Har du interesse og flair for international politik og har du mod på at udvikle policy for danske interesser i NATO? Har du ledelseskompetencer til et udfordrende job, hvor du skal fastlægge de militærstrategiske linjer i internationale sager og samtidig bidrage til udviklingen af Forsvaret i rammen af NATO forsvarsplanlægning? Så kan du blive vores nye kollega. Vi søger en chef for International Policysektion, NATO i Forsvarskommandoen.
Om os
Forsvarets internationale strategiske engagementer er afgørende for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, hvor Arktis, Nordatlanten og Østersøen har et særligt fokus i rammen af samarbejdet med vores allierede i NATO. International Policysektion (NATO) er én af tre sektioner i International Policyafdeling, der indgår i Forsvarsstabens Udviklings- og Planlægningsstab i Forsvarskommandoen (FKO).
Udviklings- og Planlægningsstaben er geografisk delt mellem København og Karup. International Policysektion (NATO) er primært placeret i Karup og består aktuelt af en chef og 10 militære og civile medarbejdere. Sektionen varetager det militærstrategiske NATO-samarbejde, herunder udvikling af militær policy og ikke mindst opgaver relateret til NATO's forsvarsplanlægning samt landmilitære hovedkvarterer.
Sektionen varetager også udvikling af Forsvarschefens internationale engagement samt strategidokumenter direkte relateret til strategiske partnere. Sektionen arbejder tæt sammen med Forsvarsministeriets departement, internationale aktører samt værn, kommandoer og støttende styrelser under Forsvarsministeriets myndighedsområde. Desuden er meget af opgaveløsningen kendetegnet ved at være direkte støtte til chefen for Udviklings- og Planlægningsstaben, chefen for Forsvarsstaben og Forsvarschefen.
Dagligdagen i sektionen er dynamisk og sagerne spænder vidt. Opgaverne varierer og der er sjældent entydige og umiddelbart klare løsninger på problemstillingerne. Der arbejdes ofte på tværs af fagområder, og vi er derfor afhængige af et stærkt samarbejde både internt og eksternt, hvor netværk og et bredt kendskab nationalt og internationalt er nødvendigt.
Vi lægger vægt på, at der er en god ånd i sektionen og vi har en åben, ærlig og uformel omgangstone. Vi tilstræber at have fleksibilitet i forhold til møde- og arbejdstider, samt mulighed for lejlighedsvis hjemmearbejde under hensynstagen til opgaveløsningen.
Om stillingen
Stillingen som chef for International Policysektion (NATO) er naturligvis præget af den sikkerhedspolitiske situation, som Danmark og vores allierede står i.
Opgaveporteføljen for sektionen består bl.a. af:
- Sagsbehandling og analyse af NATO styrkemål
- Støtte og udvikling af dansk rammenationsansvar for Multinational Division North og Multinational Corps North East.
- Udvikling af dansk policy i rammen af NATO
- Udvikling af de styrkede kommando- og kontrol forhold i NATO samt en række landeansvar - herunder USA, Storbritannien, Tyskland, Polen og Holland.
- Derudover udvikler sektionen strategier og engagementsplaner, der medvirker til en fokuseret indsats for det danske forsvar på militærstrategisk niveau.
Du vil lede et team af eksperter på de respektive områder, der skal være i stand til at leve op til de høje krav, der er til sektionens produkter og evner til at levere bidrag af høj kvalitet inden for skarpe terminer. Du vil, som sektionschef, være garanten for den tværgående viden, der sikrer sammenhæng med andre områder i sektionen såvel som i Forsvarsstaben.
Du skal sideløbende sikre den fornødne kompetence- og talentudvikling blandt sektionens, major, orlogskaptajner, special- og chefkonsulenter.
Der kan forventes rejseaktivitet i stillingen – ca. 20-30 dage/år.
Om dig
Vi forventer at du har særdeles gode samarbejdsevner, kombineret med en evne til at skære igennem for at opnå resultater – også under tidspres. Du har erfaring og interesse for international politik samt forsvars- og sikkerhedsforhold generelt.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra tjeneste i chefstillinger, en solidt ledelseserfaring samt et godt kendskab til internationale forhold, herunder og især NATO. Derudover er det en fordel, hvis du har arbejdet med og har interesse for udviklingen af Forsvarets kapabiliteter.
Du er analytisk skarp i din tilgang til opgaveløsningen og formår at behandle og præsentere komplekse problemstillinger simpelt og effektivt. Det er derfor væsentligt, at du besidder evnen til at arbejde selvstændigt og helhedsorienteret, da en lang række opgaver er komplekse samt har strategisk karakter og dermed vidtrækkende konsekvenser.
Du er en erfaren chef med gode evner inden for samarbejde og styring af opgaver på tværs af organisationen. Du har en høj grad af personlig integritet og autoritet. Du har stabserfaring fra styringsniveau I/II myndigheder eller fra Departementet.
Vi forventer du er en empatisk og nærværende chef, der respektfuldt kerer dig om medarbejdernes trivsel samtidig med, at du udviser evnen til at handle og træffe beslutninger, når det kræves. Derudover har du gode kommunikative kompetencer, da du i stillingen vil have en bred kontaktflade både inden og uden for Forsvaret.
Du kan ligeledes formulere dig klart såvel skriftligt som mundtligt på dansk og engelsk.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer ligesom, at der er mulighed for besættelse ved konstitution.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pension.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Stillingen er ledig til besættelse den 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Dit daglige tjenestested er Karup.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Du skal kunne opfylde Forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske tests i henhold til Forsvarets krav.
Såfremt du er udpeget til INTOS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte ansættende chef BG Anders Berg Olesen på telefon 4132 0202. Alternativt kan du kontakte fungerende chef for International Policyafdeling, kommandørkaptajn Lars B. R. Nielsen på telefon 5132 7048.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Tina Nielsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5973.
Ansøgningsfristen er den 19. marts 2025.
Samtaler forventes afholdt kort tid efter ansøgningsfristens udløb.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.