Værter til hotel i Oqaatsut
Kun 20 kilometer nord for Ilulissat ligger den lille bygd Oqaatsut. Her, omgivet af fjelde, hav og isbjerge, finder du restauranten og vores nyrenoverede hytter – et sted, hvor gæster kommer for at opleve det autentiske bygdeliv, den storslåede natur og den ro, som kun findes få steder i verden.
Vi søger værter, der har lyst til at blive en del af et lille team med et stort ansvar. Et job, hvor du ikke blot arbejder i Grønlands smukkeste omgivelser, men bliver en vigtig del af den oplevelse, vores gæster tager med sig hjem.
En alsidig hverdag i den grønlandske natur
Som vært i Oqaatsut bliver du en del af et lille team på fire medarbejdere, der sammen står for den daglige drift.
Du får en alsidig hverdag, hvor service, guidning og praktiske opgaver går hånd i hånd. Nogle dage tager du imod gæster, der kommer sejlende fra Ilulissat, guider dem på bygdevandringer, sneskovandringer eller fisketure og serverer frokost eller aftensmad i restauranten. Vores fisketure er en særlig oplevelse, hvor gæsterne selv er med til at fange dagens fisk, som efterfølgende tilberedes og nydes sammen – en ægte "catch and eat"-oplevelse, der giver et unikt indblik i det grønlandske liv og de lokale traditioner. Andre dage gør du vores nyrenoverede hytter klar til de næste overnattende gæster eller sørger for, at restauranten og de praktiske rammer er klar til dagens besøg.
Vores gæster er både dagsgæster, der besøger Oqaatsut for at opleve bygden og naturen, og overnattende gæster, som bor i hytterne som en del af deres eventyr i Diskobugten. Som vært er du med til at skabe hele oplevelsen – fra den første velkomst til det sidste farvel.
Stillingen rummer også de mange praktiske opgaver, der får et lille sted til at fungere: rengøring af hytter, oprydning i restaurant og køkken, hentning af vand og de mange små opgaver, der opstår i løbet af dagen. Derfor søger vi en person, der trives med ansvar, arbejder selvstændigt og har lyst til at være en del af et team, hvor alle hjælper hinanden og løfter i flok. Det er et lille, men travlt sted.
Vi ser gerne, at én eller flere i teamet har køkkenerfaring og har lyst til at stå for tilberedningen af både frokost og 3-retters aftensmad til vores grupper. Menuerne er fastlagte, så opgaven handler om at tilberede og anrette velsmagende måltider af høj kvalitet. Du behøver ikke være uddannet kok, men du skal have interesse for madlavning, kunne bevare overblikket i køkkenet og have lyst til at give gæsterne en god madoplevelse som en del af deres ophold.
Vi forestiller os, at du:
· Er åben, imødekommende og har et naturligt værtskab.
· Har erfaring fra restaurant-, hotel-, turisme- eller servicebranchen – eller lyst til at lære.
· Trives med en alsidig arbejdsdag, hvor både gæstekontakt og praktiske opgaver fylder.
· Arbejder selvstændigt og tager ansvar.
· Holder af naturen og kan lide at formidle kultur, historie og lokale oplevelser.
· Har lyst til at bo og arbejde i en lille bygd, hvor samarbejde og fællesskab er en vigtig del af hverdagen.
Det får du hos os:
Du bliver en del af et lille fællesskab, hvor samarbejde, ansvar og nærvær er en naturlig del af hverdagen.
Du kommer til at bo og arbejde i en af Grønlands smukkeste bygder, hvor naturen bliver din daglige kulisse. Samtidig er Ilulissat kun en kort bådtur væk, så du får mulighed for både at opleve roen i Oqaatsut og livet i Grønlands mest kendte turistby.
Vi tilbyder personalebolig, flybilletter til og fra Ilulissat ved kontraktstart og gennemført ansættelse (hvis du ikke allerede bor i byen) samt løn efter kvalifikationer
Ansættelse
Vi ønsker, at du kan starte omkring midten af januar. Vores hytter åbner den 1. februar, og dagsudflugterne begynder den 25. februar.
Vi ser gerne, at du har lyst til at være en del af teamet gennem både vinter- og sommersæsonen, da stillingen udvikler sig med årstiderne og giver mulighed for at opleve Oqaatsut på to helt forskellige måder. Vi ved dog, at alle forløb er forskellige, og er derfor fleksible i forhold til den endelige ansættelsesperiode.