Den Kongelige Livgarde
Kompagnibefalingsmand til 2. mekaniserede infanterikompagni ved I Panserinfanteribataljon, Den Kongelige Livgarde

Brænder du for tjeneste ved en operativ enhed og søger du at udvikle dine førings-, ledelses- og styringskompetencer i et dedikeret miljø, hvor ledelse og udvikling af både unge og erfarne konstabler og befalingsmænd er temaet for din hverdag?

Besidder du stærke, analytiske evner og kan holde mange bolde i luften på samme tid? Så er det dig, som vi søger som kompagnibefalingsmand.

Om os
2. mekaniserede infanterikompagni er et af Hærens stående kompagnier. Vi har, med rod i I/LG, en lang og stolt historie, der går tilbage til Den Kongelige Livgardes oprindelse. I nyere tid har kompagniet samlet været indsat i Afghanistan på ISAF 9, Irak på OIR 1 og 10 samt Letland på NFP 2.

Som mekaniseret infanterikompagni er vi udrustet med PMV PIRANHA 5 med stabiliseret våbensystem (STAVS).

Kompagniets værdier er loyalitet, professionalisme og ærlighed. Efterlevelsen af disse værdier tilsikrer, at kompagniet altid har fokus på at skabe en enhed der kan løse de opgaver der stilles i fællesskab, samt at der prioriteres en åben og fri omgangstone.

I 2025 skal kompagniet deltage i spændende øvelser og skydeperioder, samt fokusere på kompetenceudvikling og kursusaktivitet for særligt kompagniets nøglepersonel. Dette med henblik på certificering og efterfølgende udsendelse i løbet af 2026 i rammen af I/LG.

Om stillingen
Som kompagnibefalingsmand vil du blive et af kompagniets absolutte omdrejningspunkter. Du vil have flere, tunge roller i enheden.

Du vil være en fast del af kompagniets øverste ledelse (O-gruppen) hvor du herigennem vil sætte retningen for kompagniet inden for både uddannelse og udvikling af kompagniets personel. Dette særligt med fokus på kompagniets befalingsmænd, udvælgelse af konstabler til strukturbestemt uddannelse og ikke mindst udviklingen og driften af din kommandodeling.

Du vil være en daglig sparringspartner for kompagnichefen og som en del af kompagniets Command Team have en stor indflydelse og snitflade ud i bataljonens chefgruppe, samt øvrige samarbejdspartnere ved naboenheder og i regimentet. Du er den primære drivkraft i kompagniets HR-relaterede opgaver.

Af mere specifikke opgaver (ikke udtømmende) kan nævnes:

Håndtering af kompagniets bemanding igennem mødevirksomhed med foresatte, samt rådgive og vejlede kompagnichefen ud fra din viden om uddannelse, operationer, logistik eller administrative forhold. 

Være kompagnichefens forlængede arm, og vejlede/føre kontrol med kompagniets befalingsmænds førervirke og mandskabsbehandling, samt enhedens personlige fremtræden og feltmæssige optræden.

Udvikle kompagniets befalingsmandskorps herunder være vidende om talent, kompetenceniveau og anvendelsesmuligheder bredt ved bataljonen og regimentet.

Drøfte ledelsesmæssige beslutninger, sammen med kompagnichef og O-gruppe – for efterfølgende, at kommunikere disse bredt ud i kompagniet. Herigennem være garanten for disciplin og kultur i kompagniet.

Uddanne, udvikle og drifte kompagniets kommandodeling, under både garnisons- og feltmæssige forhold, i samarbejde med dine sektionsfører, kompagnichefen og kompagniets næstkommanderende. Herigennem ligeledes indsætte kommandodelingen under alle taktiske aktiviteter, efter chefens hensigt og opstille samt drifte kompagniets kommandostation i samarbejde med den taktiske kommunikationsbefalingsmand.

Som delingsfører for kommandodelingen, skal du kunne uddanne og føre delingen både i felten og under garnisonsforhold. Du skal være fremadsynet, økonomisere kræfterne og skabe rammerne for, at din deling kan understøtte kompagniets virke under alle forhold.

Om dig
Du er seniorsergent, eller erfaren oversergent med velbedømt tjeneste bag dig, med baggrund som næstkommanderende for en deling og evt. som efterretnings- eller operationsbefalingsmand.

Du skal have evnerne og modet til at gå forrest under alle henseender, og trives med at være en rollemodel for kompagniets soldater inden for alle tre personelgrupper. 

Du er klar til en hverdag der er præget af dynamik og fokus på opgaven. Du har lyst til - og flair for - ledelse af mennesker, og du formår at bevare overblikket og holde mange bolde i luften. Du er god til at samarbejde på tværs af niveauer og funktioner, og evner at tænke helhedsorienteret.

Du har en synlig ledelsesstil, og er god til at delegere og inddrage dine medarbejderes viden og kompetencer i opgaveløsningen.

Du er klar og tydelig i din mundtlige og skriftlige kommunikation, samt kan arbejde målrettet og selvstændigt på baggrund af udstukne retningslinjer og bestemmelser.

Din tjenestebaggrund har ideelt præg af operativ karakter i tidligere tjeneste, og gerne fra en infanterienhed. Du har ideelt forrettet tjeneste i stående reaktionsstyrke.

Din profil som leder er vigtigere end dine faglige kvalifikationer og således vil din faglige udvikling blive indarbejdet i din karriereplan i samråd med kompagnichefen, bataljonen og regimentet.

Det er en fordel at du kender kommandodelingens opgaver og rutiner under kaserne såvel som feltforhold.

Det er ønskeligt at du har forrettet international tjeneste, men det er vigtigst at du og dit bagland er indforstået med, at stillingen kræver deltagelse i international tjeneste med resten af kompagniet.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse inden for en kortere årrække.

I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til seniorsergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.

Dit faste tjenestested er Høvelte.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kompagnichef kaptajn Thor Tangaa på telefon 25 55 13 66 eller mail LG-1B-200A@MIL.DK Alternativt kan du kontakte kompagnibefalingsmand seniorsergent Jonas Enemark på telefon 24 82 46 82 eller mail LG-1B-201A@MIL.DK

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Mertz ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5141 eller på mail FPS-MEZ@MIL.DK

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 28. april 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse 1. august 2025 eller efter aftale.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Den Kongelige Livgarde
Den Kongelige Livgarde er i dag et topmoderne infanteriregiment og en livgarde med en operativ fokusering, der stiller vagt om Majestæten og den kongelige familie, samt fast opstiller en beredskabsenhed i de nationale operationer. Denne kombination af feltenheder – der deltager i internationale operationer - og vagtgående soldater, gør Den Kongelige Livgarde til et unikt regiment. Den Kongelige Livgardes historie strækker sig tilbage til 1658, hvor Livgarden blev oprettet af Kong Frederik den III den 30. juni. Også dengang løste Livgarden begge opgaver: som livvagt at beskytte landets højeste myndighed – kongen, og som infanteriregiment at indgå i den danske hær.

Fakta

Application due
28-04-2025

Start date
01-08-2025

Work hours


Position category


Position type
Overvågning og kontrol
Militære stillinger

Workplace
Nordsjælland

Workplace


Contact
Maria Hvitfeldt Holm 
PADBM - BM
50849207
 
 
 
Share/Print