Cookie Warning Hjemmesiden bruger cookies til at huske dine indstillinger og godkendelse. Disse oplysninger er ikke delt med nogen tredjepart. Læs mere... 
Social- og sundhedsassistent aftenvagt
FDC Logo
 
Rønnebo/midlertidige boliger søger en kompetent social- og sundhedsassistent til aftenvagt 
 
Vi er et team af humoristiske, veluddannede og meget engagerede medarbejdere i Rønnebo/midlertidige boliger, der yder sygepleje og pleje til vores 10 beboere og 4 midlertidige boliger. Du får nogle kompetente kollegaer med interesse for at udvikle arbejdspladsen og hvor dialog er vigtig i dagligdagen. I aftentidsrummet er der social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere ansat og en ansvarshavende sygeplejerske til hele hjemmeplejen. 
 
Rønnebo er en plejeenhed/midlertidige boliger centralt beliggende i Vallensbæk kommune. Vi arbejder med en tilgang til beboerne, der bygger på principper om gensidig respekt, trivsel og tryghed. Vi søger at skabe et hverdagsliv med indhold og samvær, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer, behov og interesser. Kerneopgaverne er derfor at hjælpe den enkelte beboer med personlig pleje og sygepleje, strukturere hverdagen i samråd med borgeren, inddrage borgerne i diverse aktiviteter og indgå i et konstruktivt samarbejde med beboere og pårørende. Derudover arbejdes der målrettet og struktureret med rehabilitering og træning i samråd med terapeuter og sygeplejersker. 
 
Vi arbejder aktuelt med den sygeplejefaglige dokumentation, medicinhåndtering, rehabilitering og det aktive ældreliv. Vi gør meget ud af, at vores ældre skal opleve at blive mødt med respekt og høj faglighed. 
 
Stillingen er på 28 timer ugentligt med weekendvagt hver 2. weekend i rullet 5-2 med tiltrædelse pr. 1. juni eller snarest herefter. 
 
Vi tilbyder og lægger vægt på:
 
- Mangeartede udfordringer og opgaver  
- En meget engageret, positiv og fleksibel gruppe af kollegaer med humor  
- At du leder plejen om aftenen, herunder tager ansvar for, at dokumentationen løbende bliver
  opdateret  
- Gode muligheder for faglig udvikling  
- Mulighed for medindflydelse på egen hverdag 
 
Vi søger en kollega der: 
 
- Gerne har erfaring fra midlertidige boliger eller at arbejde efter rehabiliterende principper 
- Ser hjemmeplejen som et samlet tværfagligt tilbud 
- Har ansvar for at dokumentere i elektronisk omsorgsjournal (KMD Care) og er fortrolig med
  dette 
- Samarbejder med kolleger og samtidigt træffer selvstændige beslutninger 
- Formår at vejlede og undervise øvrige medarbejdere i relevante sammenhænge 
- Tager initiativer til at udvikle kvaliteten af ydelserne i hverdagen 
- Er stabil, engageret, fleksibel og ansvarsbevidst  
- Er positiv, har et godt humør og bidrager til et godt arbejdsmiljø  
- Ser muligheder frem for begrænsninger  
- Respekterer og kan samarbejde med vores beboere og pårørende 
 
Løn- og ansættelsesforhold 
 
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst. 
 
Kontakt 
 
Du kan få flere oplysninger om stillingen ved henvendelse til teamleder Jeanett Trollegaard på telefon 5159 3470. 
 
Ansøgning fremsendes senest den 12. maj 2017 kl. 12.00. 
 
Ansættelsessamtaler afholdes den 19. maj 2017.

Vallensbæk Kommune arbejder på digitale løsninger for borgere og medarbejdere, og vi vil derfor bede dig om at søge stillingen elektronisk ved at klikke på "søg stillingen" eller ved at gå ind på www.vallensbaek.dk/job og søge via stillingsopslaget.