Kan du lide at arbejde operativt og kan du se muligheder frem for begrænsninger? Er du den, der kan manøvrere i skiftende miljøer, tilpasse dig situationer og have flere bolde i luften? Har du et godt overblik, gode samarbejdsevner og øje for helheden? Så er du den officer vi mangler til Operationssektionen S3/5 ved 1. Panseringeniørbataljon.
Vi søger til ingeniørtropperne en uddannet kaptajn med kendskab til ingeniørvåbnets organisation, doktrin og uddannelse. En kaptajn med helhedsforståelse, fleksibilitet, samt et solidt kendskab til det kampingeniørmæssige miljø.
OM OS
1. Panseringeniørbataljon er en operativ bataljon under 1. Brigade. Bataljonen består af en Stab, et Stabskompagni og tre Panseringeniørkompagnier. Samlet set består bataljonen af 449 soldater.
Staben i 1. Panseringeniørbataljon består af erfarent personel, og vi arbejder målrettet på at løse pålagte opgaver så professionelt som muligt, herunder yde den nødvendige og optimale støtte til vores underafdelinger. Der er et godt arbejdsmiljø med en god tone og gensidig respekt på tværs af grader, som kommer til udtryk ved at vise lyst og vilje til at løse opgaverne bedst muligt, samt hjælpe andre ved behov.
OM STILLINGEN
Din primære opgave er at skabe rammerne for kompagniernes virke gennem planlægningen og opfølgningen af en målrettet og effektiv uddannelse, samt opstilling af ingeniørbidrag i hele spektret af opgaver. Du indgår i Operationssektionen, bestående af en ACOS og to ingeniørofficerer/CBRN officerer. Du vil kunne ansvar for større planlægningsopgave på tværs af staben.
Du skal derudover være operativ og indgå i bataljonens operative føring og planlægning i rammen af 1. Brigade. Operativt vil du indgå på OPS/PLAN 1 eller OPS/PLAN 2 og bidrager til stabsarbejde og udarbejdelse af 1. brigades operative planer inden for ingeniørtjenesten, samt føringen af Panseringeniørbataljonen.
Du vil opleve en stor grad af frihed under ansvar, hvor du får mulighed for at arbejde selvstændigt med mulighed for nytænkning. Du skal i perioder påregne en del øvelsesaktiviteter mm. og generelt set vil du opleve en meget alsidig hverdag.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi kan tilbyde en stilling i et dynamisk operativt miljø med en uformel omgangstone med engagerede kollegaer. Vi formår både at løse opgaven til tiden og samtidig tage hensyn til de mennesker, vi arbejder med. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med gode muligheder for kompetenceudvikling.
Vi tilbyder gode arbejdsvilkår, såfremt du er i gang med OFU/MMS, hvor der laves individuelle aftaler omkring studiedage og arbejdsbelastning, således man kan passe studiet ved siden af havende tjeneste.
OM DIG
Du er kaptajn med videreuddannelsestrin I (BTN og BDE)/Føringsuddannelse I og har kendskab til kampingeniørtjenesten.
Hvis du er erfaren premierløjtnant og ikke har gennemført Føringskursus eller anden relevant uddannelse på tilsvarende niveau, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Hvis du har praktisk erfaring som delingsfører og/eller næstkommanderende/kompagni eller tilsvarende ved Ingeniørregimentet, vil det være en fordel.
Som person kan du svare JA til følgende:
- Er engageret, nytænkende og målrettet med gode planlægningsegenskaber.
- Har analytiske evner og helhedsforståelse.
- Er god til at lytte, skabe gode samarbejdsrelationer og er en stærk formidler.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested er Skive kaserne.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen eller om tjenesten i Skive, er du mere end velkommen til at kontakte stabschef i 1. Panseringeniørbataljon, kaptajn Anthony Green på telefon 4132 4915 eller mail IGR-1B-STCH@mil.dk.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 3266 5722 eller mail FPS-JUK@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 19. maj. Ansættelsessamtaler afholdes umiddelbart herefter ved 1. Panseringeniørbataljon i Skive eller på VTC.
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM INGENIØRREGIMENTET
Ingeniørregimentet hører hjemme på Ingeniørkasernen i Skive, en af landets største kaserner.
Regimentets hovedopgave er at uddanne enheder indenfor de fem ingeniørspecialer; kampingeniør-, ammunitionsrydnings-, konstruktions-, geospatial- og CBRN-tjeneste. Regimentet består af et garnisonsstøtteelement, tre professionelle bataljoner og en reservestruktur. Regimentet uddanner årligt knap 600 værnepligtige i regi af Hærens Basisuddannelse (HBU) og kursister fra alle våbenarter og værn.
Regimentet har også enheder på Pionergården på Vestamager, hvor dele af Ammunitionsrydningscenteret holder til.
Ingeniørkasernen huser også Prinsens Musikkorps, Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest, Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- & Vestjylland samt Hjemmeværnsskolens Uddannelsescenter Midt- og Vestjylland. Derudover er der også elementer fra de funktionelle tjenester; bl.a. Driftsområde Skive under Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse, Forsyningscenter Skive under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Garnisons- og Specialværkstedet, begge under Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Med op til ca. 1.500 medarbejdere, når vi er flest og inkl. værnepligtigt personel og elever, er Ingeniørkasernen byens absolut største arbejdsplads. Garnisonen tilbyder dermed gode muligheder for en alsidig og varieret tjeneste.