Er du den, der altid får folk til at føle sig trygge - også når teknikken driller, og spørgsmålene står i kø? Så er du måske vores nye 'Ansvarlig for rådgivning og kunderelationer' i Clevers Human Engagement & Retention-team.
Rollen
Som Ansvarlig for rådgivning og kunderelationer i vores Human Engagement & Retention-team bliver du en del af hjertet i Clevers kundeunivers. Her handler det ikke bare om at svare på spørgsmål - det handler om at skabe relationer, der får kunderne til at blive, fordi de kan mærke os.
Du bliver en vigtig del af det team, der tager ansvar for, at vores kunder altid føler sig trygge og godt hjulpet - også når teknikken driller, eller hverdagen bliver kompleks. Samtidig er du med til at forme, hvordan vi som Clever møder vores kunder fremover: med nærvær og oprigtighed.
Hvad fyldes din dag med?
Din hverdag bliver en blanding af kundedialog, rådgivning og support:
- Inbound og outbound kald - du tager imod og ringer ud, så kunderne føler sig set, hørt og hjulpet
- Daglig support og sagsbehandling - du sikrer, at hver sag kommer godt i mål
- Drift og udvikling - du skifter mellem telefon og sagsbehandling, koordineret af vores driftskoordinator
Hvem bliver dine kolleger?
Du bliver en del af et team på 7 dygtige kolleger med erfaring inden for retention, salg, kommunikation og rådgivning. Når du starter, får du en grundig onboarding og bliver fulgt tæt af en kollega, der sørger for, at du lander trygt og godt. Vi sidder på kontoret sammen - og deler både hverdagens små succeser og de større udfordringer.
Du får adgang til alle de systemer og redskaber, du skal bruge - og et Helpdesk-team, der står klar, hvis teknikken driller. Der vil selvfølgelig være faglige bump på vejen, men du står aldrig alene. Hos Clever handler ansvar nemlig også om at tage ansvar for hinanden.
Hvad kommer du med?
Det vigtigste:
- Du har erfaring med kundekontakt - både på telefon og mail
- Du trives i dialogen, og du kan balancere mellem drift og udvikling
- Du er nysgerrig, og du vil gerne forstå kunden - ikke bare ekspedere dem
Vi bliver ekstra glade, hvis du også har:
- Erfaring med retention, salg eller rådgivning
- Erfaring med CRM-systemer
- Mod på at være med til at skabe den bedste kundeoplevelse i elbil-branchen
Medledelseskompetencer
Hos Clever arbejder vi med medledelse - det betyder, at vi sammen sætter retning og løfter ansvaret i fællesskab. Du passer godt ind hos os, hvis:
- Du holder dit ego i skak og ved, at succes handler om at løfte i flok mod fælles mål
- Du tager naturligt ansvar for både dig selv og dine kollegaer, med omsorg og nærvær
- Du er en holdspiller, der ser arbejde som et samarbejde, ikke en konkurrence
Har du sat mentale flueben hele vejen igennem?
Send gerne din ansøgning afsted allerede i dag – for vi kan godt finde på at lukke opslaget ned før tid, hvis vi møder det rigtige match.
Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på: www.clever.dk/velkommen eller vores Instagramkonto @liveticlever.
Er du nysgerrig på vores rekrutteringsproces kan du læse mere om den her: Rekrutteringsprocessen i Clever | Clever.
Vi glæder os til at høre fra dig!