Kunne du tænke dig at blive en del af en dynamiske sektion i Hærkommandoen, hvor fokus er på forandring og værdiskabelse for soldaterne, og hvor vi er dybt involveret i Brigade Programmet? Så søg denne spændende og krævende stilling i Hærkommandoen. Jeg søger en stabsofficer, som har lyst, vilje og evne til at skabe forandring gennem taktisk og operativ digitalisering af Hæren.
Om os
G6 sikrer på Hærens vegne rettidige og helstøbte kommando- og kontrolløsninger til Hærens myndigheder og enheder integreret med øvrige værn og relevante NATO partnernationer for at understøtte fuld integration af alle informationer i alle føringsvirksomhedens faser.
Sektionen består af en chef, fem stabsofficerer og en stabsbefalingsmand. En af stabsofficererne kan besættes af en civil sagsbehandler (C300).
Sektionen samarbejder med alle Hærens myndigheder, stort set alle myndigheder i Forsvaret og en lang række af de støttende styrelser i koncernen. Desuden gør vi en dyd ud af at række ud til de laveste taktiske niveauer for at få jord under neglene og forstå, hvor ”støvlen trykker”.
Sektionens arbejdsfelt omfatter blandt andet:
- doktrin-, koncept- og organisationsudvikling vedrørende taktisk og operativ kommunikation,
- bidrag til opstillingsgrundlag og opstillings- og uddannelsesbefalinger forud for indsættelse af landmilitære bidrag til internationale operationer og beredskabsenheder,
- ansvar for eller bidrag til produkter og processer såvel inden for som uden for Hærkommandoens myndighedsområde,
- interoperabilitetsudvikling med de største internationale samarbejdspartnere samt Forsvarets øvrige værn og operative kommandoer,
- varetagelse af Cyber- og Informationssikkerhed i Hæren,
- operationalisering af sikkerhedsbestemmelserne for opbevaring og generel håndtering af sensitivt kommunikationsmateriel, og
- ansvarlig for drift og planlægning, herunder bidrag til udvikling af kommunikations- og informationssystemer i Hæren.
Om stillingen
Som stabsofficer i G6 bliver du en del af et komplekst og mange-facetteret arbejdsfelt. Du skal være med til at konsolidere G6 opgaver og tilhørende processer i og uden for Hærkommandoen og over for en interessentskare fra den yngste taktiske kommunikationsbefalingsmand over samtlige enheder og myndigheder i Hæren til Udviklings- og Planlægningsstaben, FMI og FE. Dine ansvarsområder afhænger af din erfaring, baggrund og kompetencer.
Jeg flytter arbejdsopgaver rundt efter prioritet og den enkeltes ønsker og kompetencer, så sektionen skaber værdi for enhederne. Det er mig meget magtpåliggende, at vi håndterer de udfordringer, som enhederne og brugerne oplever, nu og her. Derfor kan du forvente – med kort varsel – at skulle håndtere og behandle observationer fra de yderste led af strukturen, så der opleves forandring til det bedre.
Du vil opleve at være G6’s (og ofte Hærkommandoens) repræsentant i arbejds-, koordinations- og projektgrupper, hvor det er vigtigt, at du har evne, vilje og mod til at fremføre Hærens holdning – som ikke nødvendigvis er din egen. Du opbygger samtidig god erfaring og stort kendskab til myndighederne i og uden for Hæren.
Stillingens indhold giver et naturligt afsæt for indtræden på OFU/MMS og efterfølgende tjeneste på NIV I til III.
Om dig
Du er M321 eller M322 med en vilkårlig baggrund. Jeg har behov for diversitet og bred repræsentation fra alle våbenarter. Erfaring med anvendelsen af føringsstøttemidlerne på minimum afdelingsniveau vil være en fordel.
Jeg lægger vægt på loyalitet, disciplineret initiativ, team-spirit og selvstændighed i opgaveløsningen. Mission Command er min ledelsesstil, og du skal derfor kunne arbejde selvstændigt inden for givne rammer. Du skal være handlekraftig og beslutningskompetent.
Jeg lægger stor vægt på, at dit fokus er operationer, og at du har en god forståelse for Hærens operative vilkår. Der er i det hele taget behov for, at du kan tænke to niveauer ned og konstant holder for øje, at digitaliseringen af Hæren er omsiggribende. Du skal kunne anskue opgaver, observationer samt pålæg ovenfra på en kritisk måde. Det skal give mening, være operationalisérbart og afgørende for Hærens evne til at kæmpe og vinde.
Du har både operativ og teknologisk forståelse (og/eller interesse), og du kan identificere (nye) løsninger på komplekse problemer.
Jeg forventer, at du har særdeles gode analytiske evner og er i stand til – på kort tid – at sætte dig ind i omfattende og komplicerede mængder fagligt stof uden at miste sansen for detaljen. Du vil opleve fokus på dine kommunikative færdigheder i skrift og tale, idet ”kort og klart” frem for ”langt og kompliceret” er målepunktet – informere frem for imponere.
Opgavernes kompleksitet fordrer helhedssyn og fagligt indblik i den operative virkelighed samt ikke mindst omstillingsparathed. Med andre ord; hvis du trives bedst i en fastlagt hverdag med faste opgaver og arbejdsprocesser, er G6 næppe det rette sted for dig. Til gengæld er der frihed under ansvar, og der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage og/eller delvis tjeneste på en af Forsvarets garnisoner.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajnløjtnanter/kaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Fast tjenestested er i Karup.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingsindholdet, er du velkommen til at kontakte chefen for G6, oberstløjtnant Peter Els på telefon 41 32 03 73.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 32 66 53 61.
Ansøgningsfrist er den 23. marts 2025. Vi gennemfører samtaler i uge 8.
Stillingen som næstkommanderende er til besættelse pr. den 1. maj 2025 eller snarest muligt herefter.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Læs mere på www.forsvaret.dk