Professionel soldat i Søværnet
Er du faglært med sort svendebrev eller er du uddannet i et køkken? Måske drømmer du om en karriere i Søværnet og om at opleve livet til søs?
I Søværnet har vi brug for kokke, bagere, gastronomer, ernæringsassistenter og svende inden for de sorte fag f.eks. kleinsmed, VVS-montør, maskinarbejder, automatiktekniker, elektronikfagtekniker, skibsmontør eller tilsvarende håndværksmæssig uddannelse. Som faglært kan du blive ansat som marinekonstabel fra første dag.
SØVÆRNET:
Søværnet forestår det sømilitære forsvar af Kongeriget Danmark. Den maritime opgaveløsning er meget bred og spænder fra internationale operationer, sejlads i Arktis til suverænitetshævdelse af de danske farvande. Sejlperioder varierer fra én uge og op til tre måneder afhængig af skibstype og opgave. Fælles for opgaverne i Søværnet er, at de løses i fællesskab. Alle besætningsmedlemmer er vigtige, da hver især bidrager med særlige kompetencer og uddannelsesbaggrunde. Funktionerne er afgørende for at skibet kan operere professionelt og sikkert.
Livet til søs er unikt med bølgeskvulp og eventyr. I Søværnet har du rig mulighed for at se verdens kyster, nordlys, solopgange og dyreliv. Som marinekonstabel bliver man en del af et særligt fællesskab. Her har alle ansvar for den gode stemning. Om bord bor ofte fire konstabler sammen på et værelse (lukaf). Når det daglige arbejde eller vagten slutter er der mulighed for sociale aktiviteter, træning eller afslapning. Der arrangeres ofte fællesbingo, fællestræning og fodboldkampe. Der er opholdsrum og træningsfaciliteter til rådighed på alle Søværnet skibe. Ved havneophold er der typisk mulighed for at se de byer vi besøger. Når skibet er i basehavn er vi hjemme hos familien, holder vagt eller deltager i de mange kurser, der tilbydes i Forsvaret. Der er et hav af muligheder for personlig udvikling.
STILLINGERNE:
Maskinteknik/Elektronik:
Som marinekonstabel med speciale i maskinteknik foregår tjenesten primært i skibets tekniske afdeling, som forestår drift og vedligeholdelsesarbejder om bord. Ligeledes har du en betydelig rolle i skibets havariorganisation. Der er specialer inden for maskinteknik, våbenteknik, elektronik, automatik og misilsystemer. Du bliver en del af et professionelt team, hvor du og dine kollegaer arbejder på tværs af faggrænser. Du vil blive udfordret i spændende fagspecifikke opgaver.
Køkken/Kabys/Logistik:
Som marinekonstabel med speciale i gastronomi, ernæring og forplejning har du stor indflydelse på planlægningen af besætningens kost. Der skal løbende udvikles opskrifter og menuer. Du indgår i et team sammen med andre proviant- og forplejningsgaster, hvor I sammen tilsikrer at besætningen kan få mad døgnet rundt. Kokken og bageren har typisk ansvar for optælling og gennem proviant- eller forvaltningsbefalingsmanden bestilling af nye madvarer. I mindre enheder er du også en vigtig del af sanitetstjenesten (sygeplejen) om bord.
UDDANNELSE:
Grunduddannelse eller omskoling foregår på Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed i Frederikshavn. Grunduddannelsen består af 3 moduler og tager 3-4 måneder. Såfremt du har en basisuddannelse fra Hæren, Flyvevåbnet eller Beredskabsstyrelsen, vil du kunne meriteres for dele af den sømilitære grunduddannelse.
Grundmodul (4 uger):
- Sømandskab, førstehjælp, militær fysisk træning, redningsmidler, militær optræden, tjenestekendskab og håndvåben.
Totalforsvarsmodul (6 uger)
- Sikring af Søværnets enheder (Maritime Force Protection), Taktisk Sanitet for Enkeltmand, Kulturforståelse, militær fysisk træning, feltøvelser med skydninger, havariuddannelse med følgende indhold: Grundlæggende brandbekæmpelse, brandbekæmpelse, røgdykning, beskyttelse mod kemiske, biologiske, radioaktive/nukleare våben, Almen-D
Sejladsmodul (4 uger)
- Tjenestekendskab, Skibskendskab, vagttjeneste, udvidet sømandskab, praktisk kendskab til arbejdsfunktioner, militær fysisk træning.
KARRIEREMULIGHEDER I SØVÆRNET:
Sergent i Søværnet
Sergenten er daglig leder i sit fagområde og varetager den direkte medarbejderudvikling og planlægning af tjenesten og fordeling af arbejdsopgaver. Sergentuddannelsen gennemføres på Søværnets Sergentskole i Frederikshavn og varer ca. 24 uger. Gennem efteruddannelse har du mulighed for at avancere til over- og seniorsergent.
Officer i Søværnet
Som officer i Søværnet har du ligesom sergenten ansvar for at lede. Afhængig af tjenesteretningen forretter du tjeneste på enhedens kommandobro, maskinkontrolrum eller våben- og elektronikområdet.
Officerer uddannes i tre retninger:
Uddannelse- og tjenesteforløb med kursus og efteruddannelse sker med udgangspunkt i din baggrund og dine ønsker.
LØN OG ANSÆTTELSE:
Efter ansøgning er modtaget, kan du forvente at blive kontaktet med henblik på en kort telefonisk samtale. Næste skridt kan være en afprøvning i København eller Fredericia. Hvis optagelsesprøven gennemføres med tilfredsstillende resultat, kan du blive ansat til start på den sømilitære grunduddannelse i Frederikshavn. Afprøvningen består af:
Løneksempel:
Som faglært bliver du aflønnet som marinekonstabel (Inkl. fagligt kvalifikationstillæg)
- Faglært ca. kr. 30.700,-/md.
- Faglært ca. kr. 42.100,-/md. ved 130 sejldage.
ANÆTTELSELSESVILKÅR:
Stillingen er en marinekonstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Frederikshavn eller Korsør.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Bemanding - og Planlægningselementet ved 4. Eskadre på telefon 72 85 52 30 eller på mail 4E-BPSEK@MIL.DK
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Rikke Højlund ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-RTH@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Dette er et åbent stillingsopslag, hvorfor ansættelsessamtaler kan blive afholdt løbende. Stillingerne er ledige, så ansættelsen kan ske efter aftale.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM SØVÆRNSKOMMANDOEN
Søværnskommandoen består af Kapacitetsdivisionen, Planlægnings- og Operationsdivisionen, Uddannelses- og Træningsdivisionen, samt en ledelsessektion. Derudover er Søværnets fire uddannelsescentre og Søværnets Center for Administration underlagt kommandoen.
Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter, samt for at støtte underliggende myndigheders opgaveløsning.