IT kontraktholder med sort bælte i leverandørstyring

Har du, hvad der skal til for at styre kontrakter, som er indgået med globale leverandører?    

Banedanmark indfører i disse år banebrydende teknologi med potentiale til at revolutionere styringen af togtrafikken og dermed styrke rejseoplevelsen med tog.

Vi har brug for en teknisk erfaren kontraktholder med juridisk indsigt i leverandørstyring. Stillingen som kontraktholder er en nøglerolle, hvor du kommer til at være den centrale spiller i vores team af ildsjæle, der professionelt varetager driften af fremtidens jernbane. Du bliver en del af en dynamisk organisation, som i tæt samarbejde med dedikerede kolleger med forskellige baggrunde og kompetencer, løfter dagligdagens udfordringer med godt humør og en ’can do’ mentalitet, som er kendetegnende for vores kultur.

Vi har en uformel omgangstone og et stærkt kollegialt sammenhold med fokus på at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og har let til grin og smil.

Fordybelse, samarbejde og kompleksitet 

Vi forventer, at du er i stand til at omsætte kontrakternes rammer til praktik, hvor du faciliterer den gode dialog og samarbejde med kolleger og leverandører, når komplekse problemstillinger skal løses til alles gavn.   

Som en af dine hovedopgaver vil du være med til at forankre det tætte samarbejde med vores driftsleverandør på det nye digitale signalsystem CBTC, som danner fundament for fremtidens førerløse tog på S-banen. Her bliver du bl.a. ansvarlig for at sikre leverandørstyring og initiere ændringer og opdateringer af kontrakterne, samt sikre at jernbane- og informationssikkerhed er håndteret iht. indgåede aftaler.

Du får en koordinerende rolle, som giver dig et solidt afsæt til at styre leverandørerne, som udover signalsystemet også tæller andre systemer, der alle har til formål at sikre driften og styringen af togtrafikken.

Andre vigtige opgaver bliver at videreudvikle samarbejdet med vores leverandører, herunder udvikling af processer og performancemålinger, opfølgning på kontraktøkonomi, behandling af tilbud i forbindelse med ekstraarbejder og øvrige tilknyttede ydelser m.fl.

Solid erfaring med kontraktstyring og flair for tværfagligt samarbejde
Du har muligvis en akademisk uddannelse – hvilken retning er mindre vigtigt - men vi ser gerne at du har erfaring med grundlæggende elementer af jura, måske suppleret med en uddannelse/kurser i relation til Contract Management, samt teknisk og digital forståelse.

Det er naturligvis en fordel, hvis du har erfaring med leverandør- og kontraktstyring, forhandlinger eller måske juridisk support. Af natur er du selvkørende og kan sætte dig ind i tunge kontrakter på engelsk. Du har evnen til at omsætte din viden til praktiske løsninger, der er brugbare i en stor organisation med mange fagretninger, systemer og regler, som altid sætter sikkerheden højest. Det er ydermere et plus, hvis du har haft ansvaret for at lede projekter.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har gode Excel kundskaber, kendskab til journaliseringssystemer, SAP og ITIL-processer.

Din nye arbejdsplads
Din nye arbejdsplads bliver Trafiktårnet ved Kalvebod Brygge i København, tæt på den offentlige transport ved Dybbølsbro Station. Vi er en virksomhed, der sætter balancen mellem arbejde og privatliv i højsædet og kan bl.a. tilbyde fitnessrum, Falck Health Care sundhedsordning m.m. 

Løn 

Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.  

For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.  

Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 4, Hovedstad. 

For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Udover basislønnen kommer pension og eventuelle lokale tillæg. 

Ansøgning og kontakt 

Vil du vide mere, så kontakt teamleder Søren Bjarnøe. Send din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi løbende indkalder til samtaler.

For at søge stillingen skal du klikke på linket ”Søg stilling” og følge instruktionerne.

Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.  


Vær med til noget stort i Banedanmark

I Banedanmark skaber vi forudsætningen for, at hundredtusindvis af danskere hver dag kan tage toget, og transport af mange tusind tons gods.

Lige nu bygger vi en helt ny attraktiv, grøn jernbane, mens vi holder den gamle kørende. Vi sætter strøm til banen, så der kan køre klimavenlige tog. Vi indsætter nye, digitale signalsystemer og bygger en højhastighedsbane til Europa. Og vi styrer togtrafikken og informerer om den på stationernes skærme og højtalere på fjernbanen.

Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 2.700 medarbejdere. Hovedkontoret ligger på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København, men vi har dygtige og dedikerede medarbejdere i hele landet.

Vil du også være med til noget stort?

bane.dk/Job-og-karriere

Position type
Fuldtid

Workplace
Region Hovedstaden

Application due
09-05-2024

Share/Print
Contact
[Project.ContactPerson1.ProfileImage-]
Søren Bjarnøe
Teamleder
20261537
[Project.ContactPerson2.ProfileImage-]
[Project.ContactPerson3.ProfileImage-]
[Project.ContactPerson4.ProfileImage-]
]