Har du interesse i uddannelse, øvelsesaktivitet og planlægning, samt vedligeholdelse af dine soldatermæssige færdigheder?
Har du kendskab til efterretningstjenesten eller ønsker du at få det?
Så opfordres du hermed til at søge en stilling i reserven ved Efterretningsregimentet.
Om os:
Efterretningsregimentet, som favner hovedparten af Hærens efterretningskapaciteter, består af en regimentsstab, en tjenestegrensafdeling og to bataljoner (1. Intelligence Surveillance and Reconnaissance Bataljon og 2. Military Intelligence Bataljon), idet 1.
Intelligence Surveillance and Reconnaissance Bataljon operativt er underlagt 1. Brigade.
Efterretningsregimentets enheder er, med undtagelse af elektronisk krigsførelseskompagniet (EWKMP), garnisoneret på Varde Kaserne, mens sidstnævnte er garnisoneret på Ryes Kaserne i Fredericia.
Efterretningsregimentet har tilknyttet en reservestruktur på 140 normerede stillinger. Reservisterne har en bred palette af muligheder for indkommandering og har generelt et højt aktivitetsniveau.
Efterretningsregimentet er en spændende arbejdsplads i et initiativtagende og operativt arbejdsmiljø. Vi har en uformel, åben og respektfuld omgangstone, og vi lægger vægt på en selvstændig arbejdsgang. Vi er kendetegnet ved meget engagerede soldater, der kan deres håndværk, og fokuserer på løsninger, med det vi har til rådighed.
Om stillingen:
Som reservist i Hæren bliver du ansat i en designeringsfunktion i en af Hærens mange myndigheders respektive krise-/krigsorganisation. Designeringsfunktionen er den funktion/stilling, som du skal varetage i tilfælde af krise eller krig.
Du bliver indkommanderet til tjeneste, der er forbundet til din designeringsfunktion. Som reservist kan du varetage opgaver som uddannelse, træning og øvelsesvirksomhed i relation til din designeringsfunktion.
EFR har en række forskellige stillinger i forskellige enheder. Ved gensidig interesse finder vi i fællesskab den stilling som passer bedst til dine kvalifikationer, interesser og færdigheder.
Aktivitetsniveauet afhænger af dine muligheder, men vi forventer som minimum gennemsnitligt 4 - 8 indkommanderingsdage om året.
Om dig:
Du er seniorsergent eller erfaren oversergent med potentiale for udnævnelse. Har du været aktiv i den faste struktur gennem de seneste 3 år, opfordres du ligeledes til at søge.
Faglighed, samarbejde og initiativ er fokuskompetencer som du forventes at besidde.
Du har gode militære færdigheder og ønsker fortsat at vedligeholde de grønne færdigheder samtidig med at de operative efterretningsmæssige færdigheder udbygges.
Som seniorsergent forventer vi ligeledes, at du kan bidrage med sagsbehandling.
Du har ønskeligt gjort tjeneste i en efterretningsfunktion eller i en kampunderafdeling.
International erfaring er ligeledes af værdi men ikke et krav.
Vi lægger vægt på, at du oprigtigt ønsker at bidrage og være aktiv i reserven og at du går til opgaven med iver og engagement, hvad enten du arbejder sammen med den faste struktur ved EFR eller reserven.
Ansættelsesvilkår:
Rådighedsstillingen er niveaufastsat til seniorsergent af reserven, og ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Centralforeningen for Stampersonel og den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst for Centralorganisationen af 2010 (CO10).
Du aflønnes pr. indkommanderingsdag (7,4 timer). Der optjenes særlig feriegodtgørelse på 12,5 %. Der indbetales ikke til pension.
Ved ansøgning om en rådighedsstilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele
ansættelsen.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Hvis du vil vide mere om de ledige stillinger, og tjenesten ved Efterretningsregimentet kan du kontakte chefsergent af reserven Rene Boisen på telefon 26 84 14 90.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Jesper Bjarke ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 91.
Ansøgningsfristen er den 16. februar 2025, idet der gennemføres samtaler og ansættelser løbende i perioden.
For at komme i betragtning til rådighedsstillingen, beder vi dig sende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk via linket. Det er i den forbindelse vigtigt, at alle bilag bliver vedhæftet som PDF-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.