En karriere i Industriens Pension er en karriere i balance
Vi er ca. 250 IP'ere, der mandag til fredag står op og går på arbejde for at sikre en økonomisk tryg alderdom for tidligere og nuværende 440.000 industrimedarbejdere, der er med til at udgøre rygraden i den danske økonomi og dermed også finansieringen af vores velfærdssamfund.
Skal vi lykkes med det, har vi behov for de rareste kolleger med de skarpeste hjerner. Derfor kan vi ikke være andet bekendt end at tilbyde en grobund, hvor du kan spire og sprudle både personligt og fagligt.
Men hvad vil det sige at arbejde i Industriens Pension?
Hos os kan du opbygge en meningsfuld og balanceret karriere uden at skulle ofre de vigtigste ting i livet. Vi fokuserer derfor på ordentlige arbejdsvilkår og pladsen til det hele menneske, så du kan balancere karriere, fritid, familie og venner uden at tabe pusten.
Så selvom jobbet en sjælden gang kan kræve en ekstraordinær indsats, behøver du ikke at aflyse aftenaftaler i tide og utide eller være tilgængelig udenfor normal arbejdstid. Og du vil opleve en nærmeste leder og en samlet ledelse, der har forståelse for både faglige og personlige behov, og som anerkender dig, dine inputs og din arbejdsindsats. Det er vigtigt for os, at du som kollega trives her både fysisk og mentalt, så du går glad til og fra arbejde.
Vi er en stor, lille virksomhed, hvilket betyder, at du får tildelt ansvar og at dine ideer bliver hørt og værdsat. Vi tror nemlig på, at alle kan bringe noget værdifuldt til bordet og på, at det er det bedste argument, der vinder i sidste ende.
Du får altså mulighed for at sætte dit præg på tingene og gøre dig bemærket. Her er der albuerum nok til at vokse og stige i graderne - så længe du ikke har rundsave på albuerne.
Vi kunne også bare have sparet på blækket og sagt: Her får du en karriere i balance.