Har du en stor teknisk interesse for Infanterikampkøretøj CV9035DK, herunder undervognen? Trives du i en funktion hvor der er en høj grad af selvstændighed, men hvor du samtidig skal være team player? Har du lyst til at være med til opbygningen af IKK flåden i den tunge brigade?
Så er det dig som vi søger til funktionen som Fleet Manager / Teknisk Sagsbehandler på Infanterikampkøretøj CV9035DK Undervogn.
Om os
Kapacitetscenter Pansrede Køretøjer er en sektion under Kapacitetscenter Land, som er et af Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelsens (FMI) fire kapacitetsansvarsområder (Land, Maritim, Luft og IT).
I Panser er vi ansvarlig for FMI indkøb, drift og udvikling af alle pansrede køretøjer fra anskaffelse til udfasning også kaldet ”fra vugge til grav”. Vi er 17 militære og civilt ansatte medarbejdere, alle med en høj faglig stolthed der til trods for en travl hverdag, omgiver os med en kammeratlig og humoristisk tone. Vi er kendetegnet ved at være en sektion med lille udskiftning af personellet, der dog inden for det seneste år har haft tilgang af yderligere personel, så vi nu er en blanding af unge og knapt så unge ingeniører, teknikere, soldater og civile.
Du får meget erfarende gode kollegaer, der er klar til sparring, og vi har alle arbejdsopgaver, som vi brænder og tager stort ejerskab for.
Om stillingen
Som Fleet Manager ved Panser skal du varetage driften og den tekniske sagsbehandling på IKK undervogn
Du vil i det daglige arbejde varetage driften af IKK sammen med Fleet Manager Infanterikampkøretøj CV9035DK tårn, der varetager driften af IKK tårn. Jeres arbejde gennemføres i tæt samarbejde med den systemansvarlige ingeniør og understøttes desuden af en
ILS Manager og en assisterende ILS Manager.
Som Fleet Manager omfatter dine arbejdsopgaver blandt andet følgende:
- Anskaffelse/genforsyning af komponenter, reservedele, værktøjer og testudstyr.
- Introducere materialer i SAP (DeMars) og vedligeholde stamdata.
- Udarbejdelse og vedligeholdelse af teknisk dokumentation (Forsyningsdirektiver, vedligeholdelsesdirektiver og servicebulletiner).
- Iværksætte, koordinere og kontrollere løsning af driftsopgaver ved Forsvarets Værksteder.
- Ansvarlig for driftsoptimering, herunder koordinering med værksteder og depoter.
- Opretholde løbende dialog med HRN SME omkring HRN brug af IKK flåden.
- Foretager saneringer (beholdnings- og lagerreduktion) og bortskaffelse i hele driftsperioden, så materiel, der ikke skal anvendes, tages ud af beholdningerne.
Stillingen er nyoprettet og ud over den daglige drift vil du skulle deltage i det projekt der forestår Mid-Life Update af den eksisterende IKK-flåde, samt deltage i anskaffelsen af den nye IKK til Hæren.
I den forbindelse vil du få en stor berøringsflade med kolleger i hele FMI og resten af Forsvaret. Endvidere vil der være mødeaktivitet med Forsvarets myndigheder rundt i Danmark, samarbejdspartnere og leverandører i ind- og udland. Du skal derfor påregne at der i nogle perioder er en del rejseaktivitet.
Om dig
Du er seniorsergent eller oversergent med et godt udviklingspotentiale.
Vi ser gerne at du er uddannet på platformen og erfaring med reparations- og vedligeholdelsestjeneste på IKK er et stort plus.
Vi forventer, at du arbejder helhedsorienteret og struktureret, at du bevarer overblikket og handlekraften i pressede situationer, ligesom din person har en positiv afsmittende effekt på dine kolleger.
Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner og kan formulere dig på skrift og i tale på dansk og engelsk.
Vi vægter din faglige og personlige udvikling højt og ved din tiltrædelse i stillingen vil du skulle gennemføre kurser der sætter dig i stand til at løse de mangeartede opgaver. Du vil løbende skulle gennemføre efter- og videreuddannelse.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen er også slået op civilt.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested er Ballerup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte major Niels Erik Andersen 72 81 48 31 eller via mail FMI-LA-CHKPK@fiin.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 90 42 eller på mail FPS-CER@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 23. marts 2025 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1. maj 2025 eller hurtigst muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.