Ny logo fra 2023

Schjødt søger flere erfarne advokater/fuldmægtige til ambitiøst insolvensteam i vækst (København)

Er du advokatfuldmægtig eller advokat og har du erfaring med erhvervs- og insolvensret? Vil du være en del af et internationalt advokatfirma i stor vækst? Er du engageret, går selvstændigt til sagerne og kunne du tænke dig at arbejde i et miljø, hvor dagene ikke er ens? Så skal du se nærmere her.

Om Schjødt

Schjødt er Nordens største advokatfirma og Skandinaviens ledende og eneste fuldt integrerede erhvervsorienterede full-service advokatfirma med kontorer i København, Oslo, Stockholm, London, Stavanger, Bergen og Ålesund.

Schjødts filosofi bygger på tanken om ét firma og ét team. Vi tror på, at vi i fællesskab kan opnå de bedste resultater, og vi er dybt inspirerede af de bedste high performance teams i verden og måden, hvorpå de arbejder. Det gælder både i sagsbehandlingen, i omgangen med klienter, i vores forretningsudvikling og i vores sociale hverdag.

Vores danske kontor i København blev etableret i november 2022 og er siden da vokset betragteligt. Vi er i dag mere end 75 medarbejdere og dækker alle juridiske discipliner på absolut højeste niveau. 

Vi er på udkig efter engagerede advokater og advokatfuldmægtige til vores rekonstruktions- og insolvensteam, hvor vi oplever stor aktivitet og vækstpotentiale. Teamet arbejder med distressed M&A, uden- og indenretlige rekonstruktioner, konkursboer samt førelse af retssager om insolvensretlige emner.

Teamet har et fagligt stærkt miljø med et kommercielt fokus og en løsningsorienteret tilgang til juridiske og kommercielle problemstillinger. Der er et professionelt, men uhøjtideligt og socialt arbejdsmiljø, hvor man glæder sig til at komme på arbejde.

Din profil

Du er uddannet advokat eller advokatfuldmægtig og har erfaring med at arbejde med erhvervs- og insolvensretlige problemstillinger.

Du udøver selvstændig sagsbehandling, men ønsker samtidig at indgå i et internationalt arbejdsmiljø, hvor sager løses i samarbejde med engagerede kollegaer i både København og på Schjødts øvrige kontorer.

Det forventes, at du har øje for detaljen samtidig med, at du også har et kommercielt fokus. Du skal trives med en til tider travl hverdag, og skal kunne lide at have mange bolde i luften på samme tid. Vi lægger vægt på dine faglige juridiske kompetencer, at du er imødekommende, god til at pleje dine relationer, samt får energi af at være en del af et team, hvor vi løfter i flok.

Det er vigtigt for os, at du er dedikeret, ambitiøs, flittig og har lyst til at indgå i Schjødts nordiske insolvens-team.

Vi tilbyder

Schjødt tilbyder den unikke mulighed at arbejde i et fuldt integrereret skandinavisk advokatfirma, hvor der er et betydeligt internationalt fokus. Der er mulighed for internationale secondments på Schjødts øvrige kontorer.

Du bliver en del af et stærkt team i København med dansk og international erfaring, som anser faglig sparring og samarbejde for at være en vigtig del af hverdagen. Det danske insolvensteam indgår som en integreret del af afdelingen Restructuring & Insolvency fordelt på Schjødts kontorer i Danmark, Norge, Sverige og UK bestående af flere end 30 jurister.

Vi investerer i din personlige og faglige udvikling og støtter dig i dine karriereambitioner. Du får mulighed for at udvikle dine ledelseskompetencer gennem uddannelse af yngre medarbejdere og som projektleder på større sager. I takt med din udvikling støtter vi dig i at opbygge stærkere relationer til klienter og til at skabe forretning.

Har du spørgsmål til stillingen eller til Schjødt er du velkommen til at kontakte advokat og partner, Victoria Grevit Eriksen, på telefonnr. 54 34 62 88 for en fortrolig og uddybende drøftelse.

Vi afholder løbende samtaler, så vi opfordrer dig til at indsende din ansøgning, CV og eksamensbevis hurtigst muligt. Forventet opstart 1. september 2025.