Vil du bruge din eksportfaglige ekspertise i en rolle med høj selvstændighed, variation og tætte samarbejder – i en afdeling præget af vækst og stærkt sammenhold?
Vi oplever stigende aktivitet på vores eksportmarkeder og søger derfor en Eksportassistent, der spiller en central rolle i den daglige drift og salgsunderstøttelse af vores eksportforretning. Du bliver en del af et velfungerende driftsteam i en afdeling med succes og udvikling, hvor ordentlighed, kvalitet og samarbejde er grundlæggende for måden, vi arbejder på.
I rollen får du et selvstændigt ansvar for eksportdriften på udvalgte markeder, hvor din faglighed inden for ordre-, transport- og dokumenthåndtering er omdrejningspunktet. Samtidig får du mulighed for at bidrage til salgsunderstøttelse, optimeringer og problemløsning i en eksportafdeling, der løbende udvikler sine arbejdsgange.
Du arbejder tæt sammen med kunder, eksterne logistikpartnere og interne afdelinger i Dagrofa og fungerer som et vigtigt bindeled i eksportafdelingen.
Om eksportafdelingen
Du bliver en del af et engageret eksportteam på fem kolleger, der dagligt håndterer vores forretning i Nordatlanten og på øvrige eksportmarkeder. Teamet er kendetegnet ved stærkt sammenhold, høj faglighed og en uformel tone med plads til sparring og humor i hverdagen.
Du refererer til Senior Export Manager og bliver en vigtig del af en afdeling i vækst og udvikling – hvor din faglighed, dine idéer og din tilgang skal være med til at forme og styrke vores eksport setup.
Dine arbejdsopgaver
Du får en varieret hverdag med både drift, koordinering og salgsunderstøttelse, herunder:
- Daglig ordrehåndtering og løbende kontakt med kunder og samarbejdspartnere
- Koordinering af container- og trucktransporter til europæiske og nordatlantiske markeder i samarbejde med ekstern transportpartner samt Dagrofas interne logistik- og distributionsafdelinger
- Udarbejdelse, kontrol og udstedelse af fragt- og tolddokumenter, ex. via DMS
- Håndtering af farligt gods (IMDG)
- Håndtering af forskellige betalingsbetingelser og fakturering
- Tæt samarbejde med Senior Export Manager, eksportteamet og Dagrofas tre terminaler
- Salgsunderstøttelse i form af prisudtræk, sortimenter og udarbejdelse af salgsrelevant materiale
- Ad hoc-opgaver, som naturligt opstår i en salgsafdeling i vækst og udvikling
Din baggrund
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring fra en lignende stilling i et handelsselskab eller hos en producent – fx som logistikkoordinator eller speditør
- Har erfaring med eksport af FMCG-produkter og gerne fødevarer
- Har solid erfaring med ordrehåndtering og kendskab til søtransport – og gerne også lastbiltransport
- Har flere års erfaring med international handel og forstår kompleksiteten i global drift
- Har haft berøring med salgsunderstøttende opgaver og kundekontakt
- Kommunikerer flydende på dansk og engelsk i skrift og tale
- Har flair for IT og stærke kompetencer i Excel – kendskab til SAP er en fordel
I Dagrofa arbejder vi på vores måde
Vi er resultatdrevne og har frihed til at tænke selv – men vi lykkes kun, fordi vi løfter i flok. Vores hverdag er præget af en stærk Lean-kultur, hvor vi løbende arbejder med forbedringer, problemløsning og automatisering. Har du ikke erfaring med Lean, klæder vi dig naturligvis godt på.
Vi ser også disse værdier i dig:
- Du er struktureret, detaljeorienteret og kvalitetsbevidst
- Du bevarer overblikket og trives med mange opgaver samtidig
- Du er omstillingsparat og motiveres af variation og problemløsning
- Du trives i et team, hvor vidensdeling og fælles ansvar er en naturlig del af hverdagen
- Du kommunikerer ordentligt og skaber tillidsfulde relationer internt og eksternt
Arbejdstid og sted
Stillingen er primært på kontoret i Vejle, 37 timer om ugen – kl. 8.00–16.00.
Send din ansøgning
Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at læse din ansøgning.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Export Manager Camilla Bøving Jørgensen på mail: Camilla.boeving@dagrofa-logistik.dk
Vi indkalder til samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.