Arktisk Kommando
Stabshjælper til Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq

Har du lyst til at være med til at uddanne Arktisk Basisuddannelse (ABU) Hold 2? Og er du motiveret for at støtte, vejlede og hjælpe de nye elever, samtidig med at du fortsætter din egen udvikling ved ABU? Så er det dig vi leder efter. 

ABU søger en stabshjælper, som både besidder evnen til at oversætte mellem dansk og grønlandsk, men som også har lyst til og mod på, at bidrage til en unik uddannelsesenhed, hvor vores motto er: AUDIO VIDEO DISCO (jeg hører, jeg ser, jeg lærer).

Om os
På ABU øger vi – i al beskedenhed, robustheden i Grønland. Det sker ved at uddanne vores elever i militære, beredskabsfaglige og civile fag, hvilket giver den enkelte elev bredt anvendelige kompetencer efter endt uddannelse.

Udover at være en enhed, som består af personel med interesse for uddannelse og udvikling af mennesker, så er vi også sammensat fra flere forskellige værn og tjenestegrene. Det ser vi som værende en stor styrke, da vi kan få indsigt i, hvordan ”de andre” gør. At være en ny værnsfælles enhed stiller krav til, at vi fremstår som én enhed med et fælles værdisæt. Det – og meget mere, forventer vi også, at du bidrager til.

ABU har opstart hvert år i maj og basisuddannelsen varer 6 måneder. Efter endt basisuddannelse kan eleverne søge om at blive optaget på et perspektiveringsforløb, som varer i op til 6 måneder yderligere. Det betyder, at der forventeligt er elever hele året rundt, hvilket betyder, at du skal kunne acceptere, at du ikke kan deltage i alle dele af uddannelsens gennemførelse.

Om stillingen
Som stabshjælper på ABU, skal du være motiveret for at bidrage til udviklingen af eleverne på ABU Hold 2 og støtte dem i hverdagen. En af dine vigtigste opgaver bliver som hjælpeinstruktør, at oversætte undervisningen fra dansk til grønlandsk og omvendt.

I dagligdagen bistår du, som elevmentor, resten af kadren i at opretholde enhedens moral og disciplin, og du støtter og vejleder eleverne i efterlevelse af de gældende bestemmelser for uddannelsen. 

Du skal virke som elevmentor og hjælpeinstruktør for eleverne på ABU. Eleverne på ABU skal kunne spejle sig i dig, og det forventes at du repræsenterer de værdier og normer, som vi sammen skaber i enheden.

Din succes i jobbet vil gøre en direkte forskel for unge mennesker i Grønland, ved at bidrage til en helt ny uddannelsesdimension og kompetenceudvikling samtidig med, at den grønlandske robusthed styrkes i fremtiden.

Om dig
Du har gennemført ABU Hold 1 og du både taler og skriver dansk og grønlandsk.

Du har i løbet af ABU fået en god forståelse for de fag, som vi underviser og uddanner i på uddannelsen, og du har gennemført basisuddannelsen med et tilfredsstillende niveau.

Du skal både have lyst til- og evnerne til at kunne oversætte/forklare undervisningen på både dansk og grønlandsk. Du skal være motiveret for at hjælpe og støtte de nye elever, på baggrund af dine egne erfaringer fra ABU og du skal være indstillet på, at bidrage til den samlede opgaveløsning ved ABU.

Som stabshjælper er det en forudsætning, at du i dagligdagen tager ansvar for selv at være forberedt til at kunne bidrage til undervisningen på ABU, og at du opsøger hjælp ved instruktørerne, hvis du har brug for det.

Vi har ikke en forventning om, at du kan det hele når du starter i stillingen, men vi har en forventning om, at du er motiveret for at fortsætte din egen udvikling ved ABU.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår og kan besættes med en tjenestemand.

Løn og ansættelsesvilkår for konstabler i Flyvevåbnet, Søværnet og Beredskabsstyrelsen er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

For ansøgere i Hæren er løn og ansættelsesvilkår reguleret ved overenskomst mellem Forsvarets Personeltjeneste og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Kangerlussuaq, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende tjenestested under opholdet i Grønland.

Du vil få stillet fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen (FPTBST 564-15).

Dit faste tjenestested vil være i Kangerlussuaq.

Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Kangerlussuaq er 3 timer (bagud).

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Arktisk Basisuddannelse Simon Kokfelt på telefon +299 589792 eller på mail FKO-A-CHABU@MIL.DK.

Om specifikke grønlandske forhold kan du kontakte seniorsergent Jacob Hermann Mønster Matthiesen, Arktisk Kommandos HR partner ved Forsvarsministeriets Personelstyrelse på mail FPS-JHM@MIL.dk eller på telefon +299 56 53 18. Vær opmærksom på at det koster 8 kr. i minuttet at ringe til Grønland, så send en sms, så ringer vi dig op.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 90 42 eller på mail FPS-CER@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 16. marts 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. maj 2025.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Arktisk Kommando
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder.

Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 70 medarbejdere. Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.

Fakta

Application due
16-03-2025

Start date
01-05-2025

Work hours


Position category


Position type
Militære stillinger

Workplace
Grønland

Workplace


Contact
Simon Kokfelt 
CH ABU
 
 
 
Share/Print