Kunne du tænke dig at påtage dig ansvaret for, at planlægge og varetage operativ logistisk støtte til Forsvarets operationer samt at lede logistiske mission managere i dette arbejde? Er du god til at samarbejde på tværs af kommandoer og styrelser, samtidig med at du kan koordinere, synkronisere, skabe netværk og bringe det i spil i en hverdag med forskellige opgaver.
Så har du nu mulighed for at blive en del af et engageret og erfarent team, der fokuserer på netop dette.
Om os
J43, Logistisk Operationssektion, er en sektion i Forsvarskommandoens Operationsstab på Flyvestation Karup. Sektionen er overordnet ansvarlig for den logistiske støtte til Forsvarets operationer, når disse indsættes af Operationsstaben.
J43 er sammensat af 12 erfarne medarbejdere fra Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet, som kombinerer vores erfaringer og ekspertise fra de tre værn til at løse logistiske opgaver.
J43 sikrer effektiv og ressourcebevidst logistisk støtte til soldater på mission, og her spiller både kontrol og kritisk sans en central rolle. Vi varetager den logistiske understøttelse af de operative behov og skaber rammerne for, at både Forsvaret og eksterne aktører kan gennemføre operative opgaveløsninger. Som logistisk mission manager, vil du være ansvarlig for at sikre støtte fra planlægning, til hjemtagelse efter endt mission. Derudover fungerer J43 som bindeled mellem styrelser, støttende myndigheder og kommandoer i relation til logistisk støtte til operative indsættelser og beredskaber. Denne kontinuerlige støtte til meget forskellige operationer, kræver både militærfaglig indsigt og forståelse.
Forsvarets nationale og internationale opgaver medfører, at vi er fleksible og støtter hinanden på tværs af sektionen, når det er nødvendigt. Vi har en uformel omgangstone og respekt for hinandens fagområder. Som leder af Land Elementet, vil du have stort fagligt råderum i arbejdet med hver enkelt mission.
Om stillingen
Som leder af Land Elementet, vil du blive en del af et team bestående af tre mission managere og en leder Land. Dine primære arbejdsområder vil være at lede og kvalificere opgaveløsningen i Land Elementet, ligesom du tillige vil skulle varetage rolle som logistisk mission manager for Hærens operationer.
Du bliver en del af operative planlægningsgrupper på operativt niveau og som leder af Land Elementet vil du være det logistiske omdrejningspunkt for de missioner, elementet er ansvarlig for. Du vil derfor have en central rolle i at opbygge og vedligeholde et godt netværk, samt et tæt samarbejde med Forsvarets myndigheder og udsendte enheder.
Stillingen indebærer rejseaktivitet, både i forbindelse med besøg hos udsendte enheder og møder, både nationalt og internationalt.
Der er mulighed for hjemmearbejde og du vil få stor frihed til at planlægge dine arbejdsopgaver selv. Du vil også kunne blive afklaret til, eller kombinere stillingen med et sideløbende studie.
Vi værdsætter en god balance mellem arbejdsliv og fritid, og vi aftaler i fællesskab de bedst mulige arbejdsvilkår for dig.
Om dig
Du er major M331 eller klar til at blive udnævnt til det. Du har erfaring med planlægning og gennemførelse af operationer på det logistiske område.
Det vigtigste i forhold til at bestride stillingen er, at du har motivation og interesse for at arbejde med operativ logistik.
Det er endvidere en fordel, hvis du har et bredt kendskab til Forsvarets organisation og opgaveløsning. Du skal kunne arbejde selvstændigt og kunne indgå i samarbejde med sektionens andre medarbejdere.
Det forventes, at du besidder gode evner inden for kommunikation, planlægning og styring. Herudover forventes det, at du er ansvarsfuld, imødekommende og har en interesse i at sikre de bedst mulige forhold for de indsatte soldater, under hensyn til Forsvarets samlede opgaveløsning.
Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner – både på dansk og engelsk.
En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at inddrage alle interessenters bidrag til de logistisk valg ind i opgaveløsningerne.
Som person er du engageret, kreativ og målrettet. Du er et eksempel til efterfølgelse og tilpasser din ledelsesstil til situationen. Du er klar til at deltage i mange forskelligartede aktiviteter, hvor du i kortere perioder skal være på tjenesterejse til missionsområderne. Du er klar til at træde i karakter og tage ansvar.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Tjenesten er med fast tjenestested i Karup.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef J43 oberstløjtnant Søren Kyrval på telefon: 2274 9682 eller souschef orlogskaptajn Verner Dam på telefon: 2513 8137.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, Betina Koch-Søfeldt, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon: 3266 5966.
Ansøgningen skal være os i hænde senest den 26. marts 2025, samtaler forventes afholdt uge 14-15. Tiltrædelse forventet 1. juli 2025.
Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSKOMMANDOEN
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.