Hjemmeværnskommandoen
Stabshjælper/kører til Ledelsessekretariatet i Hjemmeværnskommandoen

Er du ansvarsbevist, selvstændig, serviceminded og fleksibel af natur? Sætter du en ære i at arbejde struktureret med tildelte opgaver i et miljø, hvor god service og faglighed er højeste prioritet? Så er du måske den stabshjælper med kørerfunktion til Ledelsessekretariatet i Hjemmeværnskommandoen, som vi søger.

Om os
Ledelsessekretariatet understøtter Hjemmeværnsledelsen, med fokus på at betjene ledelsen og sikre koordination på tværs af Hjemmeværnskommandoen.

Vi er et team bestående af otte militære fra alle værn og civile medarbejdere med et bredt og omfangsrigt arbejdsområde, hvor faglighed og samarbejde vægtes højt. Vores daglige omgangstone er uformel og humørfyldt og da vi har en travl hverdag med mange opgaver, er det vigtigt, at vi er gode til at bakke hinanden op. Vi er fremsynede og søger altid at løse opgaverne på bedst mulige måde.

Vi skal være til rådighed, når opgaverne kræver det, men vi har samtidig en fleksibel arbejdsuge, hvor du har mulighed for at præge og tilrettelægge din arbejdsdag. 

Om stillingen
Dine primære opgaver i denne værnsfælles stilling vil være at bistå sektionen med en bred portefølje af opgaver. Det spænder fra oprettelse og arkivering af sager i WorkZone, monitering og fordeling af indkommet post, mødeforberedelse og produktion af mødemateriale, samt superbrugerfunktion på nogle af vores internetsystemer. Det er derudover vigtigt, at du er godt øvet i brug af DeMars/SAP, WorkZone, SharePoint og Office-pakken.

Desuden vil du også udføre kørselsopgaver for den Kommitterede for Hjemmeværnet. Nogle gange kommer disse opgaver med kort varsel også i weekender eller om aftenen.

Om dig
Du har en militær baggrund (M113) som f.eks. kontor-, stabs- eller forsyningshjælper eller anden relevant baggrund til at varetage stillingen.

Det forventes, at du er arbejdsom, loyal og kan bevare roen i pressede situationer. Du skal kunne arbejde selvstændigt og professionelt og sætte en ære i at strukturere dit arbejde, så terminer overholdes. Du skal kunne tænke selvstændigt og have overblik og helhedsforståelse for dine opgaver.

Det er et krav, at du har kørekort kategori B, og at du er god til at kommunikere både på dansk og engelsk.

Som person forventer vi, at du er:

  • moden og rolig
  • præsentabel og pålidelig
  • serviceminded og omstillingsparat
  • har gode samarbejdsevner
  • trives med, til tider, at arbejde aften og weekender
  • at du forstår at skifte mellem den daglige uformelle tone og den formelle repræsentative rolle, som ligger i jobbet
  • kan overholde et ubetinget krav om diskretion i forhold til alle informationer af faglig eller privat karakter i f.t. den Kommitterede for Hjemmeværnet og den øvrige hjemmeværnsledelse.

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til Hjemmeværnet, og hvis du har erfaringer med VIP-kørsel, WorkZone, DeMars og evt. økonomifunktioner, men ingen af delene er et krav.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en korporalstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er, afhængig af værnstilknytning, reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder, eller den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Stillingen er en værnsfælles stilling på korporalniveau og kan søges af kandidater fra konstabelgruppen fra alle tre værn. Lønramme samt evt. udnævnelse til korporal afhænger af din værnstilknytning og vil blive afklaret ved evt. ansættelse.

Dit faste tjenestested er Vordingborg.  

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte souschef i Ledelsessekretariatet, orlogskaptajn Torben Nielsen, på telefon 51 22 33 82.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 90 42 eller på mail FPS-CER@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfristen er 16. marts 2025, og ansættelsessamtaler forventes gennemført løbende. Stillingen er til besættelse pr. 1. april 2025 eller snarest derefter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Hjemmeværnskommandoen
Hjemmeværnet er en frivillig, militær beredskabsorganisation. Hjemmeværnskommandoen (HJK) er Hjemmeværnets øverste myndighed og er en værnsfælles styrelse under Forsvarsministeriet. HJK er ansvarlige for den strategiske og operative ledelse af Hjemmeværnet som organisation og omfatter Chefen for Hjemmeværnet og den Kommitterede for Hjemmeværnet, der tilsammen udgør Hjemmeværnsledelsen, samt Hjemmeværnsstaben.

HJK er ansvarlige for opstilling og uddannelse af frivilligt personel og enheder og deltager som en del af det militære forsvar i løsningen af de opgaver, der påhviler Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet samt disses hjælp til civile myndigheder. HJK står for information om Hjemmeværnet, strategisk rekruttering og fastholdelse af frivillige, planer, programmer og studievirksomhed for Hjemmeværnets udvikling. HJK med Hjemmeværnsstab, divisioner og afdelinger har til huse på Vordingborg Kaserne.

Fakta

Application due
16-03-2025

Start date
01-04-2025

Work hours
37

Position category


Position type

Workplace
Vest- og Sydsjælland

Workplace


Contact
Torben Phillip Nielsen 
OK
 
 
 
Share/Print