Nyt log Folkeskolen
Visionær og engageret redaktionschef søges til Fagbladet Folkeskolen

Er du en redaktionel leder, som er vant til at skabe begejstring, tillid og resultater på en travl arbejdsplads fuld af forandringer? Vil du gøre en forskel for den danske folkeskole og dem, der arbejder i den? Så har vi et drømmejob til dig!

Den danske folkeskole er i fokus som aldrig før. Som redaktionschef får du ansvaret for, at Fagbladet Folkeskolen laver journalistik på alle platforme, som er både dagsordensættende, skolenært og debatskabende.

Vi skal være mediet, hvor lærere og andre skoleprofessionelle finder viden og inspiration, som de kan bruge i deres arbejde. Vi skal være først med det vigtigste, og vi skal lave dybdeborende journalistik, der sætter dagsorden på skoleområdet.

Fagbladet Folkeskolen står midt i en omfattende og ambitiøs relancering, som både omfatter mediets journalistik, platforme og strategi. Stillingen som redaktionschef er nyoprettet, og formålet er at finde den helt rigtige til at gå forrest i at indfri vores journalistiske ambitioner på tværs af platforme.

Hvad skal du lave?
Redaktionschefens primære opgaver er:

  • At sikre den rigtige prioritering af ressourcer, så vi leverer kvalitetsjournalistik til både magasin, web, nyhedsbreve og andre kanaler på platformens præmisser.
  • At samarbejde tæt med vores dedikerede redaktører, som har det daglige ansvar for hvert sit område.
  • At skære fra og fokusere i vores redaktionelle dækning, så vi ejer de vigtigste dagsordener og ved, hvad vi skal satse på.
  • At gå forrest i udviklingen af en ny strategi for Fagbladet Folkeskolen og implementeringen af den.
  • At sikre trivsel, inddragelse og meningsfuldhed hos vores 14 engagerede redaktionelle medarbejdere.

Du vil opleve masser af ansvar og tillid, men du står aldrig alene. Vi lægger stor vægt på sparring, og vi har en åben ledelseskultur med plads til fejl og tvivl.

Redaktionschefen refererer til Fagbladet Folkeskolens chefredaktør og direktør Andreas Marckmann Andreassen.

Hvem er du?
Du har erfaring med redaktionel ledelse i forandringer. Hvis man spørger dine medarbejdere, så vil de sige, at du er god til at prioritere, motivere og vise retning. Du har integritet, du er grundig, og du er god til at bevare overblikket.

Du behøver ikke have erfaring med skoleområdet, men du elsker at lede journalister, som selv er eksperter i det, de arbejder med.

Hvem er vi?
Fagbladet Folkeskolen er det førende fagmedie på skoleområdet. Vi udgiver nyheder og baggrund hver dag, et hav af nyhedsbreve og et ambitiøst månedsmagasin. Vores formål er at lave kvalitetsjournalistik, der gør en forskel for lærere og andre skoleprofessionelle, for skolen og for demokratiet.

Vi er cirka 20 engagerede medarbejdere på tværs af redaktionen og den kommercielle afdeling. Vi synes selv, at vi er både ambitiøse og uformelle, og vi tager os tid til at hygge os sammen og fejre vores succeser.

Arbejdspladsen ligger på Kompagnistræde i det centrale København.

Vilkår
Vi har attraktive vilkår for både løn, pension og personaleordninger. Din ansættelse er omfattet af overenskomsten mellem Fagbladet Folkeskolen ApS og Danmarks Lærerforenings konsulentklub. Lønindplacering sker efter det kommunale system ud fra kvalifikationer og anciennitet samt en arbejdsgiverbetalt pension på 17,3 procent. Vi har seks ugers ferie og mulighed for optjening af 12 ekstra fridage om året.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte:

- Chefredaktør og direktør Andreas Marckmann Andreassen på ama@folkeskolen.dk eller telefon 2834 5046.

- Journalist og medarbejderrepræsentant Stine Grynberg på sga@folkeskolen.dk eller telefon 6043 8493.

Sådan søger du
Send dit CV og en motiveret ansøgning til os senest onsdag den 15. maj klokken 12:00.

Vi forventer at afholde første samtaler tirsdag den 22. maj og anden samtaler onsdag den 29. maj. Der vil være en opgave i forbindelse med anden samtale.

Tiltrædelse den 1. august.


Fagbladet Folkeskolen er det skolenære, debatskabende og dagsordensættende fagmedie, som med uafhængig kvalitetsjournalistik gør en forskel for lærere og andre skoleprofessionelle, skolen og demokratiet.

Vi udgiver nyheder og baggrund hver dag på folkeskolen.dk samt i nyhedsbreve, vi driver 22 faglige netværk, og vi udgiver et trykt månedsmagasin med over 130.000 læsere. Vi har også en prisuddeling og en jobportal.

Ansøgningsfrist
15-05-2024

Tjänst
Journalist

Arbejdstid


Arbejdssted


Kontakt os

 
 
 
 


Følg os