Enestående service
Tivolis gæster vil møde medarbejdere, der forstår at skabe betagende oplevelser. Og det skal de have. Derfor leder vi efter enestående personligheder med overvældende overskud til vores ledige stillinger som servicemedarbejder.
Hvem vil du være?
Du kan søge job som servicemedarbejder i 3 forskellige områder. Fælles for dem alle er, at du giver gæsterne oplevelser, de fortæller om, når de kommer hjem fra Tivoli, og du er Tivolis direktør indenfor en radius af 3 meter:
Kontrollør
Som kontrollør i Tivoli arbejder du enten som forlystelses- eller havekontrollør. Som forlystelseskontrollør er du den, der med et smil sender gæsterne afsted i vores sjove forlystelser. Det ene øjeblik hjælper du vores yngste gæster på deres første tur i Veteranbilerne og sikrer, at det bliver et magisk øjeblik. Det næste øjeblik spænder du gæsterne fast til en tur i Det Gyldne Tårn med et blik, der skaber tryghed og sikkerhed. Som havekontrollør bemander du Tivolis indgange og byder gæsterne velkommen i Haven. Derudover er du også synlig, imødekommende og nærværende i mødet med gæsterne, når du runderer Haven med øje for gæsternes sikkerhed og tryghed. Du står altid klar til at hjælpe med stort og småt, fra vejvisning til hjælp i akutte situationer.
Spisesteder
På Tivolis spisesteder arbejder du enten i en bod, som tjener på en restaurant eller i et køkken. Tempoet er højt. På de travle dage sælger du måske 300 burgere, 200 candyfloss eller 1000 kopper kaffe. Du smiler og charmerer dig gennem alle ekspeditioner, betager gæsterne og sikrer, at der hele tiden ser pænt ud, og at der er fyldt varer op.
Billetsalg
På de travle dage får vi besøg af op til 50.000 gæster i Tivoli. Du møder ca. 3.000 af dem. Du er tålmodig, effektiv og charmerende. Du brænder for at sikre, at alle går fra dig med et smil og oplevelsen af, at være klar til deres Tivoli-tur – med store forventninger. Du arbejder i vores billethuse, callcenter og box office.