Vil du være med til at udvikle Helicopter Wing (HW) efterretningsenhed? Vi tilbyder et unikt job, i en lille specialiseret enhed, med stor fleksibilitet.
Om os
På Danmarks base for de nuværende helikoptere, EH-101, MH-60R og AS-550, er Helicopter Wing aktør på mange forskellige opgaver. Search and Rescue (SAR), taktisk troppetransport (TTT), farvandsovervågning og indsættelse af specialstyrker for blot at nævne en del af opgaveporteføljen.
Helicopter Wing INTEL er organisatorisk placeret i A2 som er en del af HW stab, hvori både Mission Support, Electronic Warfare, Operativ IT, Krypto, MIL-SIK & IT-SIK er hjemmehørende, men modsat de øvrige elementer er vi fysisk placeret ved de operative enheder for at skabe de nære relationer til brugerne.
INTEL i A2 består af et maritimt og landbaseret element, som sammen med en leder og NK udgør efterretningsdelen af HW, hvorigennem der ydes støtte til alle 3 eskadriller (ESK), staben samt flyverskolen ved HW.
Om stillingen
Du vil være personen som bidrager til løsningen af vores maritime efterretningsvirksomhed, da du primært skal understøtte Eskadrille (ESK) 723 efterretningsbehov.
ESK 723 opererer den skibsbaserede helikopter, MH-60R Seahawk, som har en bred opgaveportefølje, herunder deltagelse i internationale operationer, suverænitetshævdelse, Anti-Submarine Warfare (ASW), eftersøgning og redning, fiskeri- og havmiljøinspektion, sømilitære opgaver samt støtte til politiet & SOF. Alt dette foregår ud fra et efterretningsbillede, som du bidrager til.
Du vil i samarbejde med Leder og NK ved INTEL, samt den ansvarlige for vores maritime del af enheden, bidrage til at vi arbejder i en fælles retning i dagligdagen, hvorigennem du vil understøtte den maritime del af efterretnings udviklingen og den daglige drift.
Hvis du i forvejen ikke har en efterretningsuddannelse til at bestride jobbet vil du skulle gennemgå uddannelse for at kunne indgå i et tæt samarbejde med både vores helikopterbesætninger og missionsplanlæggere i forbindelse med planlægning af missionerne. Du skal kunne give piloterne/besætningerne et opdateret efterretningsbillede omkring trusler mod egne helikoptere, modstanderens handlemuligheder, samt efterretninger på eventuelle målområder.
Vi arbejder både med åbne og lukkede klassificerede systemer, samt med helikopternes interne programmer/systemer, hvilket du vil blive uddannet på, såfremt du ikke måtte have kendskab til.
Om dig
Du er sergent, eller vurderet egnet til at gennemgå den strukturelle uddannelse til sergent.
Ideelt har du tidligere beskæftiget dig med efterretningsarbejde, men det er ikke et krav. Du skal trives i et dynamisk operativt miljø, der er præget af konstant forandring. Du skal være god til at prioritere og bevare overblikket. Du skal være god til at samarbejde og være serviceminded.
Du skal beherske engelsk i både skrift og tale, da du ofte vil have brug for at koordinere med enheder fra andre lande under øvelser og internationale missioner.
Du er afklaret med at tjenesten ved os, vil betyde at du vil skulle forrette sejlende tjeneste i kortere perioder for derigennem at kunne levere efterretninger til vores indsatte MH-60R (Dette vil du naturligvis blive uddannet i).
Endvidere ser vi gerne, at du:
- Er en holdspiller, der trives i en lille, men specialiseret enhed.
- Er bevidst omkring at gode relationer er nøglen til succes i opgaveløsningen.
- Er i besiddelse af gode sociale evner, da vi prioritere et godt arbejdsmiljø højt.
- Er i besiddelse af evnen til at arbejde selvstændigt, samt indgå i et hold.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en sergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en kandidat fra konstabelgruppen som har et godt udviklingspotentiale.
Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Dit faste tjenestested vil være Karup.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen er du meget velkommen til at kontakte lederen af INTEL enheden, KN Peter, på HW-A2-IM001@MIL.DK eller på 72843010
Har du spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesvilkår, kontakt HR-konsulent Jim Kilbæk på mail FPS-JJK@MIL.DK.
Ansøgningsfristen er 11. MAJ 2025. Ansættelsessamtalerne forventes afholdt umiddelbart herefter. Opstart vil forventeligt være 1. AUG 2025 eller efter nærmere aftale.
Du kan søge stillingen via link "Søg den ledige stilling". Du bedes vedhæfte alle relevante dokumenter til ansøgningen.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Om Helicopter Wing
Helicopter Wing (HW) er hjemsted for alle Forsvarets helikoptere. HW træner og opretholder helikopterbidrag, der understøtter såvel den nationale opgaveløsning som den internationale, herunder udsendelse af helikopterbidrag til indsættelse i verdens brændpunkter. HW støtter ligeledes Hæren, Søværnet, Rigspolitiet, politiets aktionsstyrker samt udøver søredningstjeneste. Endvidere forestår HW den grundlæggende og supplerende flyveuddannelse af piloter og besætningsmedlemmer til Forsvaret.