Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
To tekniske designere (barselsvikarer)
Har du flair for GIS og data?
I HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, skaber vi fremtidens forsyning. Vi arbejder på at udvikle bæredygtige forsyningsløsninger, der kan håndtere klimaforandringer og miljøhensyn, så kommende generationer også får varme i stuen, gas på komfuret, rent drikkevand i hanen og slipper af med spilde- og regnvand. Vi sørger desuden for miljørigtig afkøling i erhvervsejendomme og opfører vindmøller. 
 
Vi bygger nyt, renoverer og optimerer hele tiden vores forsyning, så vi kan fortsætte med at levere forsyningsløsninger med høj sikkerhed og kvalitet. 
 
Data og dokumentation af høj kvalitet  
 
Som teknisk designer bliver du en del af sektionen Design & Dokumentation, hvor vi sikrer, at HOFORs mange projekter bliver dokumenteret i rette kvalitet. Vi har bl.a. ansvaret for, at HOFORs ledningsdata er registreret og vedligeholdt.

Ved hjælp af GIS-systemer har vi overblik over HOFORs omfattende ledningsnet, og vi medvirker til at sikre vores rettigheder som ledningsejere. Vi samarbejder med projektledere, planlæggere og driftsfolk, og det er vores ansvar at stille ledningsoplysninger til rådighed for vores eksterne samarbejdspartnere. 
 
Dine primære arbejdsopgaver vil være: 
  • Dokumentation af ledningsdata herunder registrering, håndtering og vedligeholdelse 
  • Ansvar for det daglige arbejde med ajourføring af den eksisterende dokumentation i samarbejde med dine kolleger 
  • Kvalitetssikring og udarbejdelse af rettelser i data, der kommer retur fra interne og eksterne samarbejdspartnere 
Du kommer til at arbejde sammen med dedikerede kolleger, som primært er tekniske designere. Vi sætter pris på sparring og samarbejde, og du kan se frem til at blive en del af en virksomhed, hvor viden og faglighed værdsættes. Du kommer til at indgå et åbent og uformelt arbejdsmiljø med engagerede og dygtige kolleger, hvor du vil bidrage til afdelingens arbejde med at sikre data og dokumentation af høj kvalitet. 
 
Der er tale om to vikariater, som begge varer et  år fra den 1. november 2017. 
 
Teknisk designer med overblik og systematisk tilgang 
 
Vi forestiller os, at du har en uddannelse som teknisk designer eller en tilsvarende teknisk uddannelse, og det falder dig naturligt at arbejde med dokumentation. Du har erfaring med produktion, vedligeholdelse, formidling og udveksling af geografiske data. Du har kendskab til GIS, og det er en fordel, hvis du har kendskab til GIS-systemet G-Technology, men det er ikke en forudsætning.  
 
Du er god til at skabe overblik og systematik i store informationsmængder. Vi lægger vægt på, at du er struktureret og vant til at planlægge og prioritere dine opgaver. Da kvalitet er centralt i arbejdet, forventer vi, at du er detaljeorienteret og god til at bevare overblikket, og du trives med at håndtere mange opgaver sideløbende.  
 
Du er engageret, tager initiativ og føler ansvar for dine opgaver. Du trives med at arbejde selvstændigt, men lægger også vægt op at skabe gode relationer til både kolleger og samarbejdspartnere. Du sætter pris på det gode samarbejde og deler gerne din viden på tværs af organisationen.  
 
Ansøgning og kontakt 
 
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Christina Seneca Jarni på telefon 2795 4467 eller afdelingschef John Pind på telefon 2795 4463. 
 
Ansøgningsfrist er den 11. oktober 2017. 
 
Vær venligst opmærksom på, at vi kun modtager ansøgninger sendt gennem vores elektroniske rekrutteringssystem. Send din ansøgning ved at klikke på ”søg stillingen”. 


Ansøgningsfrist:
11-10-2017

Arbejdssted:
Ørestads Boulevard 35, 2300 København S.

Hjemmeside:
www.hofor.dk