Har du erfaring inden for specialoperationsmiljøet? Ønsker du en alsidig og spændende hverdag i et operativt fokuseret miljø, hvor du blandt andet vil være det ledelsesmæssige omdrejningspunkt i forhold til de operative, forvaltnings- og driftsmæssige områder?
Så skal du læse videre!
Om os
Frømandskorpset er Danmarks maritime specialoperationsstyrke med hjemsted nord for Holbæk i Kongsøre Skov ved Isefjordens kyst.
Vores fællesskab hviler på grundlæggende principper om engagement og gensidig respekt. Dette er afsæt for et godt, fleksibelt og effektivt samarbejde både internt i korpset og med vores mange eksterne samarbejdspartnere.
Det maritime element er vores styrke, men vi færdes også hjemmevandt på land og i luften. Vores opgaver spænder bredt fra at afskrække gennem hybride aktiviteter, til informationsindhentning og indsættelse i dybden bag fjendens linjer. Vores stolthed ligger i at gennemføre specialoperationer - i alle miljøer - til gavn for Danmark.
Frømandskorpset er en selvstændig niveau III myndighed, som er underlagt Specialoperationskommandoen.
Om stillingen
Som næstkommanderende for Frømandskorpset bliver du ansvarlig for en lang række operative, forvaltnings- og ledelsesmæssige områder.
Du vil indgå i Frømandskorpsets ledelse, hvor du i det daglige vil være i tæt dialog og sparring med chefen, cheferne for operations- og operationsstøtteafdelingen samt korpsbefalingsmanden omkring operative opgaver, større uddannelsesaktiviteter og den daglig drift.
Du vil referere til chefen for Frømandskorpset, og du vil være direkte foresat for chefen for operationsafdelingen og chefen for operationsstøtteafdelingen – Begge M331.
Opgaverne omfatter blandt andet:
- Stedfortræder for chef Frømandskorpset.
- Rådgivning i forhold til prioritering af Frømandskorpsets opgaver.
- Lede og fordele Frømandskorpsets ressourcer jf. chefens direktiv og guidance.
- Ansvarlig for stabens samlede opgaveløsning, herunder støtte staben i planlægning af aktivitets- og uddannelsesvirke samt foretage uddannelseskontrol.
- Overordnet ansvarlig for Frømandskorpsets niveau III myndighedsforpligtigelser herunder opgaver i forhold til personel, materiel, økonomi, etablissement, rejser og arbejdstid.
- Opdatering og udarbejdelse af Frømandskorpsets bestemmelsesgrundlag.
- Deltagelse i møder og arbejdsgrupper med foresatte, sideordnede, eksterne og internationale myndigheder.
- Ad hoc sagsbehandling.
Endvidere er du taktisk chef for Frømandskorpsets Special Operations Maritime Task Group, såfremt chefen ikke selv varetager denne rolle i forbindelse med en indsættelse.
”Jeg søger Frømandskorpsets nye næstkommanderende. Har du erfaring inden for specialoperationsmiljøet? Kan du skabe gode samarbejdsrelationer og korpsånd? Kan du inddrage din operative erfaring i din rådgivning? Kan du bringe din helhedsforståelse for specialoperationer og Forsvaret i spil i din sparring med mig? Så er du måske Frømandskorpsets nye næstkommanderende.” Citat: Chefen for Frømandskorpset.
Dine arbejdstider kan skifte fra uge til uge, og du skal forvente, at jobbet som næstkommanderende i perioder vil kræve lange arbejdsdage, udsendelse til internationale operationer, øvelsesaktivitet og tjenesterejser.
Samtidigt giver tjenesten som næstkommanderende også en høj grad af frihed til at planlægge arbejdsopgaver således, at både tjenesten og familielivet tilgodeses.
Om dig
Du er en erfaren orlogskaptajn eller major (M331) med relevante akademiske og operative forudsætninger, herunder gerne med erfaring fra stabstjeneste ved en niveau I eller II myndighed.
Vi ser ligeledes gerne, at du har erfaring fra specialoperationsmiljøet.
Du har helhedsforståelse i forhold til opgaveløsningen i rammen af Forsvarets Ledelses- og Værdigrundlag. Du er ansvarsbevidst, struktureret, løsningsorienteret og selvmotiveret. Du fremmer godt samarbejde og har et højt fagligt niveau, som du anvender proaktivt i opgaveløsningen, og du har fokus på udviklingen af såvel egne som medarbejdernes kompetencer.
Du er analytisk stærk og evner at jonglere mellem skiftende roller og opgaver, samtidig med, at du skaber struktur herunder sætter de nødvendige rammer og mål, samt holder et højt professionelt niveau i opgaveløsningen.
Som person er du initiativrig, kvalitetsbevidst og motiverende. Du trives med høj kompleksitet og mangeartede opgaver i en til tider meget omskiftelig hverdag. Du skaber relationer og formår at kommunikerer direkte, på skrift og i tale på dansk og engelsk, samt forstår at være en medspiller og deltager på alle niveauer.
Du kan håndtere udfordrende opgaver i alsidige miljøer, og du kan arbejde under et stort pres og til tider med korte tidsfrister. Du er fleksibel i forhold til arbejdstider og omstillingsparat i forhold til arbejdsopgaver.
Ansættelsesvilkår:
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Dit daglige arbejdssted er Odsherred.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chefen for Frømandskorpset på telefon, 7285 6601 eller på mail fkp-ch@mil.dk
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Betina Koch-Søfeldt, på telefon 3266 5966.
Ansøgningsfristen er den 16. marts 2025.
Samtaler forventes afholdt løbende
Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FRØMANDSKORPSET
Vi er en udviklingsivrig arbejdsplads, hvor ansvar følger initiativ, og hvor dagene sjældent ligner hinanden. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Og den faglige udvikling følger med. Vi er en travl arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab. Det har vi også brug for – Danmarks sikkerhed kræver mere end almindelig HR.