Center Vil du bruge dine ledelses og datadrevne kompetencer i DR’s Økonomi Service Center til at understøtte og videreudvikle måden, vi arbejder på, i lyset af digital transformation, nye værktøjer og optimering af arbejdsgange?

Stillingstype:
Fuldtidsansættelse

Arbejdssted:
DR Byen

Afdeling:
DR Økonomi

Hjemmeside:
www.dr.dk/job



Spørgsmål til stillingen

Birgitte Olsen 
61556940
 
 
 





Application deadline


12-05-2024



 PRINT



Tip en ven   TIP EN VEN